Blog
1   133

#Je suis Erik Schmidt

Abonner på nyt om Katja Gottlieb i dit personlige nyhedsbrev.


Erik Schmidt-sagen er vigtig for os alle, fordi den slår fast, at den udvidede ret til ytringsfrihed gælder både eksternet og internt på arbejdspladsen. Og det er møghamrende vigtigt, at få det slået fast. Ikke kun for min skyld, men for arbejdspladsens og folkeskolens skyld som sådan.

-Det var godt, du sagde noget, mumlede en kollega, da hun gik forbi mig på vej ud af salen med en kaffekop i hånden. Hun klemte min arm i farten. Jeg nikkede og klemte tilbage, selvom jeg var irriteret. Ikke på hende, men over situationen. Og så på den afdelingsleder, der, efter jeg havde rejst mig op i plenum og kommenteret på et indlæg om tilrettelæggelse af skoledagen, har været nede og læne sig ind mod mig og lavt hvisket, at nu må jeg altså se at få ja-hatten på.

Jeg bed mig i tungen. Brøkdele af et sekund fra at foreslå ham at trække sin klaphat lidt længere ned over ørerne. Men jeg sagde ikke noget. Han var lykkeligvis ikke min nærmeste leder, sådan er det jo med storskoler, men min kommentar har åbenbart inspireret ham til at bevæge sig hele vejen ned fra sceneområdet til de bagerste rækker, hvor jeg vanen tro opholdt mig. Og selvom kommentaren var serveret med et professionelt smil og et lille klap på skulderen, var der ikke noget at tage fejl af. Vi skal videre i processen med at gentænke skoledage efter vedtagelsen af reformen, og det vil være nemmest, hvis jeg fletter næbbet nu.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg sagde altså ikke noget til ham. Men jeg kunne mærke, at jeg havde røde pletter på halsen. For det første var set-uppet anstrengende; en lørdag fuld af post-itsedler og nøje koreograferede gruppeformationer, der bevægede sig hastigt mellem oplæg i plenum og diverse arbejdsstationer, hvor man skulle komme med input. Og tilsyneladende også helst være positiv. Desuden er det altid nederen at rejse sig op i plenum og sige sin mening i en personalegruppe, der tæller flere hundrede mand, som man dårlig nok kender navnene på. Og mest af alt var jeg gal over, at modtage en henstilling om at holde min mund. Godt nok pakket ind i lidt flitterstads; et professionelt smil og et lille klap, men ikke til at misforstå. Og så kan man stå der og føle sig lille og dum. Fordi man var indkaldt til at mene noget, og havde haft den frækhed at gøre det.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at have en mening og benytte sig af sin ret til at ytre den på sin arbejdsplads. Og selvom vi ansatte ved, at vi har ret til at ytre os, er der mange, der holder sig tilbage i dagligdagen. Det ved jeg, for det siger de.  Erik Schmidt-sagen er vigtig for os alle, fordi den slår fast, at den udvidede ret til ytringsfrihed gælder både eksternet og internt på arbejdspladsen. Og det er møghamrende vigtigt, at få det slået fast. Ikke kun for min skyld, men for arbejdspladsens og folkeskolens skyld som sådan.

Der er et underligt misforhold mellem stillingsannoncernes hede ønsker om lærere, der brænder for deres fag, for deres elever og for deres arbejdsplads. For lærere, der kan arbejde i team og begejstre. For det bud, der er efter mennesker af kød og blod, og for hvem det at være lærer, er mere end et lønarbejde. Og så ideen om, at man helst ikke må være menneskelig, når det gælder uenighed og kritik.

Erik Schmidt er sådan en, som ”ikke slår ud med arme og ben” når han bliver vred, men blot hæver stemmen. Han er også sådan en, jeg gerne selv ville have haft som lærer, eller som kollega. Et menneske, der er mere end almindeligt engageret. Selv er jeg sådan en, der både hæver stemmen, slår ud med arme og ben og kan slå i bordet på lærerværelset, så kaffekopperne danser, når jeg bliver vred (Man kan desværre ikke smække med døren til skolelederens kontor, der hvor jeg har tilbragt det meste af mit lærerliv. Jeg har forsøgt, men der er installeret sådan en irriterende ”soft-close”-løsning). Bølgerne er ind i mellem gået højt. Og jeg har måttet sige undskyld, når jeg var dampet af. Og jeg har sørme også modtaget undskyldninger den anden vej af skoleledere, der havde temperament, næsten som jeg. Men vi har fundet ud af det, fordi vi i sidste ende både er professionelle, og så mennesker, der er engagerede i vores fag. Og det er det, der får skolen til at leve. Tillykke til Erik Schmidt. Til Odense Lærerforening, og til Danmarks Lærerforening. Men også tillykke til folkeskolen og alle os andre. #JeSuisErikSchmidt

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.174 andre er allerede tilmeldt