Sløjdlæreren finder træ i container

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når forældre til børn på Grindsted Vestre Skole pakker podernes hjemmelavede bordskånere og fuglehuse ud juleaften, kunne det træ, de har mellem hænderne, lige så godt være endt på lossepladsen. Skolens sløjdlærer Pia Dyhre Nielsen finder nemlig meget af det træ, hun bruger i undervisningen, i affaldscontainere. Ellers er der simpelthen ikke råd til at arbejde med kvalitetsmaterialer, når et skrabet sløjdbudget også skal dække reparation af maskiner og nye savklinger, fortæller hun.

Hvordan finder du træet?

»Mine forældre bor ved siden af et møbelfirma, og når deres container er fyldt, ringer min far, og så kommer jeg med traileren. Vi har en aftale med firmaet, og det er jo træ, de ellers skal betale for at komme af med. Ellers tusker vi os til alt, hvad vi kan komme i nærheden af af rester fra forældre, og hvad vi ellers kan få fingre i. Vi får simpelthen i pose og sæk af stofrester og så videre«.

Hvad betyder det for din undervisning?

»Jeg er ikke så begrænset af, hvilke materialer der er til rådighed. Det giver en helt anden frihed i forhold til, hvad børnene kan lave«.

Er det nødvendigt for at gennemføre sløjdundervisningen?

»Det ville i princippet kunne lade sig gøre uden, men det ville ikke være nær så sjovt, sådan som der bliver skåret ned i øjeblikket«.

Hvad synes du om de arbejdsforhold?

»I princippet er det jo ikke i orden, men på den anden side udvikler det vores kreativitet. Desuden står der jo i formålsparagraffen for faget sløjd, at man skal orientere sig imod genbrugsmaterialer og lære eleverne at tænke på miljøet. Det må man i høj grad sige, at vi gør«.

abr@dlf.org

Powered by Labrador CMS