Blog
0   44

Historier fra en anden tid – og hvad vi byder vores børn i dag

Abonner på nyt om Folkeskoleforældre i dit personlige nyhedsbrev.


Jeg tænker tilbage på min egen barndom. Fortidens fortællinger viser os, hvilket børneliv der var i forhold til nutidens børneliv. Der er sket en foruroligende udvikling. Og det gør ondt at være vidne til, hvad vi byder vores børn i dag.

Den 1. januar 2018 var der registreret 1.165.500 børn mellem 0 og 17 år i Danmark. 1.165.500 børn, der ikke har kendt til andet end Danmark og/eller verden efter årtusindeskiftet. 1.165.500 børn, der vokser op i et meget anderledes samfund, end jeg selv voksede op i.

Artiklen fortsætter under banneret

To af disse børn er mine. En pige på 11 og en dreng på 8. 

Da jeg selv var 8 år, var året 1983. Noget af det, jeg husker mest tydeligt, var årets Melodi Grand Prix-vindersang ”Kloden drejer”. Jeg havde alle sangene på kassettebånd. Jeg kan huske, hvordan jeg eksperimenterede med rejehop hjemme i stuen og ovre i skolen. Jeg er næsten sikker på, at jeg ikke tænkte over, om jeg var en ”synligt lærende elev” eller om jeg havde et ”fastlåst mindset” (hvilket jeg nok ikke var, og hvilket jeg nok havde). Jeg er næsten sikker på, at mine lærere ikke skulle lære: ”..hvordan du kan spotte et fastlåst mindset, og hvordan du kan komme i gang med at arbejde med elevernes mindset.”(1) Jeg er overbevist om, at man så os børn langt mere nuanceret dengang. Om ikke andet, så langt mere som bare børn.

Da jeg var 11 år, var året 1986. Det var dét år, jeg fik mit første fremmedsprog. Jeg havde altså kun haft ét sprog at forholde mig til før. Jeg havde i det hele taget ikke meget andet at forholde mig til i skolen end det faglige og det at behandle dem omkring mig ordentligt og respektfuldt. Det var mine opgaver som elev i 1986. Skolen var vigtig. Fagene var vigtige. Venskaber og kammeratskaber var vigtige. Der skulle være plads til alle. Lærerne var værd at respektere og lytte til. Det var dét, man fortalte mig dengang. Man fortalte mig sikkert en masse andet, men det er heldigvis gået hen over hovedet på mig. 

Det får mig til at tænke over, hvad ”vi” fortæller vores børn i dag. 

Vi fortæller dem, fra de er helt små, at voksenkontakt, tid og omsorg tilsyneladende ikke er værd at investere i, når de går i vuggestue og børnehave. Vi fortæller dem, at vi ikke engang kan overbevise vores politikere om, at minimumsnormeringer må være et minimums-krav. At der skal være tid til at blive trøstet, tid til at læse historier højt, tid til at komme på lange ture ud af huset. Bare tid til at blive talt med og leget med.

Vi fortæller dem, at de partout skal være parate til skole som 5-årige. Vi fortæller dem, at deres forældre mange steder end ikke har indflydelse på dén beslutning. Vi definerer faktisk deres sidste år i børnehaven ud fra denne skoleparathedsgørelse. De er ”før-skole-børn” og går i ”skole-grupper”. Tænk, hvis vi kaldte vuggestuebørn for ”før-børnehave-børn” eller spædbørn for ”før-vuggestue-børn”? Det er absurd og fjerner fokus fra det, der gør det unikt at gå i børnehave. Nemlig at have legen, fantasien og nysgerrigheden i centrum. 

Så snart vores børn træder ind på skolens område, fortæller vi dem, at nu skal de testes. I hoved og r.. . Helst både den obligatorisk-obligatoriske og obligatorisk frivillige. Og tvivlsomme ikke-anonyme anonyme (2) trivselsmålinger, hvor KL meget gerne vil ha´ fingrene i oplysningerne om vores børn. Vi samler så mange personfølsomme data på børn, og behandler informationerne med så stor usikkerhed, at selv Mark Zuckerberg kigger forundret herop. Og nu skal vi også til at måle på børnenes personlighed. 

Vi fortæller vores børn, at de skal være robuste og resiliente, så de kan klare fremtidens arbejdsmarked uden at gå ned med stress eller andre skavanker. For de skal nok ikke forvente et arbejdsmarked, der tilpasser sig medarbejderne.

Vi fortæller dem, at hvis man som voksen er syg eller sårbar, så har man nok bare ikke mødt modstand nok som barn, og ens forældre svigtede denne store opgave, vi tilsyneladende har i dag: Sørg for, at dit barn møder modstand og skuffelse. Barnet skal fra en ganske tidlig alder stå på egne ben og mærke livets ondskab og barske realiteter – altså selvfølgelig ikke, før du har tjekket forældre-intra, printet og læst den 16 sider lange ugeplan, hvor du i detaljer kan (og skal) forholde dig til ugens læringsmål og lærings-power-mantraer, fået eftermiddagens foredrag om mindset leveret direkte fra dit eget barn (”Bed eleverne om at introducere fikseret og dynamisk mindset for deres forældre”(1)) underskrevet læsekontrakt, hørt barnet i dagens læringsmål (husk endelig ikke at spørge dit barn, hvad han/hun har lavet i dag, men hvad han/hun har lært) og dagens lærings-powermantra ” Læring starter med ærlighed om, hvor man er” (1)

Vi fortæller vores børn, at hvis du som voksen er for syg til at arbejde, så er du selv ude om det, og du er nok lidt doven og gider nok alligevel ikke bidrage. Så må vi straffe dig, for straf og mer’ straf er tilsyneladende løsningen på alt i denne tid.

Og vi fortæller dem selvfølgelig også, at vi straffer deres forældre økonomisk, hvis de skulle være et af de mange børn, der ikke kan klare det skoleliv, der møder dem og deres kammerater i dag. Som på arbejdsmarkedet er det tilsyneladende ikke institutionernes ansvar og forpligtelse at skabe rammer, der gør børn trygge og holder dem raske.

Hvor er der dog uendeligt langt fra den pædagogik jeg kender, til den politik, der føres på børne- og skoleområdet. 

Vi fortæller vores børn, at deres undervisning skal være spændende, anderledes og fuld af dejlig bevægelse, mens vi samtidig fortæller dem, at den slags undervisning åbenbart ikke kræver noget så outdated som tid til forberedelse.

Vi fortæller dem, at de skal vokse op som gode demokratiske medborgere, men vi har ikke tid til at skabe rammerne i skolen, for at de kan lære at indgå i demokratiske processer. Og vi har valgt politikere, der handler uetisk og udemokratisk. Børnene ser klassekammerater blive skilt fra deres forældre og sendt ud af landet. Vi lader dem sidde op til otte timer om dagen i elendigt indeklima. I kæmpeklasser med overdrevne inklusionsmålsætninger og direkte integration. Vi giver dem pressede og stressede lærere og pædagoger, fordi et godt arbejdsmiljø og kvalitet åbenbart også er so last year. Når der overhovedet ér uddannet personale at sende ind i deres klasser og ikke et hobetal af uuddannede vikarer med netflix under armen. Vi presser og stresser dem og deres klassekammerater i en sådan grad, at flere og flere slår fra sig med sprog, arme og ben, når det hele bliver for meget, og bægeret flyder over. Og desværre ser det ikke ud til, at alt det, vi fortæller dem, går hen over hovedet på dem. 

 

Så nu vil jeg i stedet gå op og fortælle mine børn historier fra en anden tid. En tid uden iPad og Snapchat og mobiltelefoner. Uden Nationale tests, læringsmålstyring og personlighedstestning af børn. 

Om korte skoledage og lange eftermiddage. Om lejrskoler – ja, bemærk anvendelse af pluralis – og om uendelige sommerferier og snedækkede julelandskaber. Om alt det vi havde – og ikke havde, i det tyvende århundrede. 

 

(1): www.kompetencehusetheckmann.dk/undervis-dine-eleve…/

(2): www.folkeskolen.dk/…/de-ikke-anonyme-anonyme-trivse…

politiken.dk/…/Styrelse-nægter-at-slette-børns-anon…

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ