Blog
1   65

Mine blå inklusionsmærker

Abonner på nyt om Charlotte Studtmund i dit personlige nyhedsbrev.


Vi træder f.... ikke varsomt i skolen i disse år

Jeg er aldrig blevet spyttet i ansigtet, slået eller sparket af en elev. Ingen har råbt “kælling” til mig, selv om nogen utvivlsomt har tænkt det. 

Artiklen fortsætter under banneret

Mine blå inklusionsmærker skyldes udelukkende min dårlige samvittighed og min indignation over, hvad vi byder nogle børn og unge. Jeg får ondt i retfærdighedsfølelsen og skammer mig over, hvad jeg er vidne til og det system, jeg er repræsentant for. 

Jeg forestiller mig, hvordan det ville præge mig, hvis jeg på min arbejdsplads dag ud og dag ind blev mindet om, at jeg overhovedet ikke kunne finde ud af at gøre det rigtigt. Omgivet af kolleger, der alle eller næsten alle var meget bedre til dét her med at arbejde end mig. Af ledere, der viste mig velvilje og holdt af mig, men jævnligt og tilbagevendende måtte irettesætte mig, nogle gange tålmodigt, andre gange hårdt og irriteret. Jeg ville ikke holde længe. Og for mig ville der være en vej ud. 

Dette er hverdag for nogle børn - år efter år. Det er hverdag for nogle unge mennesker, jeg kender og holder af og har professionelt ansvar for, og fra kolleger landet over ved jeg, at jeg langt fra er det eneste daglige vidne til dette. Besparelser har ramt i et omfang, jeg havde troet umuligt for blot få år siden, og elever med fuldstændigt åbenlyse behov for særlig støtte modtager den ikke. 

Jeg er udskolingslærer og møder eleverne, når de er nået til 7. klasse. Nogle er gået under den officielle radar i årevis trods mine kollegers, deres tidligere læreres, store indsats for at søge hjælp til dem. Udredninger af elever med fuldstændigt åbenlyse og massive udfordringer udskydes, forhales, trækkes i langdrag af forskellige årsager. Lærerskift, tvivlende forældre og ikke mindst et system og procedurer, der gang på gang slår os mange felter tilbage.  Vi holder møde efter møde, repeterer og gentager, noterer, lægger nye planer, som ligner de eksisterende til forveksling. Vi putter et symbolsk plaster på såret, mens ham eller hende, det hele handler om, hutler sig igennem en skolehverdag fuld af nederlag. 

Hvilken slags menneske forventer man at få ud “i den anden ende”, når han eller hun dagligt mindes om, at han gør det meste forkert?

Lærere skydes indimellem i skoene, at vi er ivrige efter at få klistret diagnoser på eleverne. Det er overhovedet ikke det, det handler om. Det handler om, at diagnosen er den eneste vej til at få et minimum af den åbenlyst nødvendige støtte til et barn, der ikke trives. 

Der er et fuldstændigt urimeligt element af tilfældigheder inde over dette. Er du barn af optimistiske og afventende forældre eller insisterende og bekymrede ditto? Går du i klasse med flere andre, der er i et udredningsforløb, hvorfor lærernes primære fokus er på dén proces? Er PPR i netop din kommune tilbageholdende og under økonomisk og arbejdsmæssigt pres? Og så videre. 

Jeg kunne drømme - og det gør jeg ofte - om, at mit og adskillige kollegers udsagn om en uholdbar situation og et barn med massive udfordringer ville være tilstrækkeligt grundlag for at sætte ind med ressourcer. Og nok af dem. Diagnose eller ej - for selv med en sådan er der vel at mærke langt fra garanti for den fornødne hjælp. 

Jeg savner respekt for min og mine kollegers professionelle dømmekraft, når vi siger, at dét her slet ikke går. Jeg savner respekt og omsorg for det barn, som åbenlyst har brug for hjælp, men ikke får den.

Vi kan ofte se, det ender galt. Vi kan krydse fingre og håbe, der sker en helt uventet udvikling med det barn, vi har ansvar for. Intet i verden glæder mig mere, end når tidligere elever, jeg har håbet det bedste, men frygtet det værste for, vender tilbage og stolt kan berette, at det er gået dem fint. Det sker. 

Det i øjeblikket mest realistiske scenarie er, at tidligere elever med god grund vil kunne rette en bebrejdende finger mod mig og spørge, hvorfor jeg ikke gjorde nok for dem; hvordan jeg kunne være vidne til, at deres skolegang, trivsel, selvværd, muligheder smuldrede i daglige nederlag. Spørgsmålet er, hvordan man får tilstrækkeligt med hård hud på sjælen til med god samvittighed at kunne svare, at “sådan er det jo. Systemet, du ved.” Indtil videre skammer jeg over mine blå mærker og over min bevidsthed om, at de er for intet at regne ved siden af dem, nogle unge mennesker, jeg har ansvar for og holder af, får. 

Vi træder f...... ikke varsomt i skolen i disse år.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.186 andre er allerede tilmeldt
HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet i klemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del din personlige oplevelse eller send os et tip på inklusion@folkeskolen.dk  eller via formularen:

Del din oplevelse her