Blog
0   37

Erik Schmidt - et dannet menneske

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.


Retssagerne omkring Erik Schmidt og Odense Kommunes kontrovers faldt i sidste ende ud i en velargumenteret og logisk dom, men har også givet mig anledning til nogle overvejelser, som jeg fremførte ved fejringen.

Allerførst: Tillykke til Erik Schmidt og DLF med dommens udfald, som ikke kom bag på mig. Byretsdommen lugtede langt væk af inkonsekvens.

Dernæst: Sagen giver mig anledning til nogle overvejelser omkring begrebet ytringsfrihed, som jeg synes, der netop nu er anledning til at pege på.

Artiklen fortsætter under banneret

Ytringsfriheden er grundlovs- og konventionsbestemt; i den forstand er den ukrænkelig. Men samtidigt er det værd at se på, hvorfor den netop har fået status af basal værdi i vores demokrati. 

I digtsamlingen Rulleteksterne har forfatteren Peter Poulsen et digt, der lyder: "For at værne om ytringsfriheden / råber jeg røvhul efter min nabo". Måske kan digtet læses som en kommentar til Jyllands Postens Muhammed-tegninger, som ikke havde andet formål end at vise, at vi har ret til ytre os frit. Da iranske provokatører efterfølgende lavede tegninger, der blandt andet latterliggjorde Holocaust, fik disse heldigvis ikke opbakning af ytringsfundamentalisterne omkring Muhammed-tegningerne. Se, de viste, at der er en grænse. Ytringsfriheden gælder øjensynligt ikke for alle. Det vender jeg tilbage til.

Ytringsfriheden er indført som beskyttelse imod censur fra magtens side. Den skal dels sikre, at synspunkter bliver hørt i en debat, der skal føre til gode beslutninger, og dels modvirke en undertrykkelse af mindretalssynspunkter, der kan avle frustration og i sidste ende munde ud i vold.

Ud fra en sådan forståelse er det direkte dumt af en ledelse at træffe beslutninger uden at lytte til dem, der har føling med det daglige arbejde. Og netop fordi lærere er offentligt ansatte, der lønnes af alle skatteydere, bør en lyttende lederadfærd, der kan sikre bedst mulig kvalitet, være norm. Når den ikke nødvendigvis er det, beror det nok på, at den tænkning om stærk ledelse, som allerede Bertel Haarder formulerede i sin ministertid, har hentet sine værdier fra det private erhvervsliv, som ikke leder for skatteyderpenge. Han solgte efter overenskomst med DLFs Martin Rømer det lærerråd, som netop skulle sikre en lyttende ledelse, for et UFØ-optællingssystem. Her blev grunden lagt til et ledersyn, der kunne indeholde alle grader af lydhørhed, og som blev forstærket, da vi med Lov 409 fik en ren top-down-tænkning. 

Jeg vil ikke anfægte ledelelsesretten, men forslå en anderledes forståelse af skoleledelse, som indebærer et krav om lytning nedad i organisationen og en evne til at veksle kritik til forbedret kvalitet. Kritikhåndtering burde være et modul i uddannelsen af offentlige ledere. 

På særegen vis bliver dette behov markeret af Erik Schmidt, da han i en kommentar til dommen siger, at hans skoleleder var blevet dårligt hjulpet og rådgivet. Kernen i dette er, at kritikken ikke har været udtryk for pleje af privat interesse eller ambition, men for en veneration for skolen. Derfor er udsagnet i anden potens udtryk for en sætten sig ud over sig selv, hvilket i min optik er det stærkeste tegn på et dannet menneske.  

Lad os få et modul på skolelederuddannelsen, der beskæftiger sig med at lytte til dem, der skaber skole i hverdagen, og til at anvende kritik som motor for skoleudvikling. Lene Tanggaards Vanebrud kunne indgå i dette modul.    

Ud fra den anden del af forståelsen af ytringsfrihed, som skal give mindretal mæle, er det være at notere sig, at der i den offentlige debat er sket et foruroligende skred. 

Hvorfor fremkalder Peter Poulsens ytringsfrihedsdigt latter? Ja, det udtrykker en absurd handling, men det bærer også på censurforhindringens væsen: ytringsfriheden er en beskyttelse imod overgreb og har derfor især betydning, når den rettes opad. 

Vi bør og må som lærere fx ikke bruge vores ytringsfrihed nedad ved at råbe skældsord efter en elev, selv om vi kan være frustrerede. 

Men efter Muhammed-tegningerne fik en særlig undertrykkelsesgruppe tag i dansk politik og sprog. Den udsprang af Tidehverv, som fra at være et interessant teologisk forum blev et fundamentalistisk familieforetagende, som søger at tage patent på ytringsfriheden som et kampmiddel for en snæver opfattelse af danskhed og imod indvandring. De har fx stiftet Ytringsfrihedsselskabet, som understøtter røvhulsråb imod mindretal, mens tilsvarende ytringer fra mindretal fremkalder krav om lovindgreb. Læs Knud Lindholm Laus bog Bare fordi at om sproget i debatten om indvandrere og flygtninge. Det er hadprædikantdelen af Luther, der har slået tonen an.

Den del af udfoldelsen af ytringsfrihed er måske perifer her, selv om den bidrager til at gøre grovheder og hadefuld omtale af anderledes mennesker til hverdagskost på sociale medier og blandt skolebørn.

Men mere interessant i vores sammenhæng er måske, at den styring, som er kommet ind i den offentlige sektor med finansdrengenes indtog, har skabt en udansk vægring ved kritik af initiativer, der kommer oppefra. Der findes en munter tegning, der viser en masse fugle, der sidder på en pyramideformet opsats, og alle skider nedad. Denne holdning kommer blandt andet til udtryk ved glæden ved decentralisering, hvis blot den standser ved mit bord, stærk forvaltningschef, stærk skoleleder. STOP! 

Men reel styrke består dybest set i at kunne lytte åbent til andre og andres synspunkter. Gå ind på YouTube og se Nils Villemoes' foredrag om ledelse, hvor toplederen lukker øjnene for ikke at blive forstyrret af virkeligheden, når der skal trækkes en lang sætning ud gennem munden: en målsætning! 

Lad os se om optøningen af læringsmålstyringen fører til, at vi vender tilbage til fremtiden; at det synspunkt, at elever og lærere ikke må drøfte mål, men kun vejen frem til dem, smuldrer, så klassens aktører igen må tale sammen om meningen med at gå i skole. Hvis det sker, så skal vi huske, at den ret til kritik opad og internt, som gælder for os lærere, også gælder for eleverne i lektionen, i rettighedsrådet (hvis man er på en rettighedsskole) og i elevrådet.

Tak til Erik Schmidt for at have taget kampen for os alle, den kamp der har til formål at skabe god skole - også gennem kritik. Det pres, som Erik Schmidt (og hans familie) har udstået i så lang tid, afslører et dannet menneske, der har villet modvirke en misdannet skole. Tak for det!            

 

    

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.174 andre er allerede tilmeldt