Blog
0   10

Mangfoldighed, integration, inklusion

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.


Det er utroligt som begreberne virker på, hvad vi har greb om. En tanke efter Børnenes Dag i UNICEF Danmark om børnerettigheder og verdensmål.

I går trak UNICEF Danmark for fjerde gang fulde huse til et arrangement for alle deltagere i det, som nu vist kaldes børnebranchen. Programmet, som havde børnerettighederne og FNs verdensmål som omdrejningspunkt, kan læses på UNICEFs hjemmeside, og meget af indholdet var på en vis måde forudsigeligt, men alligevel interessant. Enkelte oplæg af det man kunne overkomme at deltage i, gav anledning til refleksioner og måske med Lene Tanggaards begreb VANEBRUD til nytænkning.

TV2-korrespondenten Simi Jan fortalte for en fuld sal om sit møde med afganske børn på en måde, så flere af os 400 tilhørere sad med en vejrtrækning, der lød tårebekæmpende. Der var hårdrejsende oplysninger, som vi vel kendte eksistensen af i forvejen. Der var billeder, som vi havde set før. Men Simi Jan gjorde sin beretning vedkommende, idet hun hele tiden havde et parallelspor i sin beretning: hun fortalte, hvad hendes egen fireårige søn fik at vide om mors arbejde. På den måde fik hun understreget den absurde gru i Kabul (som vist ifølge lagkageministeren er sikker nok til hjemsendelser), og det håb, som børnehjemshjælpen til en flok forældreløse børn, trods alt giver for fremtiden: De hungrer efter uddannelse, som kan give dem et liv engang i fremtiden. 

Artiklen fortsætter under banneret

Historien om verden handler også om håb gennem uddannelse!

I et af dagens otte laboratorier havde Børns Vilkår inviteret forfatteren Sara Omar (Dødevaskeren) og forsker, socialrådgiver Halima El Abassi (genopdragelse i hjemlandet) og etnisk konsulent Christina Elle til at fortælle om kultursammenstød og kønsligestilling. Læs selv Dødevaskeren eller Halima El Abassis forfærdende genopdragelseshistorie, fx her: www.information.dk/halima-el-abassi. Det, der rumsterede i mine tanker efterhånden som fortællingerne skred frem, var nogle af de nøglebegreber, der var i omløb. Tankerne blev sat i gang af formodningen om, at de forældre, som stod for de ufattelige overgreb mod deres egne børn, handlede som de gjorde i en form for afmagt - i en frygt for at miste idenditet, værdighed, værdier, ære. 

Og det slog mig, at da jeg startede som lærer for mange år siden, da talte vi om mangfoldighed, både når det drejede sig om social baggrund og etnicitet. Dette begreb holdt længe, og jeg husker, at jeg for omkring 20 år siden skrev en fødselsdagssang til den skole i Helsingør, hvor jeg var skoleleder. "Vi er børn i mange farver", hed den. Og den signalerede, at vi hørte sammen på tværs af alle forskelle, og at man virkelig skulle være destruktiv for at blive lukket ude. Men man skulle også altid tydeligt være på børnenes side, når deres udvikling var truet. Det var dengang, vi havde en markant debat om at få roma-forældre til at sende deres børn i skole dagligt.

Ordet integration kom derefter på banen, hurtigt med en biklang af assimilation. Begrebet dækker over, at man nu skulle indtages i fælesskabet. Det, der tidligere var udgangspunktet, blev derefter en bestræbelse, der skulle arbejdes for. Og det gjaldt både hvad angår social baggrund og etnicitet.

I dag er vi blevet beriget med begrebet inklusion, som forekommer at være endnu en stramning. Nu skal der virkelig arbejdes på at høre til - i en gruppe af individer, som måles på ret snævre præstationer. Når dette krydres med det frie skolevalgs mulighed for at fravælge de inkluderede, så synes absurditeten at være fuldbyrdet. "Velkommen indenfor; vi skrider!" Dertil kommer, at resurserne flere steder er for knappe.

Men børn har ikke blot krav på at høre til. De ønsker det også. Derfor protesterer de, når en god kammerat udvises af landet. For en udsmidning kan gøre alle usikre. Og derfor er der i mange klasser en sorg, når forældre flytter et barn. For det er jo en udefrakommende skilsmisse i børnehøjde.

Derfor var budskabet fra de børn, som lod deres stemmer høre ved UNICEFs Børnenes dag da også entydig: "Lyt til os. det er os, der er fremtiden."  

For mig er spørgsmålet: Hvordan kommer vi tilbage til fremtiden? Altså, hvordan genopdager vi mangfoldigheden som fællesskabets afsæt, uden at det bliver en utroværdig dyrkelse af "gamle dage"?

Lidt næring finder jeg i de UNICEF-rettighedsskoler, som netop tager udgangspunkt i, at ethvert barn har rettigheder. Dette er uinteressant, hvis det blot handler om, at det enkelte barn kan skaffe sig albuerum - på andres bekostning. Dynamikken i rettighedstænkningen ligger i at erkende, at alle andre har de samme rettigheder, som jeg selv har. 

Dette er en mulig opskrift på den mangfoldighed, der bærer fremtiden i sig.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.171 andre er allerede tilmeldt