Debat

Hvad laver redaktøren

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg ved godt, det er hårdt arbejde at være fagforeningsformand. Jeg tror også, det er hårdt arbejde at være hovedstyrelsesmedlem. Jeg er sikker på, det er hårdt at føre valgkamp. Og det må være hårdt at holde sig skjult indtil hovedstyrelsesvalget.

Alle I hårdtarbejdende mænd og kvinder, har I ikke glemt noget? Kunne I tænke jer at forholde jer til det faktum, at kommunerne landet over i øjeblikket opfatter den nys indgåede overenskomst som et tagselvbord, hvor de kan forsyne sig uden at betale.

I september og oktober måned har lærere rundt om i landet nedlagt arbejdet i protest over den måde, kommunerne bruger overenskomsten på. I samme periode skal man bladre om til læserbrevene for at finde læsestof om dette emne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Undskyld mig - men hvor er artiklen, debatten, lederen, historien, dokumentationen fra formanden, næstformanden, hovedstyrelsesmedlemmerne, chefrådgiveren, redaktøren. For I må jo alle have haft jeres grunde til at tro på, det blev anderledes. Jørgen Stampe kunne for eksempel ude på sin gamle arbejdsplads fortælle: 'at vi alle skulle flytte røven noget hurtigere'. Jeg er vred over den ligegyldighed, der lyser ud af Folkeskolens sidste fire numre. Hvad laver chefredaktøren? Kan du virkelig ikke forlange, at de ovennævnte kommer ud af busken. Jeg forlanger ikke, I skal være enige med mig. Men jeg må da kunne forlange, at I forholder jer til virkeligheden, som den blandt andet ser ud i Gladsaxe.

Benny Frederiksen

Høje Gladsaxe Skole

Svar

Nej, redaktøren kan ikke blande sig i, hvad de medlemsvalgte politikere laver. Men jeg tager ansvaret for bladets indhold.

Den 23. september havde Folkeskolen for eksempel et stort interview med formandskandidaterne. Det havde vi igen i sidste uge. De handlede også om budgetter og arbejdstid.

Længere inde i bladet havde vi en artikel, hvor bladets journalist havde talt med nabokommuner, hvor man tolker og bruger arbejdstidsaftalen forskelligt.

I samme nummer bragte bladet artiklen 'Mange vil spare' om 29 kredses vurderinger af 45 kommuners politik på området. I en anden artikel fortalte vi om lærerprotester i Ishøj og om reaktionerne i Svendborg.

Ugen efter blev fulgt op over to sider med reportage om arbejdsnedlæggelser og demonstrationer i Ishøj og om 'kommunalt tilbagetog' i Svendborg.

En uge senere talte Folkeskolen med borgmesteren og kredsformanden i Gladsaxe, og otte dage senere hed overskriften: 'Lærere protesterede - Faglige møder i Sønderborg, Hvidovre og Gladsaxe'.

Vi råber, ulven og revolutionen kommer - når og hvis den kommer. Og forsøger ellers at give et så retvisende billede som muligt af, hvad der sker.

Thorkild Thejsen

chefredaktør