Debat It
15   5

Læsning fremmer mere end blot stavning – også for forskere

Drop de fundamentalistiske og udokumenterede påstande som grundlag for at afvise den seneste generation af adaptive læringsteknologier, som er helt i tråd med principperne for fire-dimensional læring. Og benyttes med tårnhøj brugertilfredshed.

Efter PhD-studerende ved DPU Elisa Nadire Caelis flammende angreb på vores motiver og metoder i et blogindlæg efter interviewartiklen med mig under overskriften "Han vil frigøre lærernes tid til den avancerede undervisning", bragt i fagbladet Folkeskolen den 11. november 2018, har vi brugt de seneste uger på at afdække det videnskabelige grundlag, hun angiver som fundamentet for den totale afvisning af relevansen af brugen af adaptive læringsteknologier. 

Hovedtesen bag Elisa Nadire Caelis blog-indlæg er, 1) at fordi, der ifølge hende er indiskutabel evidens for, at staveøvelser ikke virker, kan adaptive læringssystemer ikke være relevante, 2) adaptive systemer er i konflikt med fire-dimensional læring, og 3) adaptive systemer kan kun bruges til banal viden.

Artiklen fortsætter under banneret

Alle tre dele er forkerte.

Man kan håbe, at det skyldes manglende indsigt både i den forskning, der refereres på mindst tredje hånd og i forståelsen af, hvordan adaptiv læringsteknologi kan anvendes.

Det er korrekt, at jeg i interviewet med Folkeskolens journalist brugte et eksempel med træning af stavning. Ikke at jeg på nogen måde er fortaler for større mængder træning af stavning isoleret set. Det var blot ment som ét eksempel på noget, der foregår i relationen mellem lærere og elever og var tænkt som et eksempel på helt basale læringsmål, som jeg ikke mener, at lærere behøver at bruge tid på i fremtiden.

Jeg er klar over, at læsning er en fin måde at fremme ordforråd og stavning på, men på trods af at meget af forskningen, som Caelis henviser til, er adskillige årtier gammel, så har læsning ikke været en magisk løsning. Man kan overveje, om grunden til, at flugten fra staveøvelser ikke har spredt sig hurtigere, er, fordi resultaterne på ingen måde er så utvetydige, som Elisa Nadire Caeli hævder. Man kunne ligefrem være bekymret for, om afstanden mellem klare forskningsresultater og de bastante paroler om 'død over alle staveøvelser' kan have stået i vejen for en større og mere nuanceret opbakning til den del af læsningsforskningen, hvor der er videnskabelig evidens.

 

Tyndt videnskabeligt grundlag

Så hvad er det for noget videnskab, Elisa Nadire Caeli henviser til - og hvad viser det? Hendes påstand er, at man ikke kan træne delelementer og udvikle integrerede kompetencer. Det videnskabelige grundlag er en blogpost fra Jeppe Bundsgaard fra 2010 og en påstand om, at det har været et faktum siden 1897. Det må mildest talt kaldes en tilsnigelse at konkludere, at det er et videnskabeligt faktum. Jeg har spurgt Jeppe Bundsgaard om denne blogposts videnskabelige fundament, og svaret var, at det jo var et blogindlæg og netop ikke en videnskabelig artikel.

Studiet, der henvises til, er meget kendt, men også et meget tidligt studie fra 1897 af amerikaneren J.M.Rice, hvor han lavede tre undersøgelser. Både hvis man læser det oprindelige studie, og hvis man læser den forsker, Stephen Kraschen, som Bundsgaard henviser til i sin 2010 blogpost, er det klart, at studiet har betydelige metodeudfordringer.

Det må dog være evident for enhver, at pædagogisk forskning var på et overordentligt tidligt stadie i 1897. Helt grundlæggende, så bør vi ikke acceptere noget som et videnskabeligt faktum, hvis det som hos Rice alene er baseret på 'visuel' observation af data. Rice brugte ganske enkelt ikke statistik til at bakke sin forskning op. Han kiggede bare på tallene. Næste problem er hans konklusion. Fordi han ikke kan observere en sammenhæng mellem de elever, der modtager meget stavetræning og elevers evne til at stave, så er der ikke en effekt.

Det er en fundamental videnskabsteoretisk fejlslutning, som de fleste studerende vil genkende. Bare fordi man har en moster, der har røget 40 smøger i 40 år og ikke har lungecancer, kan man ikke konkludere, at rygning ikke er skadeligt. Uddannelsesforskning har mange fællestræk med befolkningsundersøgelser. Det kræver betydelige populationsstørrelser, og der er bias og confoundere (faktorer, der 'forvirrer' resultatet af forskning i årsagssammenhænge) her og der og alle vegne.

Kraschen og White lavede i 1991 statistiske beregninger på Rice's oprindelige data - så gode som de kunne - og på et andet studie fra 1902 af Cornman. Retrospektivt selvsagt. De statistiske beregninger viste, at af de tre undersøgelser, som Rice udførte, var der følgende resultater:

Et studie fra "Journal of No Results"

Hvis man lavede dette studie i dag ville det høre til i den berygtede 'Journal of No Results' - for konklusionen er, at designet af studiet er så tvivlsomt, at man ikke kan konkludere noget som helst.

Det mest iøjnefaldende forbehold, man bør have for at drage éntydige konklusioner på baggrund af det studie, er, at man undersøgte, om der var korrelation mellem meget omfattende stavetræning og tilsvarende høj indlæring, og Rices - på daværende tidspunkt - provokerende anbefaling af, at man skulle begrænse stavetræning til 15 minutter om dagen. Med andre ord undersøgte Rice, om mere stavetræning gav bedre stavere. Han undersøgte ikke, om stavetræning overhovedet var godt eller skidt for stavningen.

Det er sandsynligt og forventeligt, at man ikke finder en korrelation af typen jo mere jo bedre - for det observerer vi ingen andre steder. Ikke i sport. Ikke i skak. Ikke for kirurger. Det, vi til gengæld finder, er, at bevidstliggjort træning (deliberate practice) virker bedre end hjernedødt store mængder af træning (se Anders Ericsson).

Så det er nærliggende at foreslå, at den manglede observerede effekt primært skyldtes, at man 1897 havde en interaktionsform omkring stavningen, der var fokuseret på mængden og ikke på kvaliteten. Jeg er ikke sikker på, hvor relevant det er at sammenligne 1897 med 2018, da eksekveringen af staveundervisning naturligvis spiller en afgørende rolle, hvilket også berøres adskillige gange i både original-arbejderne og sekundær-arbejderne refereret nedenfor.

Jeppe Bundsgaards blogpost fra 2010 fremdrager yderligere nogle videnskabelige indikationer. Et studie, som Bundsgaard nævner (uden reference men han har senere bekræftet det), er "The Effects of Spelling Instruction: A Preliminary Study" af Donald D. Hammill, Stephen Larsen and Gaye McNutt fra The Elementary School Journal (1977). Dette studie skulle angiveligt vise, at der var en forskel på børn, der fik staveundervisning i 3. og 4. klasse, men den forskel forsvandt i 5. og 6. klasse.

Forfatterne nævner det dog selv som en alvorlig begrænsning ved deres studie, at der var væsentlig risiko for, at de elever, der ikke modtog undervisning i stavning i 5. og 6. klasse, var de bedste elever fra tidligere, hvilket fuldstændigt underminerer konklusionen. Det vil med andre ord sige, at de formentligt bare har vist, at dygtige elever i 4. klasse forbliver dygtige i 5. og 6. klasse. Der er, så vidt vi kan se ikke publiceret et endeligt arbejde af dette forskningsprojekt, hvilket kunne tolkes som udfordringer med at dokumentere disse præliminære resultater.

 

Drop de fundamentalistiske og udokumenterede påstande

Vores og min pointe er naturligvis ikke, at vi skal lave et uddannelsessystem, som vender tilbage til Rices tilstande i 1897, hvor der var adskillige timers stavning på skemaet. Grunden til, at vi har gjort os den umage at læse og analysere de oprindelige arbejder, er, at vi efter 20 års forskning i læring ikke tror, at der er mange én-faktor forklaringer tilbage. Det ville være vidunderligt, hvis man bare kunne trumfe en læsnings-dagsorden igennem, og så var stavning fikset. Eller hvis man kunne sige, at alt skal læres i sammenhæng, fordi det er videnskabeligt bevist, at træning af delelementer ikke virker. Men ingen af delene lader til at være korrekte, og skolens og lærernes virkelighed kræver, at vi går både ydmygt, pragmatisk og eklektisk til opgaven.

Jeg tror, at vi kan komme i en mere konstruktiv dialog, hvis vi forlader fundamentalistiske, udokumenterede og insisterende synspunkter, og i stedet opfører os som videnskabsfolk. Vel vidende at vi har forskellige videnskabelige paradigmer, som nogle gange ikke er kompatible, men for netop den præsenterede forskning om stavning er det i hvert fald ikke det, der gør sig gældende. Det er simpelthen ikke korrekt, når Elisa Nadire Caeli drager så drastiske konklusioner og hævder, at det er videnskabeligt bevist, at det aldrig er effektivt at øve sig på delelementer med henvisning til forskningen i stavetræning.

Efter at jeg er blevet kaldt en statsfinansieret læringsterrorist af Brian Degn Mårtensson i hans perfide og helt udokumenterede blogindlæg i Folkeskolen 11. januar 2018, er det fristende at stille spørgsmålstegn ved, hvem der i virkeligheden er læringsfundamentalister her.

Vores adaptive læringsteknologi er i tråd med fire-dimensional læring

Og det leder til den næste fejlslutning. Elisa Nadire Caeli fremstiller vores adaptive læringsteknologi som om, den er i kontrast til fire-dimensional læring. En konklusion, der er helt skudt ved siden af.

Da jeg i februar sagde ja til at mødes med PhD-studerende Elisa Nadire Caelis, var det fordi, hun var en af en af forlaget Dafolos medarbejdere på den danske oversættelse af Charles Fadels bog "Fire-dimensional uddannelse - kompetencer i det 21. århundrede". Jeg mødtes ikke med Elisa Nadire Caelis, fordi jeg gerne ville lære mere om Charles Fadels arbejde med emnet. Jeg har gennem vores forsknings - og udviklingsarbejde haft mange faglige udvekslinger med Fadel. Jeg læste på hans opfordring det danske manuskript til bogen igennem inden offentliggørelse, lige som han bad mig skrive en anbefaling af bogen (s. 2 i bogen).

Jeg har i adskillige år været en aktiv del af advisory board'et for Charles Fadels Center for Curriculum Redesign (CCR), og han har i flere år været medlem af vores firma Area9s advisory board. Desuden er udvidelsen af fire-dimensional læring 'Psychomotor Skills for the 21st Century,' som udkom tidligere i 2018, lavet i samarbejde mellem Area9 og CCR, og det er Area9, der laver infrastrukturen til både forsknings- og curriculumteknologierne, som CCR udvikler på.

Det er derfor fuldkommen absurd at hævde, at Area9's teknologi er i konflikt med principperne for fire-dimensional læring. Det stik modsatte er tilfældet. Og som jeg også brugte to timer på at vise Elisa Nadire Caeli, så er hele Area9's seneste generation af teknologi netop designet til at kunne håndtere andre dimensioner end blot viden. Vi har arbejdet med de dimensioner i udviklingen af vores læringsteknologi i mere end 20 år. Det gælder bl.a. team work, kommunikation, kritisk tænkning, problemløsning, motivation og metalæring.

Det er derfor, at vi gennem de seneste mange år har kunnet samle en stribe af verdens førende forskere og eksperter inden for disse områder til at arbejde sammen med os om at lave nogle af verdens mest avancerede læringssystemer, der netop kan være med til at sikre, at man kan nå fire-dimensionale curricula.

Effekten af adaptive læringssystemer er målt på millioner af elever og studerende

Vi har systematisk arbejdet med meta-læring og 'deliberate practice' på forskellige måder i 20 år. Det kan man bl.a. aflæse i vores adaptive læringsteknologi, når vi beder eleven om at vurdere, hvor sikker han eller hun er på et svar på de spørgsmål, vi stiller. Vi har undersøgt effekten af dette på millioner af elever i mange aldersgrupper, nationaliteter og professioner eller undervisningsforløb. Eleverne bliver både hurtige og mere præcise til at erkende, hvad de ved eller ikke ved. Dette er et meget konkret eksempel på, hvordan man i brugen af vores adaptive læringsteknologi kan arbejde med meta-skills som f.eks. at blive bedre til selvindsigt. Alligevel affejer Elisa Nadire Caelis nonchalant vores metoder.

Det undrer mig, at hun har valgt at bruge et (forhåbentligt) tilfældigt produkt fra Area9 rettet mod voksenundervisning og med et meget specifikt fokus som bevis på, at der ingen fremtid er for adaptive læringssystemer til børn. Det virker unægteligt som en fejlslutning af samme kaliber som at referere til Rices 1897 studie som et ubestrideligt videnskabeligt faktum.

Det er korrekt, at vi også laver produkttræning, compliance-træning, træning i anti-korruption

og andre knastørre områder, hvor målet er benhård vidensopbygning. Områder, hvor der ikke er nogen diskussion om, at kompetencerne ikke kommer ved simpel diffusion gennem andre læringssituationer. Selv på denne type ellers røvsyge læring har vi har vi kunnet måle tårnhøj brugertilfredshed både blandt millioner af studerende, titusinder af professionelle (læger og sygeplejersker) og medarbejdere i virksomheder, der har brugt vores adaptive læringssystemer i over 10 år.

Hvis nogen påstår, at det, vi laver, er skadeligt, omsonst, ikke virker eller på anden måde indikerer, at vi ikke burde gøre det, lytter vi og reflekterer. Og vi lover også at læse. Grundigt.

Bekymrende at 20 års forskning fejes af bordet med et pennestrøg

Jeg tror ikke, at vi med vores læringsteknologi har opfundet det eneste, der skal bruges i fremtidens læring, men vi har gjort et meget seriøst, videnskabeligt funderet stykke arbejde gennem mere end 20 år, og det bekymrer mig, at danske forskere fejer al den forskning og teknologiudvikling af bordet med et nonchalant pennestrøg og uden af have deres videnskabelige argumentation i orden.

Jeg tror ikke, at man med ret meget her i livet kun skal gøre det ene eller det andet. Succes opnås ofte gennem en kombination af forskellige metoder. Det tror jeg på, og det samme gør alle de internationale topforskere, vi arbejder sammen med i Area9

Endeligt tror jeg på, at vi kan komme længere, hvis vi argumenterer sagligt for vores synspunkter. Som gæst i USA, hvor jeg bor og arbejder, er det svært at tåle mere fake news. Lad os være bedre end det. 

Som den amerikanske forsker og professor i psykologi ved University of Pennsylvania Angela Duckworth underskriver alle sine e-mails:

 

Med gnist og taknemmelighed,

Ulrik Juul Christensen

(Adm. Direktør, læge)

 

RICE, J.M. (1897): The futility of the spelling grind. Forum, 23,163-172,409-419.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.374 andre er allerede tilmeldt
Få meget mere om it

VIDSTE DU, at du lige nu er på Folkeskolens netværk om it i undervisningen??

Tilmeld dig og få en mail hver anden uge med det nyeste fra netværket.

Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.