Lad mig sige det sådan, 2- lærer system og faste vikarer er vejen frem.

Det er den faglige stolthed og ikke det poppede, det sensationslystne, der skal være bærende, når der tales inklusion. Altså, hvad er situationen, hvorfor og hvordan fremover.

interne faktorer er skolens egen virkelighed. Færre lærere, flere løse vikarer, ofte, meget ofte, kort tid mellem lærerskift. Også ledelsesskift. Dertil færre klasslærertimer og klasselærere, nye undervisningsformer med fokus på synlig læring, karakterer, test, iPads, læringsmål og lange skoledage, samt en mere diffus pædagogik, uforberedte lærere og megen sygdom blandt samme, samt frustrerede lærere, stressede lærere, pressede lærere. 

Eksterne faktorer kunne være kommunalreform og skolesammenlægningerne, værdikamp og skolen som hot politisk brændpunkt, modsatrettede krav og forventninger til skolen fra politikere, kommunale besparelser, konkurrencesamfund, Cepos, Pisa, samt valgkampe, rapporter, eksperter og pressen.

Ydre faktorer kunne være flere flygtningebørn og flere indvandrerbørn nu end for 10 år siden, større fattigdom, flere udstødte, flere psykiske sygdomme blandt børn, flere på overførselsesindkomster, sociale mediers indtog, større ulighed, mere social uro i Europa, samt en hårdere tone i samfundet, flere pressede voksne, permanent pres.

Alle disse ting er medvirkende årsager til balladen om inklusion. Dertil kommer, at der ikke længere er specialklasser, at akt er få og ofte nærmest konsulenter for ledelsen, snarere end synlige akt-lærere, at der ikke bruges tid på reel specialundervisning i ressourcecentrene, samt at flere behandlingsskoler uden for folkeskolen blomstrer (se jobindex.dk). Endelig er 2-sprogs støtte oftest støtte til læring og den ofte enlige koordinator er oftest allermest koordinator mere end elevens ven.  Så de svage, og dem er der en del af, sejler mest for sig selv og navigerer selv. De rummes, men hjælpes ikke, før det er for sent. Så lappes der. Forebyggelse er ikke længere eksisterende. Nu brandslukkes der, lukkes. Indrapporteres. Registreres. 

Jeg mener, at vejen frem er at bruge penge på de udsatte børn og investere i fremtiden. Brug 2-lærere konsekvent i indskolingen. Opret et fast vikarkorps af fastansatte lærere og lad dem gå med i to-lærerordninger, når der ikke er vikartimer. Brug penge på at opgradere de nedslidte fysiske rammer. Anvende Undervisning mere end læring, svage børn har brug for struktur og genkendelighed. Og lad lærere kunne sige “ så det nok, hva’ fanden bilder du dig ind”. Sæt dig ned! Nu! Sige det højt!

Samtidig skal de ovenfornævnte dårligdomme ud. Karaktermålinger. Test, ud.  Lad folk være frem til den afsluttende FA. Gør det samme på gymnasiet. Giv folk fred til at gro, vokse, lære, udvikle sig. Slap af. Lig tæt på eleverne, kend din klasse. Brug autonomi. Forældre ud af klassen. Slip kontrollen, hele vejen rundt. Synlig ledelse, ikke nogen, der aldrig er der. Færre eksperter. Mindre ledelse. Færre u-timer per lærer. Flere korte dage for eleverne. Det koster nok lidt, men det må ham bankassistenten i Finansministeriet kunne rumme.