Kan vi lære noget af Momo? Hvis man i de seneste uger har fulgt med på de sociale medier eller læst tabloidaviser, har det været svært ikke at støde på opslag eller artikler om Momo. Dukken, der ifølge medier, udfordrer og lokker børn til at gøre dumme ting og som den ultimative udfordring - at begå selvmord. Bevidstheden om, at det ikke er selve dukken, der giver udfordringer, men rent faktisk levende mennesker, der foretager disse handlinger, er ikke det, vi bør diskutere. Vi bør have fokus på, hvordan alle aktører i det danske samfund kan og skal tage ansvar, så de sociale medier ikke bliver styrende for de unges velbefindende. Vi bør diskutere og debattere ansvaret omkring digital dannelse af børn. Vi står over for en stor kollektiv udfordring, når det drejer sig om digital dannelse. Eller som Vincent F. Hendricks skriver i sin nyeste bog: “Vi er alle forsøgskaniner i verdens største teknologiske eksperiment – et liv med internettet, sociale medier og en megafon til et potentielt globalt publikum”. Det er klart, at noget af ansvaret ligger hos forældrene. De fleste forældre giver deres barn en mobiltelefon, når barnet skal køre hjem fra skole selv. Ifølge en undersøgelse fra YouGov var gennemsnitsaIderen for egen mobiltelefon i 2016 8,5 år. Mobiltelefonen har på den ene side en masse tryghedsskabende funktioner. Barnet kan ringe til forældrene, og forældrene kan hurtigt komme i kontakt med barnet. Men den mest styrende funktion bliver barnets behov for at have mulighed for at være i kontakt med klassekammerater på de sociale medier. På den anden side gør mobiltelefonen barnet sårbart ift. fænomener som eksempelvis Momo, der for barnet ikke bare kan affejes med drillerier, fordi det sidestilles med virkeligheden. Livet på de sociale medier, den digitale virkelighed, virker for barnet lige så virkeligt, som livet levet udenfor de sociale medier. Det der sker på de sociale medier og udenfor de sociale medier, kan ikke skilles ad, fordi de påvirker hinanden både positivt og negativt. Derfor er det afgørende, at barnet tilegner sig digitale kompetencer, der gør dem i stand til at gennemskue ”livet på nettet”. Problemet er bare, at børn debuterer på de sociale medier som 9-10 årige, og det er de færreste i den alder, der kan gennemskue livet på nettet, og det kan vi heller ikke forvente af dem.

I den offentlige debat, og ikke mindst i den politiske debat, bliver der ofte peget på, at det er skolesystemet og nærmere bestemt lærernes ansvar og opgave at gøre eleverne digitalt dannede. Hvordan skal lærerne opdrage til brugen af sociale medier i en tid, hvor forældrene sætter grænser, men samtidige giver børnene det magtfulde instrument, når de er 8,5 år? En undersøgelse af Søren Hebsgaard viser, at 50 % af børnene i 6. klasse føler, at de skal respondere med det samme, når de får en besked på sociale medier. Det er urimeligt, at børn skal have denne følelse. Det er uansvarligt at forvente, at lærerne alene kan og skal løse denne komplekse, men vigtige opgave.

Der er brug for et kollektivt ansvar. Medierne skal tage deres ansvar og ikke kun tænke i klik og penge. Der må være en etisk grænse, når man begynder at tjene penge på, at børn fx læser om Momo. Forældrene skal tage ansvar og overveje, om det er altafgørende, at deres børn får en telefon, når de er 8,5 år. Ligeledes er der en grund til, at man fraråder diverse sociale medier til børn under 13 år, men det virker som om, at respekten for den anbefalede aldersgrænse er ikke-eksisterende hos mange. Man skal kunne sende sit 10-årige barn over til en legekammerat og have tillid til, at der ikke bliver spillet spil, som har aldersgrænse på 16 år. Man skal kunne sende sit barn i skole uden, at der bliver vist film, som ikke er anbefalet målgruppen.

Vi må alle tage ansvar omkring vores børn og digital dannelse. Det er en kollektiv opgave, som i bund og grund handler om vores børns velbefindende. Er børns digitale opdragelse blevet en kollektiv opgave? Ja.

Af: Malene Arp og Morten Schmidt