Når Alice i Eventyrland spørger: 'Hvilken vej skal vi gå?', og når Peter Kanin så svarer: 'Det kommer an på, hvor vi skal hen', så har konsulent i DLF Birgitte Stenz kun øre for det komisk urimelige og underholdende tåbelige i det naive kaninsvar. For en edsvoren konsulents opgave er vel at prædike troen på målsætning for dette og hint. At undervise skal ikke længere bare være at undervise, men også at stirre tilbedende med fortinnede øjne mod slangeguden i ørkenen. Den faglige undervisning har jo læseplanerne at styre efter. Men alt skal alligevel rettes ind efter dyrkelsen af slangeguden og dermed aflede skolens og omverdenens opmærksomhed fra det, en skole bør være til for. Givet er det i hvert fald ikke, at det er gavnligt for skolens virke, hele tiden, uanset om det regner eller sner, at danse omkring den samme afgud. Medmindre denne dans skal aflede opmærksomheden fra alt det kvalitative, som skolen egentlig skulle, men som den udelte skole i hvert fald ikke kan. For selvfølgelig har den kætterske konsulent ret, der i konflikt med sin rolle siger, at disse hysteriske måldannelser er til for at binde skolerne, så de mister den smidighed, der er nødvendig for at kunne løse alt det, der forstyrrer de skønne målsyner.

'Vil man et bestemt sted hen, må man have en plan for, hvordan man kommer derhen'. Dette er sagt så sandt, som det nu kan siges af konsulent Birgitte Birkvad. Men ingen har endnu med respekt for virkeligheden sagt, at hvis en evaluering viser, at vi ikke nærmer os målet, så bør vi kassere målet og sætte et nyt. Et mål har vi, indtil vi finder på et nyt. For det bør da være dagligdagens problemer og disses løsninger, der uafladeligt bestemmer, hvor skolen skal hen.

Altså: 'Hvilken vej skal vi gå?' 'Det kommer an på, hvor vi nu skal hen'.

Vagn Madsen

Brønderslev