Blog
4   25

Stjernekrigen og jagten efter den indre ledestjerne – et inklusionsfusionsmisfoster

Abonner på nyt om Frank Juul Agerholm i dit personlige nyhedsbrev.


På det seneste har det slået mig, at særligt i forhold til folkeskolens yngste elever ser og hører jeg om flere og flere tilfælde og tiltag, hvor forskellige afarter af behavioristisk inspireret adfærdsmodifikation og positiv-psykologisk inspireret pseudomeditativ-find-svaret-i-dig-selv-introspektion fusioneres i den pædagogiske praksis. Min fornemmelse er, at det bl.a. har noget med inklusionsopgaven at gøre.

Jeg kender kun til sporadiske tilfælde og ved derfor ikke, om der er tale om en mere udbredt tendens. Enkelttilfælde kan være problematiske i sig selv. Hvis det er en mere udbredt tendens, så er der virkelig grund til bekymring. Et sådant fusionsmisfoster kan, som jeg ser det, nemlig føre til en farlig cocktail af ”krig” og ”jagt” på og efter stjerner, der ligger meget langt fra den form for dannelse, som undervisning i den danske folkeskole i min optik gerne skulle bidrage til.

Artiklen fortsætter under banneret

 

Velmenende afsæt – også for mit ærinde

Stjernekrigen og jagten på den indre ledestjerne udspiller sig, tænker jeg, i bedste mening. Udover hvad jeg ser og hører her og der, har jeg ikke belæg for følgende mavefornemmelse. Den siger mig dog, at ”krigen” og ”jagten” er hjulpet på vej af velmenende, dygtige, men måske også til dels og til tider afmægtige lærere, der blandt meget andet i folkeskolen anno 2018 er presset på inklusionsopgaven. I forhold til den opgave står – ligeledes velmenende og dygtige – PPR-folk klar med råd og vejledning, der passer til børn med særlige behov. Dvs. målrettede specialpædagogisk-psykologiske indsatser tilpasset alt efter hvilke særlige problematikker, der gør sig gældende for det konkrete barn. Et barn der i øvrigt og sikkert i al velmenenhed behæftes med den allerede ekskluderende etikette ”inklusionsbarn”.

 

Den enkelte lærer, der i en klasse kan have adskillige individuelle specialpædagogiske behov, som skal tilgodeses, står her med en vel nærmest uladsiggørlig opgave. En opgave som kræver specialpædagogisk differentiering på individniveau, som man ikke kan kræve, at lærere i almindelighed har tilstrækkelig teoretisk indsigt i, og som virkeligheden i folkeskolen ikke byder på praktiske muligheder for. Dertil kommer, at lærerens grundlæggende opgave er almenpædagogisk, mens den såkaldte inklusionsopgave i mange tilfælde kalder på en individspecifik terapeutisk indsats. Pædagogik og terapi er og bliver nu engang to forskellige forehavender, og man bør tage sig i agt for at forveksle og sammenblande det pædagogiske rum med det terapeutiske. Det kan faktisk være ret ekskluderende.

 

Når alt dette så sættes ind i en skolehverdag, der er presset på for ringe forberedelsesfaktor, synlig og målstyret læring, nationale læringsmål, optimering af indre potentialer, så alle elever kan blive så dygtige,  som de kan blive, excellenthedstænkning og alt mulig andet spundet ind i en politisk new public management konkurrencestatsspidsfindighedsversion 2.0, 2.1, 3.0 eller hvad ved jeg efterhånden, hvilket alt sammen og tilsammen i bund og grund ikke har meget at gøre med formålet med at holde skole, så har vi en pædagogisk set sprængfarlig mikstur. En molotovcocktail kastet ind i det pædagogiske arbejde, hvor der måske nok – og i så fald forståeligt nok – plukkes lavthængende frugter her og der.

 

Herved befrugtes det almenpædagogiske område potentielt af en forpestende bestøvning af specialpædagogisk-psykologiske tiltag tilsat tidens fetichistiske forsmag for newage-positivitets-tænkende-ja-hats-mindful-og-mentaliserings-tekno-instrumentaliserende-pseudo-psyko-pæda-coachende-human-ressource-optimerende-metodificerings-fikumdik-tendenser, hvorefter der så skydes med spredehagl ud over eleverne i al almindelighed. Vi står her med et pædagogisk misfoster, hvor stjernekrigen fusioneres med jagten efter den indre ledestjerne, men hvor hverken det ene eller andet og slet ikke i en uskøn blanding har meget med dannelse til myndighed at gøre. Og det burde for mig at se være formålet med at holde skole i et demokratisk samfund.

 

Det skal jeg afslutningsvist vende tilbage til, men først lidt om sporene af stjernekrigen og jagten på den indre ledestjerne samt nogle hverdagslige eksempler på forskellige monstrøse fusioner herimellem.

 

Stjernekrigen

Jeg ser som nævnt især spor af behavioristisk inspireret adfærdsmodifikation i stjernekrigen blandt de yngste i folkeskolen. Her kæmpes om tildeling af stjerner, flueben, hjerter eller andre ikoner som belønning for positiv adfærd. En stjerne for fx at komme rettidigt ind fra frikvarteret. Et flueben for at have læst en bog færdig i læsebånd. Et hjerte for at have gjort noget godt for en klassekammerat. Og så videre.

 

Mange steder kvier man sig i tiden for straffende uddelinger for negativ adfærd. Jeg har fx ikke hørt om lærere, der uddeler Det Galaktiske Imperiums Dødsstjerne-ikon for mobning eller et fuck-finger-ikon til elever, der glemmer at række fingeren op, før de taler. Når det går højt, så kan truslen om ikke at få en stjerne eller ligefrem miste en dog hives frem som sanktion. Her åbner der sig en sprække i Darth Vaders fåreklæder, og han pisker med guleroden: ”Ti stille! Ellers får du ikke en stjerne!”.

 

Forsmagen for belønning af positiv adfærd og afsmagen for straffen af negativ hænger muligvis sammen med en tynd og misforstået aftapning af den såkaldt positive psykologi, der uden tvivl har sat sine spor i tidens pædagogiske praksis. Belønning og anerkendelse bliver her et og samme. Dertil er denne praksis måske også tilberedt på en solid fond med smag af den humanistiske tradition, som fortsat har en stor plads i det varme lærerhjerte. I de kolde hjerners højtid, hvor bureaukratiet, rationalitetens jernbur og systemets kolonisering af livsverdenen har nået et omfang, som man næppe kunne have forestillet sig, dengang hhv. Weber og Habermas først skrev herom, har et sådant hjerte dog trange kår.   

 

Nå, uanset om der fokuseres på belønning af såkaldt positiv adfærd frem for straf af negativ ditto, eller man pisker med guleroden, så er og bliver stjernekrigen dog et eksempel på behavioristisk adfærdsmodifikation og ikke en eller anden form for anvendt positiv psykologi eller en halv skefuld af den humanistiske fond.

 

Faktisk kunne der, hvad angår positiv psykologi og behavioristisk psykologi, vel næppe hentes inspiration til pædagogisk praksis fra to mere modsatrettede psykologiske teoridannelser, hvad angår bagvedliggende grundsyn. For det ”positive” i positiv psykologi har – i det mindste i sin grundtanke – ikke meget at gøre med positivismen, som den behavioristiske psykologi er funderet i. En anden sag, der her bør bemærkes, er, at pædagogik hverken kan eller bør reduceres til anvendt psykologi. Det være sig af den behavioristiske psykologis, den positive psykologis eller for den sags skyld en hvilken som helst anden psykologis skuffe.

 

Jagten på den indre ledestjerne

Jagten på den indre ledestjerne i visse former for aktuel pædagogisk praksis synes at trække på ikke-u-væsentlige inspirationer fra positiv psykologi, meditation, mindfulness, coaching, human ressorce m.v. Ledetanken bag jagten på den indre ledestjerne synes at være, at ”vi skal længere ind”, som Den Lille Gumbas fra Rytteriet siger, hvorefter der følges op med: ”Og nu bliver du bange”. Den Lille Gumbas har vel nok det ubevidste i tankerne, når vi skal længere ind. Og det er nok ikke det, tænker jeg, man leder efter, når man skal være mindful, rette sin bevidsthed mod og mærke efter om ledestjernen sidder i tæerne, lårene, maven eller andre steder. Men her kan jeg nu også godt blive lidt bange – på børnenes vegne (og i videre forstand på samfundets og fremtidens).

 

Sådanne seancer nærmer sig nemlig nu og da misforståede mashups af pseudo-terapi og coaching på individ eller gruppe- og klasseniveau. Midt en uskøn sovs af nervepirrende synlig læring, en hob af læringsmål og politisk fastsatte nationale mål, skal der mærkes og ledes efter (”positive”) følelser. Der skal anerkendes og fortælles gode ting om sig selv og hinanden, så man i en inkluderende aura af nydelsesfuldt engagementet i hver en og hverandre sammen kan overkomme udfordringer og strække hin enkelte til nye kompetencehøjder, hvilket synes at være den positive psykologis pædagogiske hovedbudskab.

 

Fusionsmisfostret

Når det så alligevel ikke synes at lykkes, kan og bliver den positivt-psykologisk tynde anerkendelsesaftapning ofte tilsat et behavioristisk krydderi. Så laves der en liste, hvor en klassekammerat i anerkendelses navn og til den positive adfærds gavn opfordres til at sætte en stjerne ud for en andens navn, når han eller hun er blevet fanget i en god gerning.

 

Den samvittighedsfulde og socialt indstillede elev, der tager det tungt på sine skuldre, at de andre også skal have nogle stjerner, regulerer sin adfærd, overvåger de andre, kigger efter de mindste signaler på adfærd, der fortjener en stjerne. Eller han leger måske endog politimand i et velmenende forsøg på at gøre de andres adfærd fortjent til en stjerne. Den snedige og mindre altruistisk orienterede elev bliver så dygtig, som han kan, til at jagte sine sherifstjerner i afkrydsningsskemaer og går i social velgørenhedskrig for at gøre opmærksom på sin berettigelse til en fortjenstmedalje på brystet. Hvorved tilliden til hans og klassens trivsel som sidegevinst styrkes udadtil. Og så kan der da om ikke andet også krydses af ud for de nationale mål på den konto.

 

Men hvad blev der her af erkendelsen indadtil, at den gode handling er karakteriseret ved at være god i sig selv og etisk set forvitrer, hvis den gøres til en teknisk-instrumentel noget-for-noget adfærd?

 

Når den teknisk-instrumentelle velgørenhedskrigsstemning så bliver for højspændt i den adfærdsmodificerede klasse, så kan man i fx natur og teknik lave selvproducerede positivitets-psyko-pædagogiske stressreducerende ”lavalamper” i plasticflasker. Her flyder væsker med forskellig massefylde iblandet et kreativt billedkunstpift af farver, plastikdrys og pailletter beroligende rundt, når den vendes op og ned. Virker den bevægelse ikke beroligende nok, tyes der til produktion af squezee-antistress-adfærdsregulerende-balloner med udefinérbart meditativt-mindfulness indhold, som man kan klemme i hånden, skulle frustrerende undervisningsstof i andre timer klemme sig på og byde på for store frustrationer.

 

Frustrationstærsklen testes visse steder allerede fra morgenstunden, hvor den indre ledestjernes humør – der helst skal være lysende og positivt – selvvurderes på en skala fra et til fem eller som værende rødt, gult eller grønt, så dagens adfærdsmodificerende foranstaltninger kan tage højde herfor. De snedige og/eller adfærdsregulerings- & pseudoterapi-resistente og/eller undervisningsmotiverede elever lurer hurtigt, at man skal svare fem eller grønt, hvis man gerne vil have undervisning frem for endnu en session med gruppeterapi, coaching eller velmenende humørsupervision foran resten af klassen.  

 

Nu og da foregår jagten efter den indre ledestjerne på madrasser til musik, der helt symptomatisk streames fra You(r)tube med titler som The Waterfall, The Ocean, The Rain Forest eller måske ligefrem The Stars. Foranlediget af denne ydre ro og harmoni skal eleverne forsøge at mærke krop og sind i balance og fred (ikke med verden, men med sig selv – selvsagt). Lydtapetet skal altså bringe de mellem krop og sind forbindende nerver i ro, afspænde dem, nedbringe nervøsitet, stress, angst und so weiter. Musikken tjener til at enervere (af latin: ex; fra og nervus; nerve) og som sådan koble nerverne fra for en stund med det mål at bibringe ny energi til den indre ledestjerne, så den lyser op i den rette adfærdsmodificerede retning (hvormed det egentlige mål med denne ’Ruhe-bitte-aktivitet’ synes at være ’Ordnung muss sein’).

 

Musikpræferencer er vel at mærke smag og behag. Og The Waterfall, The Stars og den slags kan også blive ganske enerverende. Den kan irritere, gøre anspændt og gå én på nerverne, som man siger. Sådan som det også kan være tilfældet med baggrundsmusikken i Bilka. Også i sådanne situationer er der en besynderlig bipolar-fusion mellem behavioristisk adfærdsmodifikation og aftapninger af positiv psykologi m.fl. For faktisk er der slet ikke tale om egentlig musik i den form for madrasseret mentalhygiejne eller musiceret forbrugerdressur. Musikken er reduceret til adfærdsmodificerende muzak, hvilket netop er betegnelsen for den form for funktionel baggrundsmusik, som The Muzak Corporation i sin tid udviklede med den hensigt at skabe manipulerende, stimulerende lydmiljøer. Musikalsk nudging (før nogen satte nudging på begreb) der uden at tiltrække sig opmærksom var tænkt som fremmende for arbejdsevnen og købelysten.

 

Som sådan passer tilbudsjagten til tonerne af slageren ”Hvem ka – Bilka” i den nu individualiserede opfølger ”Hvem ka – Du ka” egentlig helt perfekt til jagten efter den indre ledestjerne i konkurrencestatens adfærdsmodificerende skolemuzak. Alt er fryd og gammen i harmonisk amen og tilpasning af skole til stat forklædt i lutter velmenende positivitet, velvære og nydelsesfuldt adfærdsmodificerende engagement med (alt for) lidt godt og (billigende påbud forklædt som) billige tilbud fra og på hylderne.

 

Det ku vær’ saa godt, og saa’ det faktisk skidt

Som indledningsvist nævnt er jeg ikke i tvivl om, at disse stjerner, hjerter, flueben, humørbarometre, passiviserende plasticflasker, beroligende balloner, anerkendelsesafkrydsningsskemaer og mindful- & wellnessmuzak er fyldt med lysegrønt håb og velmenende intentioner. Tanken bag, tænker jeg, er naturligvis, at det ku vær’ saa godt.

 

Melodien, der blev væk i dette lydspor, forekommer mig dog at være nedfældet i et pædagogisk-filosofisk partitur med en tradition og klangbund, der har en ganske anden grundtone end fusionen af Pavlov og Positiv-Psykologisk-Pædagogiske Knoopskydninger. Det er et partitur, som vi også kan genkende i de for mig at se allervigtigste formuleringer i formålsparagraffen i Bekendtgørelse af lov om folkeskolen: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Pædagogisk-filosofisk og idéhistorisk betragtet har dette en klangbund i et dannelsesideal om myndighed.

 

Mest berømt i den sammenhæng er vel nok Immanuel Kants berømte sætning, at ”umyndighed er manglen på evne til betjene sig af sin egen forstand uden en andens ledelse”. Og i dette lys kunne man tolke det lovfæstede formål med det at holde skole i Danmark som et ideal om dannelse til myndighed og således til dannelse af evner og mod til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Således fattet er eleven endnu-ikke-myndig og som sådan myndling. En myndling der løbende skal myndiggøres og således dannes såvel til som med deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Netop derfor skal skolens virke også være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

Og i lyset af det partitur, ja saa’ det faktisk skidt med et inklusionsfusionsmisfoster, der i bedste Black Friday stil shopper rundt og blander skidt og kanel i én stor adfærdsmodificerende positivistisk pseudo-positivitets-populistisk pærevælling, hvor stjernekrig og jagt på den indre ledestjerne præger elevernes virke på måder, der ikke opfordrer til forstandens, dømmekraftens og fornuftens selvvirksomhed.

 

Lad os endelig opfordre til den form for selvvirksomhed og det gerne med masser af pailletter, papirklip, papmaché, passion, kærlighed, kunst, kreativitet, litteratur, lytning, læsning, akrobatik, astronomi, stjerner, selvforglemmelse, teater, tysk, grammatik, galakser, gymnastik, kemi, krop, bevægelse, badutspring, boldspil, eventyr, engelsk, elektriske forsøg, fysik, fordybelse, fransk, filosofi, religion, remoulademadder, madkundskab, mytologi, måner, musik, madrasser, matematiske hovedbrud, historie, humor, højt såvel som lavt humør og meget mere. Og lad det i den praktiske handlen alt sammen gå hånd i hånd med bestandig og besindig tanke på, at der holdes skole for at myndiggøre myndlinge til myndighed, hvorfor skolens virke netop også skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

I en sådan skole har hverken stjernekrig eller jagt på den indre ledestjerne eller en uskøn blanding heraf for mig at se noget at gøre. På trods af velmenende intentioner er misfostret nemlig potentielt umyndiggørende, demokrati-underminerende og blind-autoritetstro-producerende i sit mindfulnessinducerede-adfærdsmodificerende-positiv-belønningsfikserede-pseudo-anerkendende-noget-for-noget-blinde-følgeskabs-mindset. Og halløj, melodien, der her blev væk i al velmenenheden, er, at det er faktisk skidt.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.186 andre er allerede tilmeldt
HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet i klemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del din personlige oplevelse eller send os et tip på inklusion@folkeskolen.dk  eller via formularen:

Del din oplevelse her