"Tysk er blevet flyttet fra 7. til 5. med reformen. Det er godt, men timerne er blevet smurt lidt tyndt ud. Derfor støtter vi regeringens forslag om, at der skal flere fagtimer", siger Dansk Folkepartis undervisningsordfører.

DF: Antallet af tysktimer er smurt lidt tyndt ud

Både regeringen og Dansk Folkeparti er klar til at give flere timer til tysk. Men det hele afhænger af de nuværende skoleforhandlinger, lyder det efter, at Tysklærerforeningen var på besøg på Christiansborg.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag havde Tysklærerforeningen for Grundskolen fået tildelt 15 minutter til at fortælle Folketingets Undervisningsudvalg, hvordan og hvorfor de mener, at tysk skal have en mere fremtrædende rolle på elevernes skemaer.

Det var imidlertid en begrænset flok politikere, der var mødt op til udvalgsmødet. Formand og næstformand i foreningen stod derfor kun over for fire politikere. Men alligevel gik formand Tine Lund fortrøstningsfuld derfra.

"Jeg har på fornemmelsen, at de er positive overfor vores ønske om at styrke tysk og fremmedsprogene i det hele taget. De virkede til at lytte godt efter, og de var også klar med spørgsmål, selvom tiden jo var ret begrænset", fortæller hun.

I dag præsenterer Tysklærerforeningen sine visioner for Folketinget

I et blogindlæg på folkeskolen.dk/tyskfransk har Tine Lund oplistet de mange forslag, som foreningen havde med til mødet. Og her har hun også refereret, hvilke spørgsmål politikerne stod klar med.

- I peger på efteruddannelse, men er problemet ikke i stedet, at I mangler lærere til tysk?

- Tidligere bakkede latin op omkring tysk grammatik - hvilke fag ser I skal bakke tysk grammatik op nu?

- Hvis tysk skal gøres stærkere timemæssigt, hvor vil I så pege på, tiden skal tages fra?

Sådan lød de tre spørgsmål.

"Der var ikke meget tid, så vi nåede ikke at svare på grundigt på spørgsmålene. I stedet vil vi udforme et skriftligt svar, som vi sender til undervisningsudvalget", fortæller Tine Lund.

DF vil have flere fagtimer

Dansk Folkepartis undervisningsordfører har tidligere sagt, at han gerne ser, at der bliver givet flere timer til tysk. Og selvom han ikke havde mulighed for at deltage i tirsdagens møde i undervisningsudvalget, er han stadig fortaler for flere tysktimer.

"Tysk er blevet flyttet fra 7. til 5. med reformen. Det er godt, men timerne er blevet smurt lidt tyndt ud. Derfor støtter vi regeringens forslag om, at der skal flere fagtimer", siger han og henviser til regeringens skoleudspil.

Riisager: Flere skal vælge tysk og fransk i gymnasiet

Her har regeringen forslået at droppe halvdelen af den understøttende undervisning for i stedet at tilføre flere fagtimer.

Og nogle af de timer vil regeringen bruge til flere timer i sprogfagene, lyder det i udspillet.

"Vi ved, at færre og færre vælger sprog efter folkeskolen. Så jeg anerkender, at vi har en udfordring", siger Venstre undervisningsordfører Anni Mattiesen.

V håber på mere samarbejde med tyske skoler

Hun deltog heller ikke ved tirsdagens udvalgsmøde, da hun som formand for Folketingets Sydslesvigudvalg var til møde i Flensburg om det danske mindretal i Tyskland.

"Der er både brug for flere timer til faget, og så gælder det om, at eleverne møder sproget så tidligt så muligt. Det er også det, jeg hører, når jeg færdes i det sønderjyske", siger hun.

Det er hverken præciseret, hvor mange timer regeringen ønsker at give til fremmedsprogene, eller hvilke klassetrin der skal have flere sprogtimer.

Hvor vil I gerne have de flere tysktimer placeret?

"Skemaet er jo presset. Men jeg hæfter mig ved de gode eksempler i nogle af de sønderjyske kommuner, hvor man har valgt at forsøge sig med meget tidlig tysk. Og så synes jeg også, at det er vigtigt at have fokus på elevudveksling mellem tyske og danske folkeskoler".

Folkeskolen.dk skrev i går, at der er opstået et verbalt slagsmål mellem forligspartier omkring de i gangværende skoleforhandlinger. Og her er spørgsmålet om flere fagtimer eller ej et af de store stridspunkter.

Skoleforhandlinger har udviklet sig til et verbalt slagsmål mellem rød og blå blok 

Det undrer Anni Matthiesen.

"Hvis vi skal have flere unge mennesker, der kan sprog, så er vi nødt til at sikre, at de møder tysk og andre sprog i skolen. Jeg er helt sikker på, at alle partier er enige om, at det er vigtigt, at eleverne lærer sprog. Men hvis du efterfølgende spørger de røde partier, om de så vil have flere fagtimer ind i folkeskolen, så vil de nok sige nej".

Undervisningsminister Merete Riisager har tidligeret i et skriftligt svar til Tysklærerforeningen afvist at indføre et minimumstimetal i tysk.

Riisager om antallet af tysk og fransktimer: Det er op til skolerne at give flere timer

Powered by Labrador CMS