Gentagelser er et vigtigt pædagogisk redskab til læring. Vi har længe betragtet rutiner og gentagelser som ikke særligt værdigfulde, og valgt dermed deres fravalg i de pædagogiske lærebøger. Dette er sket i opgøret med ’den sorte skole’, som er forbundet med meningsløs og mekanisk udenadslære, diciplinering og kontrol. Derfor er det ikke overraskende, at der hersker en negativ forståelse omkring den måde vi beskriver og taler om gentaleser og rutiner på blandt den herskende diskurs om fænomenet gentagelse. Til trods for, at vi ser hvordan de anvendes i praksis og hvilken enorm betydning det har i hverdagen.  

Der er klare fordele ved at anvende de daglige gentagelser som et pædagogisk redskab, især når der er tale om små børn. Dette skyldes, at de mindre børn har behov for gentagelser, og dette finder sted når den samme rutine foregår igen. Forsker Leo Komischke-Konnerup skriver bl.a. i sit ph.d. om gentagelsens pædagogik, hvor han her argumenterer for gentagelsens dårlige ry i pædagogisk sammenhæng. Ligeledes argumenterer Leo for, at gentagelser kan give elever mulighed for at lære og danne sig, og det gælder især elever med særlige behov. 

Praktiske gentagelser aflejres i kroppen og bliver en del af erfaringen og derfor skal vi ikke være blinde overfor kroppens rolle som den forankring, hvorfra vi orientere os mod verden. Her er kroppen ikke blot et objekt, men snarer en del af det opfattende subjekt til trods for at vi kan forholde os objektivt til vores krop. 

Vi bør se værdien i gentagelsespædagogikken i den pædagogiske praksis. Man kan forandre og øve sit niveau gennem dynamiske gentagelser, uden at betegne det som adfærdsregulering og tilpasning. 

Der er også tale om fordel ved rutiner og gentagelser, i det at pædagogen eller læreren kan justere kravene til hvert enkelt barn og dermed skrue og op og ned efter behov. Ligeledes kan man ved tilbagevendende gentagelser docere læringskravene til de forskellige børn og unge, der hvor de befinder sig. 

Børn oplever at rutiner kan have en direkte virkning for det, de skal til at gå i gang med, hvilket gør det meningsfuldt for børnene. Derfor er det vigtigt, at man tænker rutiner og gentaleser ind i pædagogikken. Det gør at den daglige snørebånd som skal snøres til et læringsøjeblik og ikke noget som skal overstås. Men det betyder ligeledes også at omsorgspersoner skal afsætte tid til rutiner, hvor de hermed bevare roen og forhaster de læringsøjeblikke som er vigtige for børnene. 

Der hersker en udbredt opfattelse af rutiner som værende ikke så fine og professionelle aktiviteter, og hvor pædagogiske aktiviteter såsom at gå en tur i skoven eller forbi et museum er mere lærerige og mere fine aktiviteter. Lærer og pædagoger ser rutiners vigtighed, men det er uden tvivl de planlagte aktiviteter der opfattes som mere fine. 

Omvendt kan man antage, at det er netop den personlige pædagogiske erfaring, der har opdaget betydningen af gentagelser som et vigtigt pædagogisk pænomen. Og dermed er praksis implicit bærer af gentagelsespædagogik som praksisviden. 

Eksplicit i den pædagogiske praksis, undgås gentagelser som en pædagogisk fænomen og begreb. Gentagelser og rutiner er ofte underprioriteret og i mange tilfælde usynlige i læreplanerne og generelt i den pædagogiske undervisning. Det er hermed vigtigt at bygge meget pædagogik op omkring rutiner og gentaleser. Det kan være med til at skabe selvhjulpne, kreative og tålmodige børn.              Hvis rutiner skal være gode, skal pædagogerne og lærerne være bevidste om, hvor de vil hen med rutiner, så der er tale om planlagte rutiner og gennemtænkte mønstre i børnenes hverdag.