Blog
0   23

Har litteraturen et sted?

Abonner på nyt om Marie Elmegaard i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Efteråret trænger sig på med blade, der falder og næser der løber. Løbende næser, der kommer susende ind fra frikvarter, er ikke til at tage fejl af. Selv næserne på lærerstaben løber, men den løber fordi skolens opgaver er blevet så presset og formålet så snævert. Men der skinner et spinkelt lys, den efterårsdag, hvor en gruppe dansklærere er samlet – her er masser af ånd, liv og begejstring for blikket rettet mod fagets formål gennem litteraturarbejde i grundskolen.

De sidste par uger har vi i 5. klasse arbejdet med temaet, “Barndommens steder”. I starten af ugen deltog jeg i det ene af fire årlige netværksmøder blandt dansklærerne i min kommune. Jeg er bidt af ordet, læringsglemsel, fordi det betoner vigtigheden af, at det ikke er individet, der er centrum for arbejdet med “Barndommens steder”. Men derimod et fælles anliggende, hvor vi forholder os åbent til det anderledes – det anderledes møde, som netop litteraturen tilbyder os. Det sker, når jeg samles med andre dansklærere og sætter et fælles danskfagligt tema på tapetet. Så mærker jeg, at der er et enormt behov for, at mange lærere – hele tiden – fortæller, at skolens formål, danskfagets formål, aldrig må forveksles med skolens opgaver. 

Jeg udfordres ofte på min tænkning omkring litteraturens berettigelse i danskundervisningen. Og dybest set forstår jeg det ikke – for litteraturen har tydeligt rod i fagets formål. Jeg taler om den litteratur, som (også) er så håbløs gammeldags i sit sprog, håbløs analog i sit udtryk, men rummer et indhold smeltet ind i en form, som er så altopslugende eksistentielt for os. 

Jeg er ikke kun betaget af ordet, læringsglemsel – jeg ved også, når jeg rammer disse køkkenseminarer (jf. Tanggaard, 2018). Steder, hvor jeg sammen med mine kolleger betages og beriges af samtaler omkring vores fag. Og køkkenseminarerne er meningsgivende, når de har litteraturen som midtpunkt. 

Jævnligt er vi en gruppe dansklærere, der sniger os til at afholde disse køkkenseminarer – steder, hvor vores formålstænkning og fagsyn udfolder sig  – og giver grundlag for at vælge den litteratur ud, som vi oplever, at der et behov for i vores klasser. Her gælder ikke drøftelser om særlige pædagogiske kneb til at få eleverne til at fordybe sig. Nej, det er derimod samtalen om Storm P’s vagabond-figur, Camilla Hübbes grafiske børne- og ungdomslitteratur og Svend Erik Sørensens “Dødningemessen”, der folder sig ud over dansklærernes indre tavler og vidner om blik for mangfoldige steder og måder at fordybe sig i og på som elev.

Artiklen fortsætter under banneret

På forskellig vis tilbyder litteraturen tilværelsesoplysning. Hos Løgstrup var ordet, tilværelsesoplysning, en knap så svæmerisk sprogliggørelse af den sag, som skolen bør koncentrere sig om. En sag, som ikke gør litteraturen til et undervisningsobjekt i sig selv – derved bliver litteraturen gjort instrumentel og funktionel – men en litteratur, der bæres ind i elevernes liv i kraft af danskundervisningen og skaber en livslang forundring omkring vores eksistens. 

Og her ser jeg med bekymring på de tendenser i danskfaget, der fremstiller al tekst ligeværdigt. Så længe vi kan betone over for eleverne, at al tekst har en hensigt og kan sættes i et afsender-modtager-forhold, hvor teksterne bærer et budskab frem i kraft af en række virkemidler (en særlig form), så gør vi i princippet alle tekster ligeværdige. Herved piller vi litteraturen ned fra sin piedestal og siger; hvis du blot har en hensigt, kære litteratur, så vil vi gerne bruge dig i danskundervisningen. Og hvad værre er, vi gør litteraturen til et instrument i sig selv, hvor sagen tabes af syne.

Når jeg slår et slag for, at der er den ganske unyttige litteratur, fordi den har et større formål end at understøtte udviklingen af en række kompetencer, så gør jeg det, fordi jeg ikke kan lade være. Ikke fordi jeg på nogen måde vil tvinge en normativ dannelsestænkning igennem i danskfaget (og bruge litteraturen som middel), men fordi litteraturens sammensmeltning af indhold og form serverer en række livsnødvendige aspekter af tilværelsen, som giver mening at læse, skrive og tale om sammen. 

Man kan med rette påstå, at det næsten lyder som om, at et guddommeligt strejf har ramt mine eleverne i litteraturlæsningen og ikke mindst i litteraturundervisningen. Jeg vil nu nærmere sige, at det fremfor alt er der – i litteraturen – at det åndsvidenskabelige udfolder sig. Her bliver litteraturen ikke et kun et arnested for oplevelser, men derimod stedet, hvor noget forandrer sig, ændrer sig og udfolder sig på ny. 

Og så ved jeg, at mine skarpeste kritikere her vil påstå; når du går så hårdt til værks for at betone litteraturens sted i undervisningen, taber du så ikke blikket for afkodningsstrategier, læsestrategier, alle mulige strategier og alle mulige tekster, som giver eleverne et fagligt fundament at stå på. Svaret er enkelt. Nej, det gør jeg ikke – for det er her, at jeg er dansklæreren, der blomstrer med min faglighed og forhåbentlig den faglighed, der takket være en masse kloge mennesker, vil give mig nyt indhold og nye metoder i fremtiden. Men metoder er ingenting, uden en litteratur, der pirrer ved vores forestillinger om os selv og hinanden - og forandrer. 

I 1926 udgav Hans I. Hansen en bog omkring litteraturundervisning og noterer sig her, at målet med litteraturundervisningen er at give sjælelig næring. Løgstrup betonede i sin tænkning de narrative litterære genrer, som særlige øjenåbner. I litteraturens særegne sprog får barnet og den voksne på forunderlig vis øje på tilværelsen. En forundring, der ikke er overraskende, men derimod vokser langsomt og roligt frem i den enkelte.

Jeg ved ikke, om litteraturen i dag kan give tilstrækkelig sjælelige næring, der kan fremtidssikre mennesker. Men jeg er overbevist om, at der i litteraturen findes masser af forunderlighed, hvori vi sætter os ud over os selv, i andres sted og derigennem bliver i stand til at udfolde vores liv på ny sammen med andre mennesker. Så tak til dansklærerne den blæsende efterårsdag, der i genskæret fra det spinkle lys gav mig ordene til at beskrive litteraturens sted. 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.192 andre er allerede tilmeldt