Odense Kommune
0   11

Odense Kommune: Lærerkreds frustreret over millionbesparelser

Børn- og Ungeforvaltningen i Odense står over for besparelser på 43,6 millioner kroner. Det kan få alvorlige konsekvenser for den positive udvikling, der blev sat i gang ved at lade skatten stige for blandt andet at styrke folkeskolen, mener formand i den lokale lærerkreds.

Odense Kommune fik i 2016 og igen i år lov af Økonomi- og Indenrigsministeriet til at hæve skatten. Den øgede kommuneskat skulle blandt andet bruges på at forbedre skoleområdet og på at skaffe flere lærere.

Nu lægges der dog op til besparelser på børn- og ungeområdet. Den lokale lærerforening frygter, at det vil slå økonomien i kommunens folkeskoler tilbage til start.

Artiklen fortsætter under banneret

59.390 kroner blev der brugt per elev i kommunens folkeskoler før skattestigningen, hvilket steg til 63.353 kroner efter, viser tal fra Danmarks Statistik.

"Den udvikling stoppes, hvis der tages penge fra skoleområdet. Så har det ikke haft nogen betydning for folkeskolen at hæve skatten", siger formand i den lokale lærerkeds Anne-Mette Kæseler Jensen og tilføjer:

"Politikerne har mulighed for ikke at kaste folkeskolen over styr. Men besparelser vil få alvorlige konsekvenser for folkeskoleområdet".

Lærerne i kommunen har siden foråret markeret deres modstand mod de planlagte besparelser. Senest har tillidsrepræsentanterne på kommunens skoler i et åbent brev peget på, at kommunen selv med skattestigningen stadig bruger færre penge per elev end Aarhus og Aalborg.

De opremser stigende klassekvotienter, elever, som ikke får den nødvendige støtte, færre eller kortere lejrskoler, som nogle af de konsekvenser besparelser vil få for folkeskolens kvalitet.

"Byrådet har i budgetbehandlingen forsømt at forholde sig til nedskæringer på 44. mio. kr. i Børn- og Ungeforvaltningen under betegnelser som besparelser, effektiviseringer og omprioriteringer - vel at mærke nedskæringer, som Odense Kommune har været bekendt med siden foråret", står der i brevet.

Sparekatalog: Skær på vikarer og pædagoger

Børne- og Ungeforvaltningen lægger i sparekataloget blandt andet op til at spare på vikarer og pædagoger i folkeskolen, skære på ledelse og halvere svømmeundervisningen.

Derudover anbefales det, at enkelte folkeskoler pålægges en besparelse svarende til den procentdel, de udgør af det samlede budget, hvor det bagefter er op til den enkelte skole, hvor besparelserne skal ramme.

Indtil 19. november sendes forslagene til besparelserne i høring hos medarbejdernes lokaludvalg og forældrebestyrelserne.  Den 27. november får skolefolkene en afklaring på, hvor der skal spares. Det er syv politikere i Børn- og Ungeudvalget, der tager stilling til det.

Rådmand for Børne-og Ungeforvaltningen i Odense Kommune Susanne Crawley Larsen (Radikale) vil ikke afvise nogle af spareforslagene på forhånd.

"Der er forslag for flere penge, end vi skal finde, og det giver mulighed for at prioritere. Min personlige ambition er at passe på de mest sårbare børn og på forebyggelse, så vi ikke skal blive ved med at slukke ildebrande", siger hun til Fyns Stiftstidende.

Susanne Crawley Larsen forestiller sig, at der kommer flere ord på, at skolerne selv skal finde ud af, hvor de præcis vil skære.  Hun tror, at man med nedskæringerne kommer til at opleve begrænsninger.   

"Jeg tror, at man nogle steder vil opleve, at der er noget, man kunne før, som man ikke længere kan. Men lykkes det at holde hånden over de mest sårbare børn, så vil reduktionen i serviceniveauet føles ærgerlig, men det vil ikke påvirke børnenes trivsel. Det er min ambition", udtaler hun til avisen

Det har ikke været muligt for Folkeskolen.dk at få yderligere kommentarer fra Susanne Crawley Larsen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ