Debat

I taler for døve øren

Jeg oplever dagligt, at politikere, forlag, redaktører, videnskabsfolk og andet godtfolk smider om sig med guldkorn til folkeskolen. Har de ikke opdaget, at kornene falder på stengrund?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke fordi, jeg har mistet lysten til at udvikle på mit arbejde i folkeskolen - gerne sammen med politikere, forlag, redaktører, forældre, børn og andet godtfolk.

Jeg har bare forlængst erkendt, at jeg er udelukket fra at udvikle. Jeg får ikke tid til udviklende samarbejde. Jeg skal undervise og forberede. Det samme skal mine kollegaer.

Jeg oplever, at lærerstanden samlet set har erkendt, at den er kørt ud på sidesporet, når det gælder udviklingen af folkeskolen. Den foregår i dag udelukkende på Christiansborg, i Kommunernes Landsforening og på de bonede universitetsgange. Her udvikles færdigretter, som vi i bund og grund får besked om at spise op. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

At der i salgsoplæggene fra folkeskolens eksterne interessenter jævnligt peges på, at lærere er vigtige for succes, er kun sovs, der skal få færdigretterne til at glide ned. I snart 6 år husker jeg ikke, at vi er blevet inviteret til noget af betydning - og det tæller IKKE, at der sidder en lærer med ved udviklingsbordet, når resten af standen er udelukket.

Vi ser erfarne, hårdføre kollegaer forlade posten, fordi de ikke kan se sig selv i arbejdet længere. De har stået udenfor døren i 5 år. Kan man undre sig over, at de synes, det er på tide at gå hjem?

Hvordan går det i øvrigt med den der kommission?