Klimaforandringer, bæredygtighed og kampen mod ulighed kommer på skoleskemaet via nogle af de projekter, som i dag har fået støtte fra Lærerstandens Brandforsikrings fond, LB Fonden.

LB Fonden giver en million til at sætte verdensmål på skemaet

Podcastserien 'Mens vi venter på, at verden går under' for 7.-10. klasse og et læringsspil om FN's verdensmål er blandt de syv projekter, som i dag har modtaget støtte fra LB Fonden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næsten 100 forskellige aktører søgte om tilskud fra LB Fonden, da fonden i år meldte fire af FN's Verdensmål ud som ramme for de projekter inden for skole og uddannelse, fonden støtter i år. Fonden modtager som regel omkring 60-70 ansøgninger.  

Ved et arrangement i LB's hus i København har syv projekter i dag fået støtte:

Verdensmålsambassadører, Oxfam Ibis - 380.000 kroner

Oxfam Ibis vil med projektet uddanne 20 unge studerende til verdensmålsambassadører, som skal sprede budskabet på skoler og højskoler i hele landet. Blandt andet gennem et interaktivt læringsspil, der får engageret elever og lærere i arbejdet, så det kan sprede sig som ringe i vandet.

Styrket undervisningskompetence, professionshøjskolen Via University College - 200.000 kroner

Projektet er et forsknings- og udviklingsprojekt, som gennemføres på læreruddannelserne i Aarhus og Silkeborg over en 3-årig periode. Formålet er at styrke kvaliteten af undervisning i bæredygtig udvikling i læreruddannelsen og i grundskolens naturfag.

Mens vi venter på, verden går under, Travers - 100.000 kroner

"Mens vi venter på, verden går under" bliver til undervisningsmateriale om Verdensmålene for 7.-10. klasse. Gennem en podcast med 6 forskellige afsnit og tilhørende undervisningsmateriale bliver eleverne introduceret for verdensmålene, samtidig med, at de selv får redskaber til at skabe forandring og sættes i gang med formidling gennem egne medieproduktioner.

Samskabelse - et læringsforløb om ulighed, Københavns Professionshøjskole - 100.000 kroner

Med udgangspunkt i FN's Verdensmål nr. 10: Mindre ulighed - vil Københavns Professionshøjskole i samarbejde mellem folkeskolelærere skabe et læringsforløb for 8.-9. klasse, der styrker forståelsen for ulighed og konsekvenserne heraf.

Derudover blev der givet 65.000 kroner til Byens Højskole, 80.000 kroner til affald.dk og 100.000 kroner CPH Dox.

Powered by Labrador CMS