Get moving!

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På fredag fyldes det danske landskab endnu en gang med forpustede lærere og skoleelever, når Skolernes Motionsdag traditionen tro løber af stablen. I år har over 2.000 elever den 10. oktober klokken 10.10 været ude at bevæge sig med deres forældre som »bevægelsesambassadører« for deres familier.

Happeningen er et forvarsel til motionsdagen og skal sætte fokus på, at det ikke kun er skolens ansvar, at elever bevæger sig nok, siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Steen Hjort.

Regner du med en blivende effekt af at få forældrene på landevejen?

»Måske ikke lige af denne happening, men vi gør os hele tiden erfaringer, der gør, at vi kan lægge nye elementer til Skolernes Motionsdag, og vi vil gerne arbejde videre med at præcisere, at bevægelse også er et forældreansvar«.

Efter sigende bevæger danske børn sig mindre og mindre. Hvorfor gør de det?

»Det er typisk, når man nærmer sig slutningen på folkeskolen, at eleverne bliver stillesiddende. De bevægelsestilbud, der er til unge mennesker i dag, tiltaler åbenbart ikke en stor gruppe«.

Hjælper Skolernes Motionsdag så overhovedet?

»Det er svært at sige, for det er meget gruppeopdelt. Helt op til mellemskolen er det jo næsten 90 procent, der lever op til anbefalingerne. Men i forhold til udskolingsgruppen kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om det hjælper på, hvor meget de bevæger sig efterfølgende. Det må vi erkende«.

Skal du selv løbe med?

»Den 10. skal jeg lave aktiviteter med mine børnebørn, men på motionsdagen bliver det nok desværre mest til administrationopgaver for mit vedkommende«.

abr@dlf.org