Ny rapport: Skolen er ikke indrettet til drenge og specialelever

Der er stor forskel på, hvor godt forskellige typer elever klarer sig i skolen. Drenge, specialundervisningselever og tosprogede fra ikke vestlige lande taber terræn på samtlige fronter. Det viser en rapport baseret på svar fra 24.663 skoleelever.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går blev danske skoleledere præsenteret for den norske professor Thomas Nordahls resultater i rapporten "Uligheder og variationer", som bygger på data fra 122 danske skoler, der arbejder med LP-modellen. I den tegner han et portræt af en folkeskole, hvor skellet mellem forskellige slags elever kaster mørke skygger på lærredet. For ifølge rapporten er den danske skole bedre tilpasset nogle elevgrupper end andre.

På samtlige punkter

De elever, der falder ved siden af, er drengene, specialeleverne og de tosprogede fra ikke-vestlige lande. På samtlige punkter i undersøgelsen scorer de lavere end andre elevgrupper. Det vil sige på deres sociale kompetencer, skolefaglige præstationer, karakterer og motivation.

"Der er ingen grund til at tro, at individuelle forudsætninger eller social og kulturel baggrund kan forklare disse store forskelle", står der i rapporten. I stedet peger den på, at når nogle elever klarer sig systematisk dårligere end andre, hænger det sammen med, hvad der foregår i de danske klasseværelser, og at læreren har afgørende betydning for både elevernes skolefaglige læring, deres sociale udvikling samt motivation og arbejdsindsats. Ifølge Thomas Nordahl er der tre faktorer, der spiller ind, når det drejer sig om elevernes læringsudbytte. Struktur i undervisningen. Relationen mellem elev og lærer. Og klasseledelse.

Skolen er indrettet til pigerne

"Folkeskolen klarer ikke sin opgave med at inkludere særlig godt", siger Claus Hjortdal, efter han i dag er blevet præsenteret for rapportens indhold. Claus Hjortdal er næstformand i Danske Skoleledere, og han mener, skolen i dag er indrettet til pigerne, og at drengene derved forsømmes.

"Vi har i høj grad gennem mange år manglet at se på, hvilken læring der kommer ud af den undervisning, eleverne får", siger han. Han mener, der er brug for at analysere ordentligt i dybden, for først derefter at skride til handling.

Se rapporten: