Dette indlæg skriver jeg alene på baggrund af mine mange samtaler med børn i folkeskolen – og mine egne børns fortællinger.

Jeg er forebyggende socialrådgiver, hvilket betyder, at jeg inddrages, når en elev er i begyndende mistrivsel. Dermed er jeg primært i kontakt med børn, som ikke har behov for særlige tiltag.

- Bortset fra forsøg med at bruge høreværn. Eller give eleven mulighed for at trække sig fra klassen, når larmen og konflikterne bliver for meget for barnet. Og hvordan kan de voksne hjælpe eleven med at trække sig i tide? Inden barnet får begyndende hovedpine eller ondt i maven.

Nogle børn er naturligvis mere sensitive for støj og konflikter end andre. For min søns vedkommende gik det først op for mig, hvad der foregik i klassen – at en af hans klassekammerater for eksempel havde fået kastet en saks i foden – da jeg hørte andre forældres frustration ved et forældremøde. Hvorimod min datter dagligt fortalte om forskellige episoder. Den mest bekymrende var nok den, hvor hun en dag i indskolingen så en af sine klassekammerater tage kvælertag på en anden klassekammerat, som ikke kunne få vejret. Da hun forsøgte at råbe til læreren, var der så meget larm, at hun ikke hørte hende. ”Så tænkte jeg: Jeg må jo gøre noget. Så jeg skyndte mig hen og rev ham væk, så han slap hans hals.”

Helt grundlæggende er jeg fortaler for inklusion. Folkeskolen er for alle. Vores børn får nogle uvurderlige erfaringer og egenskaber med sig, når de får mulighed for at begå sig blandt mange forskelligheder. Alle børn har noget at bidrage med til fællesskabet.

Der er også andre faktorer, som spiller ind på den ekstreme uro og utryghed, der ’hersker’ i nogle klasser. Flere steder har lærerflugten medført lærerskift og mange vikarer. Lange skoledage giver også nemt mere uro samt flere konflikter for de børn, som har særlige udfordringer. Og så er mange børn hjemmefra vant til at være i fokus og blive serviceret – i en grad så det bliver svært at vente på tur og give plads til klassekammeraterne.

- Alle de forhold har ikke noget med inklusion at gøre. Men de kan gøre det endnu sværere at inkludere.

Jeg har desværre oplevet flere klasser skrumpe – hvor forældre flytter deres børn, fordi de ikke mere vil udsætte deres børn for de voldsomme oplevelser, jeg hører om ved møder på skolerne.

Det barn, som måske endda dagligt kaster rundt med stole i klassen, har det mindst ligeså svært. Flere af disse børn fortæller mig, hvor forkerte de føler sig. For de vil så gerne kunne være som de andre børn. Klichéen lyder: når inklusion ender med at være eksklusion.

Endnu en vigtig pointe er, at barnet, som kaster rundt med inventaret, ikke er problemet. Men derimod er barnet i problemer. Derfor mener jeg helt oprigtigt, at vi skal forsøge at afhjælpe situationen; så eleven kommer i trivsel og udvikler sig. Og det lykkes i nogle situationer. Hvor hele klassen kommer i trivsel. Så er fællesskabet sikret!

Jeg møder mange lærere, som på helt fantastisk vis rummer alle disse mange børns forskelligartede behov. Og desværre møder jeg også børn, som vedvarende døjer med ondt i hovedet og mavepine. De synes, der er alt for meget larm. Allerværst er det nok, når de igennem hele skoledagen er i beredskab; fordi de ikke ved, hvornår deres klassekammerat får det så svært, at de risikerer at blive slået på.

Jeg er i høj grad for inklusion. Samtidig forstår jeg virkelig forældre, lærere og elever, som oplever alle de udfordringer, som inklusionen også indebærer.