Anmeldelse

Læs sammen

Læs med lydfortællinger

Snupse-svampe, konsonant-sten, glukker og alfer er bare nogle af figurerne i det eventyrlige univers, der møder børnene i 0. og 1. klasse, når de skal lære vokaler, konsonanter og trække lydene sammen til ord.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Systemet "Læs sammen" er baseret på, at elever lærer at læse ved at forstå bogstavernes lyde gennem en fortælling. De skal kunne danne lydrette ord, udbygge deres ordforråd, arbejde med læseforståelsesstrategier og børnestavning. Materialet giver mulighed for forældreinvolvering, også for børn, hvor forældrene ikke kan dansk. Desudenbygger systemet på en balanceret læseundervisning, hvor der er fokus på læsning, skrivning, sprog og flere teksttyper.

Fakta:

Titel: Læs sammen

Forfatter: Conni Camille Isgaard

Pris: 86,25

Sider: 96

Type: Arbejdsbog

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Pris: 198,75

Sider: 88

Type: Læsebog

Pris: 811,25

Sider: 194

Type: Lærervejledning

"Læs sammen" består af læsebog, arbejdsbog og lærervejledning. Desuden er der onlineadgang til yderligere materiale, kopiark, håndfonemer og videoer. Læsebog og arbejdsbog følges ad. I læsebogen er der en lille historie om for eksempel bogstavet s. I arbejdsbogen er der tilsvarende opgaver. Lærervejledningen er opbygget i fire dele. Et afsnit om bøgernes brug, et om teori og forskning, dernæst side til side-vejledning og sidst kopiark.

Universet i materialet er et, børnene vil elske, og det vil motivere til opmærksomhed. Børn, der bliver undervist, som materialet er tænkt, bliver helt sikkert dygtige. For underviseren er der rigtig mange elementer at holde styr på. Her synes jeg, lærervejledningen er meget vigtig. Den er inspirerende, struktureret og grundig. Vejledningen tydeliggør, hvordan den nyeste forskning ligger som basis for materialet. Det er sympatisk, at hjemmet forsøges inddraget i processen. Et gedigent og spændende materiale.

Powered by Labrador CMS