Blog
1   14

Inklusion - hvad kommer efter inklusion?

Abonner på nyt om Lars Drud i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

I dag er vi i en post-inklusions-periode, hvor der er en voksende erkendelse af, at inklusionsparadigmet har fejlet. Men hvad kommer mon efter inklusionsperioden?

Vi kan se tilbage på en kronologisk udvikling med forskellige italesættelser overfor dén indsats, som nu kaldes inklusion. Vi har været langt omkring, både med hensyn til begreberne, men også læringssynet har flyttet sig. Vi er ofte stødt på stor grad af korrekthed i tilgangen til den aktuelle diskurs og omvendt en udskamning, hvis man brugte de forkerte ord på de forkerte tidspunkter. 

Nogle år måtte man godt sige “inklusionsbørn”, for få år senere var det uacceptabelt. 

I 1990-erne talte vi om Integration

I 1994 afholdes en konference i Salamanca i Spanien. Udkommet var “Salamanca-erklæringen”, som Danmark året efter tilsluttede sig. Med Salamanca introduceredes begrebet INKLUSION i pædagogisk sammenhæng. 

Artiklen fortsætter under banneret

I 1999 afholdes det tradtionelle Sorømøde med temaet: Rummelighed. Det skete 5 år efter Salamancaerklæringen blev stadfæstet, men uden af begrebet inklusion blev nævnt. 

I 2012 vedtages Inklusionsloven

Nu i 2018 må vi ikke bruge begrebet “inklusionsbørn”, men vi taler om Børnefællesskaber eller Inkluderende Læringsmiljøer.

I dag er vi i en post-inklusions-periode, hvor der er en voksende erkendelse af, at inklusionsparadigmet har fejlet. 

Da noget tyder på, at både begreber og læringssynet ændrer sig rask over tid, er det derfor relevant at stille spørgsmålet: 

Hvad kommer der efter inklusionsparadigmet?

Forestil dig, at du er forældre til et barn eller en ung, som er særlig sårbar og har særlige udfordringer, og som nu skal inkluderes i Folkeskolen. Det kan også være, at du står i situationen som professionel lærer eller pædagog, som skal vejlede forældre til placeringen. Hvis vi nu forestiller os, at du har to valg til placering af dit barn i to forskellige klasser. 

Den ene klasse bygger på mangfoldighed og diversitet. I den klasse er der andre elever med særlige udfordringer, måske 4 til 5 stykker med forskellige udfordringer. Eleverne med udfordringer har ingen diagnoser, for skolen er en diagnosefri zone. Klassen er trænet i at tage hensyn til den enkelte. Klassen, fællesskabet, indretter sig efter en enkelte ud fra en socialkonstruktivistiske eller systemiske tænkning. Elever med udfordringer skal også tage hensyn til andre elever med andre udfordringer. Alle er ligeværdige, og der arbejdes efter statementet: alle er lige forskellige - og man arbejder efter det kontekstuelle statement: det er ikke barnet med problemer, men barnet i problemer. 

Du kan også vælge at placere dit barn i en anden klasse. Den er homogen og harmonisk. Klassen er velfungerende i både det sociale og faglige niveau. Der er en høj grad af code of conduct - som kan oversættes som adfærdskodeks eller høj grad af dannelse. Der findes i denne klasse både implicitte og eksplicitte samværsregler og normer. Derfor behandler eleverne generelt hinanden godt og har en god integritet mellem hinanden. For at indgå i dette fællesskab, skal man kunne udsætte egen behov fremfor fællesskabets. Klassemiljøets sikre kodeks giver tryghed og overskud. 

Hvad vil du vælge?

Ok - jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. 

Jeg vil vælge den sidste klasse. Det vil jeg, fordi der vil være ro på, og klasse vil have overskud til en elev med særligt behov. Mit barn, som har særlige udfordringer, kan heller ikke tage hensyn til andre børns særlige behov. Noget som mit barn måske ikke kunne magte. 

Jeg vil acceptere normalbegrebet. Jeg vil tænke, at normalbegrebet set som distinktion til det særlige eller specielle, og hvis det er muligt, vil jeg ønske , at mit barn kunne få det så normalt som muligt. Man bliver bedst normal, hvis man går sammen med normale børn. Sådan sagde vi i starten af 90-erne. Det var vores professionelle begrundelse for dét, som senere blev til inklusion. 

Da jeg var klasselærer for netop en meget homogen og harmonisk klasse med højt niveau af code of conduct, skulle vi have en ny elev ind i klassen. Vi fik at vide, at det var en urolig dreng. Drengen kom, og efter et par dages benovelse smed han sig pludselig ned på gulvet og vred sig rundt. Spillede klovn. 

De andre elever reagerede med tavshed. Det samme gjorde jeg. Drengen kiggede op efter respons, men den kom ikke. Langsomt fik han samlet sig op på stolen. Retræten var tung. Han gjorde det aldrig mere. 

Den fremherskende pædagogiske tilgang i Danmark er til den første klasse. Det første paradigme. Ideologisk er det flot, flot - i praksis meget svært. Det er svært for klassens grundliggende betingelser for at lave samling, fællesskab og spejlninger. Det er svært at finde en median, som klassen guider ud fra både socialt og fagligt. 

Børnesynet en humant og demokratisk. Læringssynet er pluralistisk og differentieret. Det er indbegrebet af Inklusion. 

Men som jeg tidligere har skrevet: Lærere og pædagoger for længst har mødt grænsen for tilpasningsevnen til den store diversitet. Skolen har for længst ramt overliggeren, skrævet over eleverne store mangfoldighed og interessenternes forskelligartede fordringer er blevet for vidt - bukserne er for længst revnet, eller hvordan det nu udtrykkes.

Den anden klasse eller det andet paradigme opererer med et normalitetssyn. Det opererer med en almindelig klasse med en almindeligt undervisning og en median. Det er omkring denne median verden ses ud fra. Synet er langt mere en integreret tilgang. 

Børnesynet fokuserer på fællesskabet: der er noget, som er større end dig. Skolen- samfundet - verden.

Hvis vi vælger det andet paradigme som ønskeligt, må der føres en anden pædagogisk strategi, for at det lykkedes. Så vil “inklusionen” lykkedes, hvis normalklassen er velfungerende og hviler i sig selv. Det får dén betydning, at inklusionen kun kan lykkedes, hvis normalundervisningen er velfungerende. Og det betyder, at den pædagogiske indsats i højere grad skal fokuseret på at få velfungerende normalklasser og en velfungerende almenundervisning. 

Kun i dette miljø vil elever med særligt behov kunne profittere af undervisningen. Det betyder, at den enkelte elev absorberer og tilegner sig den gode kultur. 

Hvis det er dét, som slår igennem efter inklusionsperioden, så er det ikke inklusion, men en tilbagevenden til tidligere integreret tilgang

Det er dét, der kaldes dialektik. 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.211 andre er allerede tilmeldt