Skemaet er smidt væk, og skolen er langt mindre fagopdelt end i dag. I stedet skal kommunerne udarbejde sammenhængende læseplaner inden for de humanistiske, de naturvidenskabelige og de praktisk-musiske områder. Sådan ser skoledirektørernes fremtidsversion ud.

'Den øgede mængde af viden gør, at verden ikke længere kan anskues bredt og sammenhængende ud fra fagene enkeltvis. Skolen skal være mindre fagopdelt, fleksibel og præges af arbejdet med tværgående emner og projekter', siger foreningens formand, Bjarne Pedersen, om det forslag, som Børne- og Kulturchefforeningen skal tage stilling til på årsmødet i dag, torsdag. Bestyrelsen kalder sit forslag for 'Folkeskolen i det 21. århundrede under fortsat forandring'.

For at gøre planlægningen så fleksibel som muligt må det faste skoleskema ofres.

'Der skal være vekslende arbejdsplaner i løbet af året for både elever og lærere, så det ugentlige timetal skal varieres efter indholdet af undervisningen', siger Bjarne Pedersen, der til gengæld ikke vil gøre op med princippet om faste klasser.

'Eleverne skal fortsat indgå i faste basisgrupper med fællesskab gennem oplevelser, sociale begivenheder og undervisning. Men lærerne skal kunne lave hold på tværs af grupperne, så eleverne får rum og tid til fordybelse', siger Bjarne Pedersen og tilføjer, at lærerne skal have stor frihed til selv at organisere undervisningen ud fra de tildelte timetal.

Kommunerne skal fastsætte overordnede mål for børnenes læseudvikling, mens skolerne skal sætte konkrete mål for det enkelte barn. Samtidig skal skoler og daginstitutioner blive bedre til at arbejde sammen om udviklingen af børnenes sprog, så lærerne kender det enkelte barns forudsætninger, når barnet begynder i skolen.

Børne- og Kulturchefforeningen vil indføre ti års skolegang for alle med et frivilligt elvte år for de elever, der ikke går direkte over i ungdomsuddannelserne. Det ekstra år skal hentes ved at gøre børnehaveklasserne obligatoriske.

I sin beretning på årsmødet langer Bjarne Pedersen ud efter Venstres forsøg på at få kommunerne til at offentliggøre deres resultater fra Danlæs-undersøgelsen på partiets hjemmeside.

'Det er uanstændigt, at folkeskolen skal bruges til sådanne formål. Vi var ved at opbygge en tillidsfuld evalueringskultur, men jeg frygter, at mange lærere nu atter træder et skridt tilbage', siger Bjarne Pedersen. Skolens resultater skal formidles til omverdenen. Men de skal ikke gøres til genstand for populisme.stan

Læs hele forslaget 'Folkeskolen i det 21. århundrede under fortsat forandring' og Bjarne Pedersens mundtlige beretning på www.folkeskolen.dk. Beretningen er tilgængelig fra torsdag den 18., klokken 15.30.

Her følger 2 tekster, der kun skal på Nettet (i forlængelse af artiklen.)

Det første skal på med det samme sammen med bladet

Det næste samme sted.

Men først fra torsdag klokken 15.30!

Der skal ikke læses korrektur, dt skal blot læggers ud

BØRNE- OG KULTURCHEFFORENINGEN INDHOLD

Forord

[92]hich[92]af2[92]dbch[92]af0[92]loch

1.[92]jclisttablvl0[92]ls4[92]ls4

[92]outlinelevel0 [92]i

Vores udgangspunkt

A. INDHOLD OG PÆDAGOGIK I FOLKESKOLEN

[92]outlinelevel0

2.

Livslange læsere

Læsning for livet

[92]outlinelevel0 [92]i

3.

[92]outlinelevel0 [92]i

Fagene og det tværfaglige Vi skal huske at glemme

4.

Fællesskabet og den enkelte

Venskaber og konflikter giver social kompetence

5. Den rummelige folkeskole Barnet og den rette pædagogik

.

6. Børn og unge som fremtidens kulturskabere Det sansende og skabende barn

.

7. Medier og teknologi Goddag verden 8. Evaluering og dokumentation Udvikling af den gode praksis

[92]outlinelevel0

B. ORGANISATION OG STRUKTUR I FOLKESKOLEN

9. Den fleksible planlægning Væk med skoleskemaet 10. Skoleforløbet Skolen starter i børnehaveklassen

11.

Helhed og sammenhæng.

Barnet i centrum

12.

Skoleledelse

En del af en helhed

[92]outlinelevel0

VORES UDGANGSPUNKT1

[92]outlinelevel0 [92]i

Ud med belæring og ind med læring

[92]outlinelevel0 [92]iBørns læring starter den dag de fødes. De danner sig forestillinger om, hvordan ve

rden hænger sammen, og når de afprøver forestillingerne, får de erfaringer og viden.

Børn og unge lærer først og fremmest ved selv at være aktive og herigennem skabe sig ny erkendelse. Børnene skal derfor støttes til at være undrende og opdagende, så de både på egen hånd og sammen med andre kan samle og bearbejde viden og formidle denne viden til andre.

Svarets pædagogik skal afløses af spørgsmålets pædagogik.

De enorme mængder af tilgængelig viden skal gøres til genstand for børnenes egne aktive undersøgelser og forståelse, så de med støtte fra de voksne kan udvikle de nødvendige faglige, sociale og kulturelle kompetencer.

Læring er en evigt pågående proces.

[92]outlinelevel0

Selvværd er ikke alt, men uden går det ikke.

En forudsætning for sådanne lærerprocesser er, at det enkelte barn får mulighed for at udvikle sin selvstændighed, initiativlyst og skaberglæde. Barnet skal opleve sin egen betydning i fællesskabet og udvikle sit selvværd.

Hver enkelt barn er unikt og skal mødes med respekt. Barnets selvfølelse skal styrkes gennem realistiske mål med udgangspunkt i det barnet ved og kan. Kun gennem positive relationer til andre - i familien, i skolen og i fritidslivet - kan barnet få og bevare et positivt selvbillede. Barnet skal opleve dets evner har værdi både for sig selv og andre i det forpligtende og udviklende fællesskab, det selv er en del af.

[92]outlinelevel1 Fra medinddragelse til medansvar

Ansvaret for optimale udviklingsbetingelser og for en god skolegang er fælles for forældre og skole.

I erkendelse af det fælles ansvar skal der i hele skoleforløbet være et gensidigt forpligtende samarbejde mellem skolen og forældrene om det enkelte barn og i forhold til fællesskabet. Målet med samarbejdet er at give de bedst mulige udviklingsbetingelser for børnene, og opgaven for begge parter er at støtte og bidrage til denne proces. Samarbejdet bygger på dialog med respekt for forskelligheden, respekt for hinandens opgaver og for den viden, man hver især har.

Forældrene skal have mest mulig information om dagligdagen i skolen og om deres barns udvikling, sådan som lærere og pædagoger oplever den, og de skal vide, hvad det vil sige at have et barn i folkeskolen. Skolen skal stille krav til forældrene, og forældrene skal vide, hvad der forventes af dem. Lærere og pædagoger skal på den anden side med baggrund i deres faglige indsigt og professionelle ansvar være opmærksomme på at inddrage forældrenes forventninger og ønsker til deres børns skolegang.

[92]outlinelevel0

2 [92]outlinelevel0 LIVSLANGE LÆSERE - og læsning for livet

[92]outlinelevel1

Det er er alle voksnes ansvar - i hjemmet, i daginstitutionerne og i skolen - at indføre børnene i det talte og det skrevne sprog

[92]outlinelevel1 Fordi

At lære sig at læse er et naturligt led i den samlede sprogudvikling og en vigtig indgang til meget store dele af vores kultur og tradition.

Forældrene skal have information og viden om, hvor betydningsfuldt det er, at skriftsproget er en synlig og aktiv del af alle børns hverdag. Forældrene skal fastholdes i deres del af ansvaret for børnenes indføring i det talte og skrevne sprog, samtidig med, at de skal have støtte til at kunne løfte opgaven.

Såvel i daginstitutionerne som i skolerne skal der skabes et levende sprogmiljø, hvor de voksne er bevidste om deres rolle som model, inspirator og guide for børnene.

Institution og skole skal arbejde tæt sammen, så lærerne ved skolestart har indsigt i det enkelte barns viden og baggrund, og alle børn derved kan blive aktive ud fra deres forudsætninger.

Lærerne skal have en grundig faglig viden om læseudviklingen, så de kan tilrettelægge en undervisning ud fra det enkelte barns behov, udvikling og forudsætninger.

Den enkelte elevs læsetilegnelse er et fælles ansvar for skolens lærere. Overalt opbygges miljøer, som udfordrer og stimulerer børnene i at udvikle det talte og det skrevne sprog, og planlægningen skal give tid og rum for læseoplevelser.

[92]outlinelevel1

Vi anbefaler

Kommunerne skal fastsætte overordnede mål for børnenes læseudvikling og skolerne skal sætte konkrete mål for det enkelte barn.

De enkelte kommuner skal sikre, at der samarbejdes på tværs af institutioner og skoler om børnenes sprogudvikling.

[92]outlinelevel6

3

FAGENE OG DET TVÆRFAGLIGE

Vi skal huske at glemme

Vi mener

Den øgede vidensmængde gør det nødvendigt at sortere og prioritere. Verden kan ikke anskues bredt og sammenhængende ud fra de nuværende fag enkeltvis.

Fordi

Den stadig større mængde af tilgængelig information er vanskelig for den enkelte at håndtere. Derfor bliver en af skolens vigtigste opgaver, at eleverne bliver i stand til at kunne sortere og bearbejde relevante informationer.

Da mange af de nuværende fag i folkeskolen enkeltvis er utilstrækkelige til at anskue verden bredt og sammenhængende, må der arbejdes hen mod en mindre fagopdelt skole præget af fleksibilitet og arbejdet med tværgående emner og projekter. I et samfund, hvor ny viden kommer til dagligt, er det nødvendigt at undervise med fagene for at se helheder og sammenhænge.

Den stadig større vidensmængde gør det nødvendigt at 'huske at glemme' metoder og indhold, som ikke længere er relevant. Arbejdet med tværfaglige emner med helhed, sammenhæng og vekselvirkning kommer i fokus og i en mindre fagopdelt skole veksles mellem de grundlæggende færdigheder i dansk, matematik og sprogene og arbejdet med tværgående emner og projekter.

[92]outlinelevel0

Vi anbefaler

Skolen skal i sin planlægning sikre, at såvel det faglige som det tværfaglige arbejde indgår i skolens dagligdag.

Kommunerne skal igangsætte arbejdet med at udarbejde sammenhængende læseplaner inden for:

[92]loch[92]af3[92]dbch[92]af0[92]hich-lvl0[92]ls5[92]ls5 det humanistiske område

[92]loch[92]af3[92]dbch[92]af0[92]hich-lvl0[92]ls5[92]ls5 det naturvidenskabelige område

[92]loch[92]af3[92]dbch[92]af0[92]hich-lvl0[92]ls5[92]ls5 det praktisk-musiske område

Undervisningsministeriet bør støtte arbejdet gennem udarbejdelse af vejledende læseplaner.

4

[92]nowidctlpar[92]outlinelevel0

[92]cgrid0 FÆLLESSKABET OG DEN ENKELTE

[92]nowidctlpar [92]cgrid0 Venskaber og konflikter giver social kompetence[92]cgrid0

[92]cgrid0 Vi mener

[92]cgrid0 Skolen skal udgøre et levende socialt miljø med plads og rum til pl[92]cgrid0 e[92]cgrid0 je af venskaber og håndtering af konflikter.

[92]cgrid0 Fordi

[92]cgrid0 Det enkelte barns evne og parathed til at indgå i samspil med andre og udvikle social kompetence skal udfordres gennem engagement, fæ[92]cgrid0 l[92]cgrid0 lesskab, medinddragelse og krav i skolen.

[92]cgrid0

[92]cgrid0 Det sociale fællesskab i skolen skal derfor styrkes og støttes gennem bevidste handlinger og pædagogiske udfordringer, der giver muligheder for både knubs og kram i et frugtbart socialt med- og modspil.

Et tolerant socialt miljø kræver ligeværdighed og respekt for de e[92]cgrid0 n[92]cgrid0 kelte børns forskelligheder hvad angår køn, nationalitet, færdigheder og evner.

Konflikter skal kunne gennemleves og håndteres som et værdifuldt u[92]cgrid0 d[92]cgrid0 gangspunkt for venskaber. Det skal være legalt at sige fra overfor kammeraternes pres og forpligtende at sige ja til at indgå i de fo[92]cgrid0 r[92]cgrid0 skellige sociale relationer.

Enkelte børn vil kræve særlig støtte og opmærksomhed, for at mobning og drillerier kan afløses af et konstruktivt modspil, hvor konflikter er vejen til bedre indsigt i sig selv og andre.

Det sociale miljø i form af oplevelser, vedkommenhed og nærvær skal til stadighed udvikles og sikres den nødvendige kvalitet i forhold til børnegruppens aktuelle behov.

[92]cgrid0 Vi anbefaler

[92]cgrid0

Den enkelte skole skal sætte mål og udforme handleplaner for det s[92]cgrid0 o[92]cgrid0 ciale liv på skolen. Forældrenes medansvar skal tydeliggøres i han[92]cgrid0 d[92]cgrid0 leplanerne.

5 DEN RUMMELIGE FOLKESKOLE Barnet og den rette pædagogik

[92]outlinelevel0

Vi mener

Skolens undervisning og øvrige tilbud skal være præget af rummelighed og tolerance overfor det enkelte barn og de forskellige grupper af børn. For en mindre gruppe vil der være behov for undervisning og samvær, der er målrettet og struktureret ud fra børnenes særlige behov.

[92]outlinelevel0

Fordi

Det vil uanset rummeligheden og pædagogikken ikke være muligt for alle børn at indgå i større grupper.

Det er derfor nødvendigt, at der udvikles differentierede tilbud, hvor der tages hensyn til de særlige behov for støtte, som enkelte børn har. Tilbudene skal dække såvel sociale- som indlæringsmæssige behov.

Børn med særlige behov skal støttes så tæt på normalmiljøet som muligt i målrettede og strukturerede tilbud.

De særlige tilbud skal kvalificeres og differentieres gennem ekstern supervision til personalet og det tværfaglige arbejde omkring de enkelte børn.

Vi anbefaler

Kommunerne skal udvikle målrettede tilbud til børn med særlige behov på det sociale og indlæringsmæssige område.

Kommunerne skal styrke indsatsen overfor risikobørn gennem ressourcepersoner og gennem en fælles indsats på tværs af kommunens forskellige sektorer.

[92]outlinelevel0

6 BØRN OG UNGE SOM FREMTIDENS KULTURSKABERE Det sansende og skabende barn

[92]outlinelevel0 [92]i

Vi mener

Folkeskolen skal gennem et bredt samarbejde med lokalområdets kultur- og fritidsliv være med til at sikre, at børn og unge udfordres som fremtidens kulturskabere og kulturbærere.

[92]outlinelevel0

Fordi

Størstedelen af danske børn under 12 år opholder sig mange timer hver dag i skole og institution. Denne kendsgerning stiller store krav til det pædagogiske indhold om ægthed i form af sociale og kulturelle oplevelser og engagement.

Kunst og kultur skal sikres en fremtrædende plads i såvel undervisnings- som i fritidspædagogikken.

Det kulturelle engagement skal forstås som et medinddragende element, hvor børn og unge indgår aktivt og deltagende.

Medinddragelsen betyder et bredt samarbejde mellem skolen og lokalområdets muligheder og kulturskabende institutioner både i forhold til det historiske og det fremtidige perspektiv. Museumspædagoger, billedkunstnere, musikere, forfattere, mediefolk og sportsudøvere skal indgå som undervisere på skolen samtidig med, at børn og unge bevæger sig ud i de miljøer, hvor tingene sker.

Jo ældre børnene bliver jo vigtigere er den udadvendte virksomhed i forhold til lokalområdet. Skolernes tilbud på det musiske og kulturelle område skal være præget af mangfoldighed og forskellighed samtidig med, at de er differentierede ud fra de særlige talenter og interesser, der er på skolen og i forældrekredsen.

[92]outlinelevel0

Vi anbefaler

Skolens undervisning og fritidstilbud skal omfatte musiske aktiviteter, der medinddrager fagfolk inden for de forskellige kultur- og fritidsområder i kommunen.

7

[92]nowidctlpar [92]cgrid0 MEDIER OG TEKNOLOGI

Goddag verden

Vi mener

[92]cgrid0 Informationsteknologien vil udvikle sig fra at være et redskab til at blive en omgivelse. En allestedsnærværende omgivelse hvori undervi[92]cgrid0 s[92]cgrid0 ning og læring naturligt finder sted.

[92]cgrid0 Fordi

[92]cgrid0 Informationsteknologien antager til stadighed nye former og integr[92]cgrid0 e[92]cgrid0 res med stigende hast i alle miljøer, hvor børn og unge færdes. U[92]cgrid0 d[92]cgrid0 viklingen vil i meget høj grad komme til at forandre læringsmiljøe[92]cgrid0 r[92]cgrid0 ne.

Informationsteknologiens muligheder for interaktion - lokalt og gl[92]cgrid0 o[92]cgrid0 balt - ' vælter' skolens vægge mod omverdenen og skaber nye dialog- og samarbejdsformer, som blandt andet vil revolutionere udviklingen af elevernes internationale forståelse. Fremmedsprogene - specielt e[92]cgrid0 n[92]cgrid0 gelsk - vil ikke længere være fag men kultur.

Det pædagogiske servicecenter bliver et centralt læringssted for el[92]cgrid0 e[92]cgrid0 verne, hvor informationsteknologi og andre medier skal omgive eleve[92]cgrid0 r[92]cgrid0 nes læring som en udfordrende, indbydende, kommunikerende og fora[92]cgrid0 n[92]cgrid0 derlig ramme med plads til eksperimenteren, undren, fordybelse og u[92]cgrid0 d[92]cgrid0 vikling af den kritiske sans.

Skolens pædagogiske servicecenter skal være åbent og tilgængeligt e[92]cgrid0 f[92]cgrid0 ter behov og skal være drivkraften i pædagogiske udviklingsinitiat[92]cgrid0 i[92]cgrid0 ver samt i kulturelle oplevelser for eleverne.

[92]cgrid0 Vi anbefaler

[92]cgrid0

Kommunerne og skolerne skal sikre, at informationsteknologien gøres tilgængelig for eleverne og øger deres lyst til læring og evne til at kommunikere lokalt og globalt.

Den enkelte skoles pædagogiske servicecenter skal være nerven i et aktivt læringsmiljø, der er i dialog med verden uden for.

8[92]outlinelevel0

EVALUERING OG DOKUMENTATION

Udvikling af den gode praksis

[92]outlinelevel0 [92]i

Vi mener

Kommunerne og skolerne skal sætte mål, og resultaterne skal dokumenteres.

Resultatvurderingen skal være en del af skolevæsenets og skolens udviklingsproces.

[92]outlinelevel0 [92]i

Fordi

Der skal sættes mål på de forskellige niveauer - elev, klasse, skole og kommune. Resultaterne skal danne grundlag for nye målformuleringer og handlinger i en løbende proces.

I skolen præsteres mange gode resultater. Befolkningens kendskab til disse resultater er ofte meget sporadisk, og det er derfor vigtigt, at resultaterne i højere grad dokumenteres og formidles.

Skolen skal have en løbende dialog med forældrene om den enkelte elevs udvikling og resultater. For at kvalificere denne dialog, er det nødvendigt, at skolen foretager en systematisk iagttagelse og evaluering.

Resultatvurderingen skal være en integreret del af arbejdet i skolen og skal omfatte alle sider af skolens virksomhed.

Det er ikke alle skolens resultater, der kan gøres til genstand for en egentlig måling, men de kan alle vurderes. Det er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på kundskaber og færdigheder, der er umiddelbart målelige. I vurderingen skal også indgå elevernes kompetencer på områder som kammeratskab, tage ansvar, løse konflikter m.v.

[92]outlinelevel0

Vi anbefaler

Resultatvurdering skal indgå som en naturlig del af alle skolens aktiviteter.

Skolens resultater skal formidles til omverdenen.

Alle instanser fra ministerium til den enkelte skole skal yde en forstærket indsats i udviklingen af nye redskaber til brug for evaluering af undervisningen.

[92]outlinelevel0

9

[92]outlinelevel0 [92]i

DEN FLEKSIBLE PLANLÆGNING

Væk med skoleskemaet

Vi mener

Planlægning af skoleåret og den enkelte skoledag skal være fleksibel og fremmende for udviklingen af en skole, der rummer udfordringer for alle elever.

[92]outlinelevel0

Fordi

Udvikling af skolens indhold og struktur forudsætter en høj grad af fleksibilitet i planlægningen.

Der skal være vekslende arbejdsplaner i løbet af året for både elever og lærere, så det ugentlige timetal varieres efter indholdet.

De enkelte teams omkring de forskellige aldersgrupper skal tildeles stor kompetence i forhold til planlægning af indhold og organisering ud fra de tildelte timeressourcer.

Eleverne indgår fortsat i faste basisgrupper svarende til de nuværende klasser. Opbrud af grupperne i form af holddannelse på tværs skal indgå som en pædagogisk metode, hvor målet er at sikre rum og tid til fordybelse og læring.

Fællesskabet tilgodeses gennem oplevelser, sociale begivenheder og undervisningsformer, der tager udgangspunkt i basisgrupperne.

Skolens fysiske rammer skal være tilpasset det pædagogiske indhold og virke inspirerende for læringsmiljøet og den fleksible planlægning.

[92]outlinelevel0

Vi anbefaler

Det traditionelle skoleskema skal afskaffes. I stedet skal både lærere og elever arbejde ud fra et årstimetal. Et princip, som også bør gælde de enkelte fag.

Skolens ledelse skal tildele de enkelte teams omkring de forskellige aldersgrupper stor kompetence til fleksibel og varieret planlægning.

[92]outlinelevel0

10 SKOLEFORLØBET

Skolen starter i børnehaveklassen

Vi mener

Skolen skal indeholde et 10-årigt skoleforløb for alle og som nu et tilbud om et frivilligt skoleår mere for elever, som ikke går direkte over i ungdomsuddannelserne.

[92]outlinelevel0

Fordi

Næsten alle børn starter deres skolegang i børnehaveklassen, som er en integreret del af indskolingsforløbet. Mange børnehaveklasser har i dag en indholdsplan, som hænger nøje sammen med undervisningen i de følgende skoleår.

Derfor er der ingen grund til at fastholde børnehaveklassen som selvstændigt begreb. Det er en forældet konstruktion. Børnehaveklassen bør gøres obligatorisk og fremover betegnes som 1. klasse.

Det nuværende forløb fra børnehaveklasse til 9. klasse bør således fremover betegnes som 1. til 10. klasse.

I den anden ende af skoleforløbet skal der fortsat være mulighed for et skoleår, som sikrer en glidende overgang til de efterfølgende ungdomsuddannelser.

Det afsluttende frivillige skoleår skal være målrettet ungdomsuddannelserne og have et indhold, der styrker de unges personlige og faglige kompetence. Tilbuddet skal indeholde obligatorisk brobygning og udvidet vejledning.

Som en del af folkeskolens vejledning skal der udarbejdes individuelle handle- og uddannelsesplaner. Samspillet mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne skal styrkes på såvel lærer- som vejlederplan.

Det afsluttende frivillige skoleår skal etableres i et ungdomsmiljø på folkeskolelovens grundlag.

[92]outlinelevel0

Vi anbefaler

Der bør snarest tages de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer til at gøre børnehaveklassen obligatorisk.

11

[92]outlinelevel6 HELHED OG SAMMENHÆNG

[92]outlinelevel0

Barnet i centrum

Vi mener

Pædagogikken inden for daginstitutioner, skoler og fritidsordninger skal sammentænkes, så indsatsen over for børn og unge kvalificeres yderligere.

Der skal skabes rum for såvel leg som læring ud fra de enkelte børns forskellige behov og forudsætninger.

[92]outlinelevel0

Fordi

I takt med at efterspørgslen efter daginstitutioner og fritidsordninger er stærkt stigende, er det naturligt at se på sammenhæng og helhed i det pædagogiske tilbud for hele aldersgruppen fra 0 til 18 år.

De kendte skel mellem børnehaver, folkeskoler og fritidsordninger skal nedbrydes. I stedet skal der opbygges et formaliseret samarbejde, der sikrer en sammenhængende pædagogik for aldersgrupperne i de afgrænsede lokalområder. Det vil være naturligt at udvikle ledelsesformer, der sikrer større sammenhæng i det pædagogiske - såvel som i det administrative ansvar for de enkelte enheder. Målet er, at børns og unges behov tilgodeses optimalt og med størst mulig fælles ressourceindsats.

I skolealderen har størstedelen af børnene fra børnehaveklassen til og med 3. klasse i dag et dagtilbud i en fritidsordning (SFO eller fritidshjem), hvorfor det er naturligt at se på sammenhængen mellem det der foregår i det obligatoriske skoletilbud og det frivillige fritidstilbud. For at nedbryde de kendte skel mellem fritidsordninger og folkeskole skal der etableres et formaliseret samarbejde om børnene, hvor lærere og pædagoger sammen får et øget ansvar for at medvirke til børns udvikling og læring ud fra en fælles overordnet målsætning.

I fremtidens skole anskues børnenes dag som en helhed, hvor der veksles mellem forskellige aktiviteter, der tilgodeser barnets behov og udvikling, og der skelnes ikke skarpt mellem undervisning og fritid. Aktiviteterne tilrettelægges ud fra, at den enkeltes læring understøttes. Her kan være tale om såvel fri leg som strukturerede forløb.

[92]outlinelevel5

Vi anbefaler

Kommunerne skal tage initiativ til at udarbejde målsætning og samlet indholdsplan, hvor undervisnings- og fritidspædagogikken er sammentænkt.

Gennem ændret lovgivning skal der gives mulighed for fælles ledelse og bestyrelse for daginstitutioner, skoler og fritidsordninger i afgrænsede lokalområder.

Der skal etableres fælles basisuddannelse for lærere og pædagoger.

12

[92]outlinelevel0

SKOLELEDELSE En del af en helhed

[92]outlinelevel1

Vi mener De kommunalpolitiske mål for folkeskolen og skolens daglige arbejde skal udgøre en dynamisk helhed.

[92]outlinelevel1 Fordi

Den enkelte skole er en del af et samlet skolevæsen, og skolelederen er en del af kommunens ledergruppe.

Udviklingen på skolerne skal afspejle de politiske mål og indsatsområder i kommunen.

De politiske mål og rammer skal sikre rum til et lokalt ejerskab og medansvar, der har udgangspunkt i skolernes forskelligheder og lokale forankring.

Skolens ledelse skal udøve ledelse i et samspil med politikere og forvaltning, så ønsker og planer i forhold til egen skole kan kombineres med det samlede skolevæsens behov. Prioriteringen skal foretages ud fra, helheden og det samlede skolevæsens behov. Kvaliteten og den fortsatte udvikling skal sikres gennem et forpligtende samspil mellem skolevæsenets forskellige parter.

Skolelederen er den lokale repræsentant for kommunalbestyrelsen og skal formidle og udføre de politiske beslutninger. Skolelederen bidrager sammen med skolebestyrelsen til politikernes beslutningsgrundlag gennem sin særlige viden og forankring. Gennem kommunalt vedtagne principper eller mål for ledelse er der givet klart udtryk for, hvilke forventninger kommunen har til sine ledere.

Skolelederen skal kende sin skoles sjæl og kultur og skal sammen med skolebestyrelsen og medarbejderne udvikle visioner og lave strategiske planer for skolens fortsatte udvikling i den kommunale helhed.

Skolelederen skal kunne fremme kompetencen til refleksion og analyse og gøre skolen til en lærende organisation for elever såvel som medarbejdere.

[92]outlinelevel1

Vi anbefaler

Kommunen skal udarbejde mål for skoleledelse. Der skal udarbejdes fælles og individuelle uddannelsesplaner for skoleledergruppen som en del af den kommunale ledergruppe.

BØRNE- OG KULTURCHEFFORENINGEN

Skoledirektørforeningen

Formandens mundtlige beretning til generalforsamlingen, den 18.11.1999

Vort brede chefområde er konstant aktuelt, og derfor spænder foreningens opgaver også vidt. Det har bestemt ikke været anderledes i det forgangne år. Arbejdet indeholder offentlige tilkendegivelser, fordi vi bliver spurgt, men først og fremmest forsøger vi at påvirke på de indre linier i forhold til Kommunernes Landsforening, men også ministerier, Folketing og faglige organisationer.

Jeg er glad for at kunne sige, at vi oftest mærker opbakning til vore synspunkter. Jeg tror, det er fordi alle ved, at vi rent faktisk taler på medlemmernes vegne, og det kan vel ikke udtrykkes tydeligere end ved en generalforsamling, hvor over 50% af foreningens medlemmer er tilstede.

I den forbindelse vil jeg gerne takke for den tillid, der vises bestyrelsen. Vi er klar over, at den forpligter, og bestyrelsen prøver at leve op til den. Det vil jeg berette om her.

For god ordens skyld skal jeg slå fast, at denne mundtlige beretning ikke indeholder forslag om at nedlægge hverken privatskoler eller noget andet og selvom den er på 6.729 ord, er den kortere end sidste år! Jo, medlemmernes ord tæller naturligvis!

Vi skal på denne generalforsamling tage stilling til udspillet ' Folkeskolen i det 21. århundrede under fortsat forandring', og selvom jeg konkret vil motivere udspillet senere, vil folkeskolen optage en del af min beretning.

Indledningsvis vil jeg dog gøre et par mere generelle betragtninger, der omfatter hele foreningens virkeområde. De tager udgangspunkt i en analyse af de socialt svage grupper, som Socialforskningsinstituttet har foretaget. Undersøgelsen viser, at der på trods af det økonomiske opsving kun er sket et meget beskedent fald i antallet af danskere, der har markant dårligere levevilkår end det store flertal. Enlige mødre, folk med korte uddannelser og indvandrere/flygtninge er hårdest ramt. Der er desuden en gruppe unge, der er meget udsatte. Det er unge med kort uddannelse og svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Unge der har svært ved at begå sig i forhold til kravene om formel uddannelse og at kunne begå sig sammen med andre.

Det er naturligvis uacceptabelt i et velfærdssamfund, og da der som reaktion på problemstillingerne først og fremmest efterspørges uddannelse og bred folkelig opbakning til fællesskabet, bliver det naturligt et emne for os at tage op, jf. vore uddannelsespolitiske udspil og det kultur- og fritidspolitiske udspil fra sidste år, hvor det bl.a. anføres: ' En aktiv kultur- og fritidspolitik søger i sin mangfoldighed at inddrage så mange borgere som muligt. Den enkelte skal efter behov have mulighed for gode oplevelser, indgå i sociale netværk med andre og tilegne sig viden og færdigheder'.

Bestyrelsen overvejer til næste års generalforsamling at udarbejde et oplæg omkring de udsatte børn og unges situation, men jeg vil dog allerede nu sige, at skal der for alvor gøres noget ved denne situation, vil det kræve helt andre politiske initiativer end dem, vi ser nu. Der skal træffes nogle livsvalg som politikerne hidtil ikke har turdet træffe, fordi der skal gøres op med forhold, der opfattes som velerhvervede rettigheder, og med interessegrupper, hvis eneste formål dybest set er sikring af sig selv. På samme måde skal vi naturligvis også rejse spørgsmålet, om vi i kommunerne har det tilstrækkelige helhedssyn på børne- og ungeområdet, således at forebyggelse, anbringelser, daginstitutionstilbud, skolegang mv. hænger ordentligt sammen.

Jeg mener, at vi i Danmark har været for optaget af at lade økonomiske hensyn begrænse mulighed-erne for at sikre udvikling og bredt anlagt læring. I Danmark må vi dog ellers have råd til at løbe en økonomisk risiko for at sikre grundlæggende menneskelige værdier. Svaret kan ikke bare være som det - lidt kort sagt - gives i budgetredegørelsen for 1999: Egenbetaling, højere produktivitet og konkurrence mellem de offentlige tilbud. Det er kun et valg for de såkaldte stærke familier og fører til en anden problemstilling.

Vi er som samfund ikke længere bevidste om, at vi har ansvar over for andre end os selv. Vi er blevet individualister - grænsende til egoister. Grundsætningen er ikke længere, at det man er, er man i relation til andre, men derimod i forhold til sig selv. - Det er for snævert. - Det er for kortsigtet. Velfærd er jo ikke kun et spørgsmål om en indkomst man kan leve af. Det handler også om at indgå i meningsfyldte sammenhænge med andre.

I en helt anden undersøgelse, som Center for Alternativ Samfundsanalyse har foretaget, tegnes et billede af en befolkning, hvor arbejdet er en afgørende del af tilværelsen. 53% af mændene og 19% af kvinderne arbejder normalt mere end 37 timer om ugen. For nogle er ansvaret for familien det vigtigste, men for de fleste lønmodtagere er arbejdet det vigtigste, fordi det betyder spændende og helt afgørende social kontakt til kollegerne. Det er nærmest blevet et livsvilkår.

Og så er vi tilbage ved det, der har optaget et par generalforsamlinger: Barnet og familien. Den politiske handling i den forbindelse er stadig ikke at drøfte samfundets indretning og den enkelte families egetansvar, men hvordan der kan udarbejdes en børnepasningsorlov, så arbejdskraften sikres. Vi er glade for, at der tilsyneladende er en børnepasningsorlov på vej, som imødekommer de ønsker vi fremsatte sidste år om en mere fleksibel ordning. Det tegner mere børnevenligt, hvis forældrene bruger den, men det er ikke nok.

Netop fordi arbejdet prioriteres i forhold til familien, er der mange børn der hver dag er væk fra familien i lang tid og hvad så? Gode pædagoger og lærere kan gøre meget, og de udfører meget af det, der før var familiens funktion. Men selv den bedste pædagog eller lærer ved også, at det aldrig kan blive det samme, når de har andre børn at tage sig af. Det enkelte barn får simpelthen ikke meningsfyldt tid nok sammen med voksne.

Både børn og voksne oplever en stadigt mere fragmenteret virkelighed, hvor roen, fordybelsen, den forpligtende menneskelige kontakt og lysten til engagere sig et i et fællesskab med andre let bliver noget ekstra man kan være heldig at opleve men ikke kan forudsætte. Det giver problemer med evnen til at indgå i sociale sammenhænge, og det giver flydende grænser, som børn ikke kan forholde sig til.

Jeg skal ikke her forholde mig til tiden, men ansvaret. Det er altså forældrene, der må opstille alternativer til fjernsynet og de mange videospil. Det er forældrene der må gøre klart, hvad der er ret og uret, selvom det koster konflikter at sætte grænser, og selvom det umiddelbart kan virke lettere at forhandle eller servicere sig ud af problemet. Det er forældrene, der må lære børnene at være opmærksomme, og det er forældrene, der gennem deres eget eksempel må vise, at livet er spændende og værd at leve. Det klares ikke med videoovervågning af daginstitutioner og kommunikation over Internettet!

Kniber det, må vi som del af det kommunale tilbud overveje kurser for småbørnsforældre, hvor de kan udveksle erfaringer og diskutere holdninger og værdier i forhold til f.eks. trodsalder, søskendejalousi og børneopdragelse generelt. De gamle, enkle leveregler om ro, renlighed og regelmæssighed holder jo ikke rigtig mere!

Jeg siger ikke dette - ikke kun i hvert fald - for at sprede dårlig samvittighed hos forældrene, men det er for længe siden, at vi har haft en grundlæggende debat om disse forhold og dermed om forholdene på de steder, hvor børnene rent faktisk opholder sig.

Vi taler om forældreorlov, børnepasningsdage, familieliv og børnevenlige ferier, men realiteten er, at børnene er i dagtilbud, i skole eller et fritidstilbud. De mange taler om, hvor godt det er for børn at være sammen med deres forældre i døgndrift, har jo ikke tømt institutionerne - tværtimod. Det ved enhver. Men denne udenoms snak har gjort det dejligt unødvendigt for offentligt at tage stilling til, hvordan børnenes virkelige barndom skal gå for sig.

Vi har gennem de sidste år talt så meget om den nye børnekarakter. Måske skulle vi i stedet diskutere den nye familiekarakter? For børn og unges skyld er det i hvert fald tid til, at vi forholder os til den virkelige verden. En verden, hvor vi stiller mange kvalificerede pædagoger og lærere, kostbare legeredskaber, velfungerende bogsamlinger, IT, opfindsomme udflugter og ekskursioner og horisontudvidende aktiviter, læring og kvalificerede kultur/fritidstilbud til rådighed for de opvoksende slægter.

Lidt forenklet sagt handler det om, at hvis ikke børnene får lært at snøre sko i tide, risikerer de at snuble i snørebåndene senere. Vi skal blot lige have afklaret, hvis pligt det er.

Og skal vi fastholde et udviklings-, lærings-, dannelses- og uddannelsesperspektiv i et videnssamfund der efterspørger mennesker, der hele tiden udvikler sig, må vi fortsat se på, hvordan der skabes helhed og sammenhæng i børn og unges liv. Jeg skal nævne 5 områder der må indgå i en handlingsplan med fælles målsætninger for dagtilbud, skoler og kultur- og fritidslivet i kommunen. En handlingsplan som der må afsættes de nødvendige ekstra ressourcer til at gennemføre.

For det første. Vi glæder os over, at mange kommuner er kommet godt i gang, siden vi vedtog handlingsprogrammet ' Helhed i barnets liv' i 1997, men arbejdet skal udvides, så der kan ses en synlig linie i den kommunale indsats fra sundhedsplejerskens arbejde til vi slipper de unge. Og det handler ikke kun om dagtilbud og skole, men også i fritiden og i hjemmet. Nu skal vi så lige have samlet børn og unges opvækstvilkår i et nyt fælles ministerium, men det kommer vel?

Børn skal simpelthen have mulighed for uformelle indlæringsprocesser, som de har brug for senere, når de f.eks. skal lære at læse. Børn skal have lov til at øve sig indtil de kan noget, indtil de kan mestre det, og så får de selvværd i tilgift. Det kan pædagoger og lærere bidrage til i fællesskab. Det er derfor ikke godt nok, at lærerne på deres kongres forsøger at gøre sig muntre over begreberne leg og læring og tage patent på læringsbegrebet. Der er vist nogen, vi bliver nødt til at tage i skole!

Det er heller ikke rimeligt, at BUPL og DLF blokerer for pædagogiske helheds-løsninger i kommunerne p.g.a. et simpelt slagsmål om retten til at organisere medlemmer. Det burde ikke være nødvendigt med medlemsulydighed for at skabe kommunale løsninger.

For det andet. I almindelighed mener vi nok, at børn i Danmark har krav på en god barndom og på mange måder får de fleste det også. Der er dog nogle - og i virkeligheden for mange - der ikke får del i en positiv opvækst, som de fortjener.

Derfor må der rettes yderligere opmærksomhed mod de børn og unge, der har særlige behov eller som gennem deres opvækst har været udsat for massive negative påvirkninger. Det drejer sig f.eks. om de såkaldte urolige børn, børn der er omsorgssvigtede, børn der vokser op med psykisk syge forældre eller stofmisbrugere eller børn der er seksuelt misbrugte. Kort sagt: Børn der skal hjælpes, hvis de ikke skal vokse op med egne psykiske lidelser til følge.

Her skal der være et hjælpeapparat, der kan yde en mere målrettet og speciel indsats på et tidligt tidspunkt, så alle børn opnår mulighed for personlig udfoldelse og udvikling. Vi er enige med Socialministeren i, at det vil være på plads at stille ekstra tilbud til rådighed for den gruppe der ellers bliver svigtet i hele deres barndom og måske i livet som helhed, hvis vi ikke får brudt den onde cirkel.

Vi er også enige i, at det må præciseres, at kommunerne har pligt til at underrette hinanden, når familier med truede børn og unge flytter, så familiernes kommuneshopping ikke går mere ud over børnene end højest nødvendigt. Påtager kommunerne sig ikke frivilligt dette ansvar, må fraflytningskommunen pålægges det fortsatte praktiske og økonomiske ansvar for barnet i en længere periode efter flytningen. Det er en rigtigere løsning end at overflytte opgaven til staten som nogle automatisk foreslår.

Måske skulle vi ligefrem risikere, at få folkeretseksperter, forsvarsadvokater, registereksperter o.l. på nakken og stille det forslag, at det registreres, når børn ikke behandles ordentligt, så ville disse oplysninger automatisk følge med. Der kan sikkert siges meget dårligt om sådanne registreringer, men er det ikke mest for de voksnes skyld? Hvad med børnene? Hvem beskytter dem? I dette tilfælde skulle vi måske retssikre ofrene mere end skadevolderne?

For det tredje. Det er en naturlig del af kommunernes børne- og ungearbejde at tage hånd om børn i de situationer, hvor de lider tab med efterfølgende sorg, hvor forældrene ikke magter dem, eller hvor børnene er besværlige med ensomhed til følge, eller hvor et handicap hindrer dem i et barneliv, som andre børn lever det.

Det handler også om en koordineret indsats i dagtilbud, skole og kultur- og fritidsliv, hvor pædagoger, lærere og andre voksne går ind i et tæt tværfagligt samarbejde, der kan være med til at løse disse børns problemer. Og det handler om et ansvarsfuldt arbejde med den vidtgående specialundervisning, hvor kommunerne nu får et øget ansvar. Vi vil gå aktivt ind i den følgegruppe, der dannes i denne forbindelse.

For det fjerde. Det er naturligt at gå aktivt ind i det folkesundhedsprogram som regeringen offentliggjorde i maj i år, men det skal grundlægges i barndommen, og derfor må vi også her have koordineret arbejdet i dagtilbud, skole og kultur-/fritidsliv, men det er ikke nok.

På linie med Miljøstyrelsen må vi have en Forebyggelsesstyrelse, hvis det skal batte noget, og der må afsættes langt flere midler, end det ser ud til. Folkesundhed handler jo ikke kun om voksnes ryge- og drikkevaner. Var det i virkeligheden ikke meget bedre at opgive jagten på os midaldrende, der vejer for meget, ryger for meget og drikker for meget og i stedet koncentrere sig om børns og unges opvækst?

Det handler om f.eks. spisevaner (altså ordentlige madpakker eller udbyggede skolekantiner), svampefrie daginstitutioner og skoler, ergonomisk korrekte møbler, mere motion, bedre kultur- og fritidstilbud som alternativ til fjernsynet o.s.v. Det ville være folkesundhed med perspektiv og skulle der komme et par sunde voksne ud af det også, er det naturligvis helt OK.

For det femte. Sikring af det gode barneliv i dagtilbud, skole og kultur- og fritidstilbud skal også gælde for de der af den ene eller den anden grund udsættes for mobning. Det er forfærdeligt for dem det går ud over, og det skal hindres, men vi skal vel også passe på, at vi ikke pakker børnene ind i vat og bomuld og dermed gør deres hverdag konliktfri? Det er i hvert fald en drøftelse værd.

Helt galt går det imidlertid i den debat, når Skole og Samfund drejer mobningsdebatten over på, at det er lærerne der mobber de svageste børn i skolen og beskylder lærere og skoleledelser for at dække over uheldige elementer blandt kollegerne.

Den slags udsagn gør det vanskeligere at få en sober dialog, men det skal nu ikke hindre os i at arbejde sagligt og fornuftigt med problemet i kommunerne.

Det fører mig til de mange forskellige grundlæggende værdier, som den kommunale forvaltning skal tage hensyn til under udøvelse af sine primære opgaver, f.eks. retssikkerhed, effektivitet og lydhørhed over for brugerne.

Men vi producerer meget andet end ydelser rettet direkte til brugerne. Som regulerende myndighed skal vi tjene almenheden, vi har en forpligtelse over for landets kulturarv og til at skabe bedre ydelser i fremtiden, dvs. primært at tjene fremtidige brugere. Endelig skal de kommunale forvaltninger fungere inden for rammerne af en demokratisk styreform, dvs. politisk loyalitet er en væsentlig værdi.

Det er mange hensyn at tage, og der er gennem de sidste år eksperimenteret med forskellige forvaltningsmæssige organisations- og styreformer, og det er langt fra altid klart, hvilke grundlæggende værdier der har ligget til grund bortset fra økonomi. Og vi må jo desværre konstatere, at hvis der er uenighed mellem borgmester og forvaltningschef, er det chefen der bliver fyret, selvom det nu ikke altid er bevist, at det er den rigtigste løsning.

Men også på det politiske plan er kommunestyret til stadighed til debat og aktualiseret i øjeblikket af KL. Det er fornuftigt at spørge om det kommunale selvstyre gør en forskel - vælges der forskellige organisatoriske løsninger, forskelligt serviceniveau og er der forskel på effektiviteten i de danske kommuner og amter - eller har statslige regler og centralt aftalte overenskomster udhulet muligheden for at udøve en reel indflydelse på det lokale niveau?

Der er jo en tendens til, at folketinget og regeringen fokuserer på enkeltsager som enkeltpersoner eller interessegrupper rejser og ofte er løsningen på sådanne sager, at afgørelserne må centraliseres.

Her bakkes de på folkeskoleområdet op af Skole & Samfund og DLF. Som f.eks. når formanden for DLF på deres netop afholdte kongres efterlyser ' en sammenhængende national prioritering af folkeskolen. En national prioritering af folkeskolen der er bindende for kommunerne' og formanden problematiserede, hvorvidt folkeskolen fortsat fuldt ud skal være på kommunale hænder og sagde videre, at mange kommuner løber fra ansvaret eller simpelthen ikke kan magte opgaven.

Det gav klapsalver, men er da utroligt eller et udtryk for kollektivt hukommelsestab! Vi er nogle der endnu kan huske de mange DLF-beklagelser, da folkeskolen var statsligt reguleret. Jeg husker dem endda som større.

Hertil kommer, at DLF's formand på kongressen gav sig ud i en konkurrence med undervisningsministeren om, hvem der er bedst til at udtrykke skuffelse over kommunerne og sagde: ' Den opgave kan man roligt udlicitere til DLF. På det punkt er vi fuldt konkurrencedygtige'. Jeg er usikker på, om de matcher Skole & Samfund i den sammenhæng, men ellers har lærerformanden ret. De er gode til det med skuffelser!

Men hvad med de stigende krav og forventninger fra borgerne til kvaliteten og valgmuligheden i de kommunale serviceydelser. Vi mangler svarene på de afgørende spørgsmål: Skal vi bare imødekomme borgerrejste ønsker? Skal vi afvikle noget for at give plads til noget nyt?

Vi kan næppe forvente det af interessegrupperne, men vi kunne godt have brug for lidt mere perspektiv i det landspolitiske arbejde. Måske endda så meget perspektiv, at det kunne inspirere til bedre kommunale løsninger.

Det er ikke kommunestyrets mangler der skal fokuseres på. De skal bare findes og rettes. Mere er der ikke om det. Det spændende er kommunestyrets muligheder, og derfor er det godt, at KL har taget initiativet fra Finansministeriet. Lad os håbe KL kan beholde initiativet, så vi fremadrettet kan drøfte kvaliteten i opgaveløsningen i et levende lokalt demokrati, men det kræver altså, at det kommunale råderum respekteres.

Et sådant misforhold oplevede vi bl.a., da den såkaldte kommuneaftale skulle udmøntes. Foreningen noterede med tilfredshed, at aftalen for 2000 - 2002 gav mulighed for, at de kommuner som tilbyder en pasningsgaranti for børn mellem 6 måneder og skolealderen, fik mulighed for at øge forældrebetalingen op til 33% i perioden. Her så vi muligheden for, at der generelt kunne tilbydes en kommunalt organiseret pasningsgaranti i Danmark.

Det synspunkt passer også med foreningens holdning om, at dagtilbud til børn ikke bør betragtes som en statsreguleret social foranstaltning, men værende op til den enkelte kommune at organisere og fastsætte takster for på linie med andre kommunale servicetilbud.

Med det første forslag vi fik, kunne vi konstatere, at muligheden stort set var væk. Vi bad om et lovforslag, der var mere i overensstemmelse med gældende kommunal praksis, mere fleksibelt for den kommunale organisering og mindre bureaukratisk. Det ser ud til, at det foreliggende lovforslag har imødekommet nogle af disse synspunkter.

Nu håber vi på yderligere fleksible muligheder, så kommunerne f.eks. kan beslutte at betale forældrene for at passe deres egne børn. Det giver småbørnsforældrene flere muligheder og frihed til at passe egne børn, og det vil givet øge kvaliteten i daginstitutionerne, når flere børn passes hjemme.

Og udvidelse af daginstitutionernes servicevirksomhed drøftes også i denne tid. Skal fremtiden daginstitution og skole alene være et pædagogisk udviklings- og læringstilbud til børnene, eller skal den også være det sted, hvor man mod særskilt betaling kan få foretaget indkøb, kørsel af børn, vask, et måltid mad med hjem eller babysitning, hvor det er nødvendigt? Da vi første gang rejste problemstillingen for et par år siden, var det nærmest en morsomhed. Nu er det en realitet, som der skal tages stilling til. Skal vi på grund af den ændrede familiekarakter til at etablere den slags servicecentre, skal kommunerne naturligvis have mulighed for at løse opgaven på linie med private firmaer, hvis de ønsker det.

I min mundtlige beretning 1997, sagde jeg blandt andet, at det ikke er rimeligt at behandle folkeskolen og dens medarbejdere på den negative måde, som det for tit sker i offentligheden. Vil andre ikke udvise anstændighed, må vi som folkeskolens ansvarlige træde til og sige stop! Vi vil ikke finde os i det. - Nu bliver jeg nødt til at sige det igen.

Det er altså forbløffende, at fordi det offentliggøres, at et pizzaria i København ikke har orden i deres hygiejne, så mener Venstre, at en landsdækkende læseundersøgelse skal offentliggøres (uanset om der er indgået en aftale om det modsatte med kommunerne) - ellers er kommunerne nogle kyllinger, kunne vi høre i radioen.

Jeg lader det stå et øjeblik. Pizzaria, læseundersøgelser, kyllinger? - Det er da ordbilleder der vil nog-et, men hvad med det indholdsmæssige?

Da Venstre ikke kan få gennemført aftalebruddet med kommunerne om offentliggørelse af Danlæs-undersøgelsen, opretter de i stedet deres egen hjemmeside med klar besked om, at hvis ikke kommunerne lægger deres resultater ind på hjemmesiden, vil de blive stegt offentligt.

Har Venstre i virkeligheden fjernet sig så meget fra deres tidligere kernevælgere, at de er kommet til at tage fejl af Danpo og Danlæs?

Nå, ifølge Venstre har de nået, hvad de ville. Selvom kun ganske få af landets 275 kommuner har offentliggjort deres læseresultater, har initiativet alligevel været en succes, mener Venstre - En mediesucces. Med stolthed gøres det op, at Venstre både har været i dagbladene og i nyhederne på TV.

Det er altså synd, ødelæggende for det daglige arbejde og rent ud sagt uanstændigt, at folkeskolen skal bruges til sådanne formål. Vi var ved at opbygge en tillidsfuld evalueringskultur som godt og nødvendigt afsæt for Danmarks Evalueringsinstitut, men jeg frygter, at mange lærere nu atter træder et afventende skridt tilbage.

Men hvad så? Selvom Venstre nu anvender en af deres journalister til at jagte kommunerne med offentlighedsloven i hånden, kan de nye konservative jo ikke bare se på. Hvad skal de dog finde på i det indbyrdes race mellem de to borgerlige partier om at markere sig. Jo, foreløbig har C lagt sig i førertrøjen.

Forlæng alle folkeskolens timer med 5 minutter og send børnene tidligere i skole end i dag. Stil flere krav til både elever og lærer, giv børnene karakterer allerede fra 3. klasse, indfør niveaudeling på de ældste klassetrin og offentliggør alle målinger af skolernes kvalitet og resultater. Lærerne skal undervise mere og bruge mindre tid på aktiviteter udenfor klasseværelset

Sådan! God mediedækning og Venstre kørt bagud. Med hensyn til karaktererne er der i hvert fald ikke mange muligheder. Kun børnehaveklasse 1. og 2. klasse kan jeg oplyse, hvis Venstre skulle gå og overveje sagen.

Problemet med denne populisme er, at vi dårligt kan komme til at erklære os enige eller gå i debat på de punkter, hvor vi er enige, fordi vi let bliver spændt for medievognen.

Og tager vi nu offentliggørelse af resultater i folkeskolen, så mener jeg faktisk, at resultatvurdering skal indgå som en naturlig del af alle skolens aktiviteter, at skolens resultater skal formidles til omverdenen og at alle instanser fra ministerium til den enkelte skole skal yde en forstærket indsats i udviklingen af nye redskaber til brug for evaluering af undervisningen.

Men der er nogle forudsætninger. Det er ikke alle skolens resultater, der kan gøres til genstand for en egentlig måling, men de kan alle vurderes. Derfor er det vigtigt, at man ikke kun fokuserer på kundskaber og færdigheder, der er umiddelbart målelige. I vurderingen skal også indgå elevernes kompetencer på områder som kammeratskab, tage ansvar, løse konflikter m.v.

Det håber jeg også Danmarks Evalueringsinstitut vil leve op til, så vi ikke har anbefalet ordningen på forkerte vilkår, når de begynder at arbejde med folkeskolen. I den forbindelse vil vi naturligvis søge os placeret i Evalueringsinstituttets repræsentantskab, og det regner med jeg med, at vi kan opnå enighed med Danmarks Skolelederforening om (vi skal sammen stille med én repræsentant). Det er jo vigtigt, at hele skolevæsenet er repræsenteret og ikke kun de enkelte skoler. Det er i øvrigt forbløffende, at friskoler og private grundskoler er fritaget for denne evalueringspligt, som instituttet er et udtryk for, men lad nu det ligge i denne omgang.

Folkeskolens indhold vil selvfølgelig ændre sig i de kommende år, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at drøfte nye standarder for lærernes arbejde. Oplevelsen af at elevens læring mere er betinget af, hvad eleven selv arbejder med, end hvad læreren formidler, vil forstærkes, men det bliver samtidig et mål i sig selv at fastholde lærerens professionelle autonomi - med højere grad af offentlig indsigt og øget samarbejde mellem alle involverede - men med retten intakt til at analysere, tolke og udvælge stof og metoder med henblik på den mest optimale læringsproces.

I den forbindelse noterer jeg mig, at Skole og Samfund mener, at skolen skal have åbent på alle hverdage, medens forældrene skal have lov til at holde ferie med deres børn, når det passer dem, at skolen skal sætte ordentlig opførsel på skemaet, at de ønsker, at skolen skal undervise i et fag som social kompetence, at der skal udarbejdes handleplaner i forbindelse med børns skiften skole, og at forældrene skal inddrages i planlægningen af undervisningen, o.s.v. OK! Lad os drøfte det, men kunne vi ikke prøve at gøre det uden for medierne?

Skole og Samfund er meget optaget af udenomsværkerne i forbindelse med skolens primære opgave: Læring, og jeg vil gerne erklære mig enig i, at forældre kan være en stor idegivende ressource for lærerne, når det er klarlagt, hvad der skal arbejdes med og hvordan, men vi må fastholde lærernes ret til at planlægge og forestå børnenes læring. Det er simpelthen ikke forældrenes felt. Og vi må bede om vilkår der gør, at lærerne kan koncentrere sig om deres primæropgave, ellers må skolens opgave ændres, og der må afsættes flere ressourcer til disse opgaver.

Vi mangler jo det afgørende svar på, hvad vi gør med en skole, hvor der tordner en præstationsbølge ind over landet, og kravet om større faglighed vil øge udskilningsløbet. Forældrene - og specielt forældre til velfungerende børn - har i dag en lavere tolerance over for børn med problemer end tidligere. Der er vist ingen grund til at tro, at de i realiteternes verden vil begynde at prioritere den sociale dimension højere. Tværtimod skal børnene lære at læse og skrive og helst efter 3 dage. Næh, fremtidsperspektivet er måske mere, at vi vil se eliteskoler dukke op, og så bliver der for alvor brug for det initiativ som undervisningsministeren har bebudet for de svage elever. Vi er spændt på at se, hvad ministeren vil gøre!

Problemet ved de udsagn vi p.t. hører fra DLF og Skole og Samfund er, at de lægger op til angreb i stedet for en ordentlig dialog, men måske er det heller ikke dialogen, de vil. Måske er det bare profileringen?

Det er i givet fald synd. Vi har brug for dialogen. Vi vil gerne i debat om folkeskolen, vi tager gerne mod kritik, men med ideer der fører fremad, ideer der gør skolen bedre.

Der bliver desværre ikke holdt mange festtaler om udviklingsprogrammet ' Folkeskolen år 2000', og det er beklageligt. Vi har dokumenteret, at kommunerne arbejder omhyggeligt med dette. For BKF har der hele tiden ligget - og ligger - en stor opgave i at være med til at sikre, at F2000 kommer til at indfri forventningerne, selvom problemet er, at der ikke er en beskrevet entydig forventning. Måske snarere tværtimod. Derfor må vi også løfte en advarende pegefinger. Pas nu på med konklusionerne for hvad skal der måles på? Også her har vi brug for en vurdering af resultaterne der peger fremad!

Historien placerer jo ikke altid de store udviklingsspring på lige år!

Uanset hvad der siges, har vi fortsat tillid til, at UM, KL og DLF, på samme måde som BKF, ønsker, at resultaterne af F2000 kendtegnes ved høj kvalitet, omtanke og operationalitet. Vi har tillid til, at kommende anbefalinger og løsningsforslag føres ud i livet til gavn for børn og unge, men også det danske samfund.

Vi må kunne regne med, at vi får brugbare og holdbare løsninger eller i hvert fald forslag eller ideer til løsninger.

Vi regner i øvrigt med samme forståelse og respekt fra Folketingsmedlemmerne. Det er jo værd at huske, at der nok er noget ved alting, men det er ikke alting der er noget ved.

Og medierne må altså tage et større medansvar. I forbindelse med dækningen af balladen på Nørrebro og politiets indsats tænkte jeg på, at pressen som regel fokuserer mere på dem, der skal løse problemerne, end dem der skaber problemerne. Denne gang gjaldt det politiet, men hvor ofte er det ikke vores ansvarsområder - og specielt folkeskolen - der udsættes for samme behandling?

Bortset fra den dag aftalen om lærernes nye arbejdstid blev underskrevet er der heller ikke holdt mange festtaler om den sag, og det er synd for folkeskolen, men DLF og KL kan tage hver deres del af ansvaret for det. Deres offentlige hidsen hinanden op i forhandlingerne og KL's efterfølgende alt for uklare udmeldinger om besparelser eller ikke har givet aftalen en dårlig start.

En dårlig start som en god aftale - for begge parter - ikke fortjener. Nu er det så op til os i samarbejde med DLF's kredse at få aftalen udmøntet i en perspektivrig og fremadrettet folkeskole. Grundlaget er der, hvis begge parter vil. Vi vil!

I den forbindelse er det værd at huske, at IT kun er et hjælpemiddel ikke et mål i sig selv, selvom man næsten kunne forledes til at tro det ind i mellem. Alligevel ville det have været godt, hvis Kommunedata kunne have været lidt hurtigere ude, så deres hjælpesystem var blevet klar til levering tidligere end i marts måned 2000. Vi må her som generelt ved overgangen til år 2000 håbe, at vi ikke kommer til at opleve den helt store elektroniske solformørkelse.

Ud- og vidsyn er der til gengæld i de lovforslag der ligger på kultur- og fritidsområdet, hvor vi ser foreningens udspil fra sidste år imødekommet på flere områder.

Det er sagt, at menneskehedens største sygdom er dovent socialt samvær og bevidstløs snak, og jeg tror også, at tanken og refleksionen må have mere plads i vort samfund. Det skal ske gennem opdragelsen og undervisningssystemet, men nok så meget i kultur- og fritidslivet. Det der sker mellem mennesker, er det der skaber dem! Derfor er lovforslagene positive.

Da fritidsloven i sin tid blev lavet om, var det fordi der blev brygget øl for offentlige midler. Efter 4 år med folkeoplysningsloven er problemet bl.a. holdningsløs palmebladstydning, tarotkort o.l. aktiviteter. Det hører til på markedspladserne, og vi lægger vægt på at sådanne aktiviteter og kommercielle initiativer kan udelukkes fra offentlige tilskud gennem ændret lovgivning. Budskaberne fra den nedsatte arbejdsgruppe er da også klare: Gør folkeoplysning mere værdibaseret, styrk de forpligtende fællesskaber, det samfundsbetonende og det fortsatte udviklingsarbejde, gør tilskudsbetingelserne mere enkle og forebyg tilsigtet brug og misbrug

Vi er derfor glade for at folkeoplysningsloven efter lovudkastet får en formålsformulering, at der skal afsættes 10% af bevillingerne i den folkeoplysende virksomhed til debatskabende aktiviteter, der fremmer samtalen og fællesskabet (evt. fælles for flere kommuner foreslår vi), at kredsbegrebet afløs-es af et foreningsbegreb, at der etableres en start- og udviklingspulje til nye initiativer, at der lægges vægt på aktiviteter, der specielt retter sig mod børn og unge, og at det fortsat ser ud til at blive kommunalbestyrelsen, der fastsætter tilskudsmodellen for det frivillige foreningsområde. Det bør indeholde retten til generelt at undlade at yde tilskud til visse emnegrupper.

Nu må vi håbe, at der etableres en forenklet og kommunalt styret ordning omkring lokaleanvisningsreglerne og herunder, at der fortsat kan opkræves gebyr for benyttelse af kommunale lokaler samt afbureaukratisering af de mellemkommunale betalinger.

Det er til gengæld 35 år siden, vi sidst fik en gennemgribende ændring af biblioteksloven, men nu ligger der et lovforslag med et visionært syn på biblioteksvirksomhed samtidig med, at det helt grundlæggende princip om gratis anvendelse af biblioteket er fastholdt. Det gælder efter forslaget også for den udvidede materialeforpligtelse omfattende lyd-, billed- og multimedier samt adgang til Internettet.

Vi kommer således til at tale om et udvidet og spændende biblioteksbegreb, hvor biblioteket er et multimediebibliotek, der stiller et bredt - og tidssvarende - udsnit af samfundets videns- og informationsressourcer til rådighed. Derfor bør udlån af videogrammer indarbejdes i den endelige lov sammen med en yderligere bloktilskudsregulering, men den enkelte kommune har dog muligheden for dette udlån.

Der er således ikke brugerbetaling på kerneydelserne, og det er vi tilfredse med, ligesom vi omvendt finder det naturligt, at lovudkastet åbner mulighed for, at bibliotekerne kan sælge forskellige vidensbaserede tjenester og konsulentbistand til både erhvervsliv og institutioner. Jeg tror, vi har en stærk kommunal vidensressource i vore biblioteker og forventer, at der kan skabes en vis indtægtsdækket virksomhed ad denne kanal.

Adgangen til at opkræve brugerbetaling for borgernes bestilling af materialer fra hjemmecomputeren via centrale databaser (DanBib) ser vi som et overgangsfænomen og mener, at dette senere vil blive løst elektronisk.

Vi er glade for, at lovforslaget ikke fastlægger minimumsstandarder for biblioteksbetjening, men lader det være en kommunal opgave, ligesom der gives mulighed for samarbejdsløsninger. Vægtning af børnebiblioteket som et væsentligt element i børns hverdag - og jeg tænker her ikke kun på opgaven med børns læsning, men også som institution der kan danne rammen om en bredere kulturel dimension - kunne vi til gengæld ønske os stærkere placeret i lovteksten.

Afslutningsvis om biblioteksloven vil jeg notere, at det er en selvfølge, at det enkelte bibliotek skal rumme den faglighed som en faguddannet bibliotekar er sikring af. Bortfaldet af kravet om en biblio-teksfagligt uddannet leder må ikke rokke ved dette synspunkt.

Da Kulturministeren lige op til sommerferien spillede ud med sin børnekulturpolitiske redegørelse noterede vi med tilfredshed hovedbudskabet: ' Kulturpolitikken skal medvirke til, at børn så tidligt som muligt føler, at de er en del af et fællesskab. Kulturpolitikken skal bidrage til, at børn kan udvikle sig og udfolde sig på deres egne betingelser. Og kulturpolitikken skal beskytte børn'.

Det var en skam, at den efterfølgende offentlige debat om redegørelsen næsten løb sig selv til døde i det ene punkt der handlede om børn og reklamer i TV. Vi må håbe, at drøftelserne bliver genoptaget, så alle 10 punkter kan få den nødvendige opmærksomhed. Børns adgang til kulturarven skal gøres lettere og børns kulturelle muligheder skal styrkes i ordets bredeste forstand. Det er et væsentligt fundament i et godt barneliv.

Vi har derfor også anmeldt vor interesse i en placering i det kulturråd på 9 medlemmer for børn og lokale børnekulturkoordinatorer der nedsættes. Vi vil gerne være med til at sætte handling bag vort kultur- og fritidspolitiske udspil - også i denne sammenhæng.

Vi har derfor også udtalt os til lovforslag om regionale kulturaftaler samt ændring af teaterloven, museumsloven og lov om musik. Det er vor opfattelse, at fremtidens danske kulturmodel skal være lokalt forankret og indeholde elementer, der giver incitament til øget lokal indsats. Det skal gøres ved at styrke det lokale selvstyre og ved at opmuntre til samarbejde på tværs.

De regionale kulturaftaler bør være frivillige, aftalerne skal omfatte de områder, som parterne i forvejen har hovedansvaret for, der skal ikke være forhåndskrav til regionernes størrelse, der må være mulighed for dispensation fra gældende lovgivning og de statslige tilskud skal ikke kunne gøres betinget af, at kommunerne øger deres tilskud eller at der lægges ' øremærkede' betingelser ind.

Det vil give kulturpolitisk dynamik og BKF støtter derfor, at de kommuner, der måtte ønske det, får mulighed for at indgå kulturaftaler med staten, men øvrige kommuner skal have mulighed for at arbejde videre efter lovgivningen som den kendes i dag.

Kravene til de kommunalt ansatte stiger og stiger og selvom vi som kommunalt ansatte af erfaring ved, at det ikke er et liv med bonusordninger, fri bil, fri telefon, smarte kørselsordninger, hjemme-PC o.s.v. må der alligevel være en grænse.

Eksempelvis med den helt utrolige situation der er opstået omkring hjemme-PC'er til kommunale medarbejdere, der vil dygtiggøre sig til deres arbejde i deres fritid og ikke kan få lov - i hvert fald ikke, hvis de er tjenestemænd, medens det nærmest er en selvfølge i det private. Jamen, hvor er vi henne, du?

Der er nogle fundamentale vilkår der må drøftes, hvis der skal være nogen mening i at stille de stadigt øgede krav til kommunalt ansatte om effektivisering, kompetenceudvikling o.s.v. for slet ikke at tale om muligheden for at rekruttere nye medarbejdere.

I denne forbindelse er det afgørende, at ansvaret for at opdatere viden og muligheder for at anvende den placeres, så alle til stadighed har en reel adgang til den, og der er ingen tvivl om, at efteruddannelse og kompetenceudvikling skal drøftes på arbejdspladsniveau, men det må ikke ændre ved det forhold, at det er kommunalbestyrelserne, der har det fulde ansvar for, at det sker. Det må heller ikke ændre ved det fundamentale, at det er os kommunale chefer, der rådgiver politikerne!

Men i kommunerne ser vi også her tendenserne til detailstyring, når KL og aftaleparterne bliver enige, og vi bevæger os fra ledelsesret til aftaleret. Fra retten til at lede til retten til at forhandle.

Det handler ikke om, at vi ikke vil demokrati på arbejdspladsen, at vi ikke vil sikre medarbejderne medindflydelse, eller en ' vi alene vide holdning' - tværtimod! Men skal kommunerne udvikles, skal de ledes!

Skal kommunerne være udviklingsparate, har vi brug for ledere, der kan være medarkitekter på fremtiden, skabe billeder af den for at kunne erobre den. Derfor skal ledelsen også bestå af mennesker, der har mod på at videreuddanne og -udvikle sig, som er søgende og fantasifulde, som interesserer sig for, hvad der sker på deres ansvarsområde i dagligdagen, som spørger og som betragter de ansatte som enkeltpersoner i et fællesskab. Vi har kort sagt brug for stærkere ledelse i forstærket dialog med de ansatte og brugerne.

Men først og fremmest skal vi have lov til at lede!

De manglende ledelsesmuligheder er måske en del af svaret på, hvorfor det er så svært at skaffe ledere til de kommunale lederjobs, men det handler også om, at det eksempelvis i pædagog- og lærerkulturen ikke er velset, at nogen vil være leder. Ændring er på vej, men kulturen hindrer stadig.

Det er begrundelsen for, at vi må iværksætte flere førlederuddannelser, så der kan skabes et veluddannet potentiale af nye lederemner, som vi efterfølgende støtter i deres virke.

Og uddannelser til bredere kompetencer er nøgleordet i de kommende år. Derfor har vi siden 1996 foreslået at koordinere grund-, efter- og videreuddannelsen for lærere og pædagoger - og da også gerne eks. socialrådgivere - for at få tilgodeset de øgede faglige og pædagogiske krav til børne- og ungeområdet, en øget gennemslagskraft for implementering af det tværfaglige arbejde og en understøttelse af lokale forsøgs- og udviklingsprojekter gennem tæt samarbejde med pædagogiske læringscentre.

Kommunerne har brug for et undervisningsmiljø, der kan tilbyde forskningstilknyttet og praksisrelateret efter- og videreuddannelse af vore medarbejdere, og det er ikke bare et uddannelsespolitisk spørgsmål. Det er samtidig en del af kommunernes tilvejebringelse af grundlaget for de lokale- og regionale samfunds overlevelse og udvikling.

Det pædagogiske læringscentre er blevet til CVU'ere - og navneskiftet tilgiver vi - og forskningen er blevet til DPU. Det navn er vi ikke glade for af frygt for, at forskningen ender som et sidefakultet på et bestående universitet, men vi støtter ideen og forventer, at der oprettes mindst 2 selvstændige DPU'ere, så alle kan gå glæde af dem. Fundamentet bør under alle omstændigheder være en national forsknings- og udviklingsstrategi, men baseret på en kontinuerlig dialog mellem forskere og slutbrugere om forskningsemnerne i udviklende samarbejde med CVU'erne.

Jeg vil slutte med en tak til foreningens mange samarbejdspartnere, tak til amtsformændene for god opbakning om og inspiration til bestyrelsens arbejde og tak til bestyrelsen for det store, loyale og målrettede arbejde I har ydet igen i dette foreningsår, men bestemt også tak til medlemmerne for jeres konstante opmærksomhed i foreningen.

Vi har haft et spændende år, og der er nok at tage fat på i det kommende. 275 kommuner har brug for vores indsats, og jeg glæder mig over, at vi spænder så vidt og arbejder så målbevidst og kreativt, at vores daglige arbejdsindsats er det værd. Vi gør en forskel!

Jeg kan derfor næsten ikke tro det, men skulle der være en borgmester, udvalgsformand eller kommunaldirektør der har glemt at sige det, vil jeg gerne gøre det på deres vegne: Tak for jeres engagement og flotte indsats.

Hermed overlader jeg den skriftlige og denne mundtlige beretning til generalforsamlingens behandling.