Debat

Folkeskolen er et vigtigt element i processen til at blive mønsterbryder

Jeg har brudt med min belastede barndom, men den vil altid følge mig, som en tung sky, der hænger over mig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg voksede op i et hjem med tre andre søskende, en far og en mor. Udadtil var vi en ganske almindelig familie. Bag de fire mure, foregik der helt andre ting, end omverdenen kendte til.

Vi flyttede ofte, nogle gange flere gange om året. Jeg har ikke noget barndomshjem, som rent faktisk føltes som et hjem. Jeg har flere triste, barske og dårlige erindringer end jeg har gode.

Min far var alkoholiker og voldelig. Min mor havde ikke ressourcerne eller kræfterne til at bryde med ham, og give mine søskende og jeg, den barndom vi fortjente.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I alle årene, hvor der bag facaderne skete en masse barske hændelser, mod mine søskende og jeg, greb myndighederne ikke ind. Dette trods utallige anmeldelser til kommunen fra andre i familien. Dette er jeg først blevet klar over som voksen.

Grundet vores socialt udsatte forældre, var der ingen tro på at nogle af os ville ende med at bryde den sociale arv fra omverdenen. Vi blev dømt til at gå i vores forældres fodspor.

Når jeg i dag tænker tilbage på min barndom og mine teenageår, forstår jeg ikke at ingen ’voksne’ greb ind. Hvordan er det muligt fra myndighedernes side, bare at sidde og kigge på 4 børn, der tydeligvis ikke har det godt, få det værre og værre? Jeg ser stadig denne tendens i dag.  

Begge mine brødre kom i en tidlig alder i specialklasser, på specialskoler, fordi de ikke vidste hvordan man opførte sig mellem almindelige mennesker. De begyndte at påtage sig min fars adfærd, ved at blive aggressive og voldelige i ganske almindelige hverdagskonflikter. Allerede her, burde der være nogle alarmklokker der ringede.

Tit og ofte kom jeg i skole, med blå mærker, hullet tøj og ingen madpakke. Jeg husker tydeligt at det ofte skyldtes, at der ikke var penge til mad, fordi min far drak alle levepengene væk.

Selvom ingen troede på at nogen af os ville blive til noget, eller bryde den sociale arv, skete der alligevel noget.

Lige efter min konfirmation, endte jeg med at flytte hjemmefra. Dette pga. endnu en voldelig konflikt med min far, hvor tingene eskalerede voldsomt. Jeg kom slemt til skade. Jeg husker tydeligt min fars sidste ord, som lød: ”Skrid ad helveds til, din forbandede snottøs, du skal aldrig vise dig her igen”. Med blod rendende fra hånden, styrtede jeg ud ad døren og løb. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, jeg skulle væk.

Jeg har ikke boet hjemme siden, men derimod klaret mig igennem en meget lang og hård periode med at bryde den sociale arv.

Jeg kæmper stadig med det den dag i dag.  

Den dag i dag er jeg 27 år gammel, mor til en fantastisk dreng på to år, samt i gang med uddannelse nummer to. I 2016 blev jeg færdiguddannet landmand, men valgte pga. familieforøgelse at gå en anden vej. Nu går jeg på Lærerseminariet på 2 år.

Mine søskende er desværre ’tabt i systemet’, som jeg vælger at kalde det. De har ikke formået at bryde med den sociale arv. Hvad dette skyldes spekulerer jeg stadig over.

Jeg ved inden i mig selv, at det på ingen måde er fordi mine søskende ikke gad at komme videre i livet. Tværtimod. Jeg er sikker på de også gerne ville have brudt det negative mønster hjemmefra. Men de havde ikke kræfterne til at kæmpe mod den hårde sandhed, -fortiden.

At være mønsterbryder, vil sige at personen har brudt med deres negative sociale arv.

At blive mønsterbryder er en meget krævende proces, som ikke alle mennesker kan gennemgå, fordi de ikke har ressourcerne, eller er stærke nok.

Jeg tror ikke på at viljestyrke er nok til at bryde den sociale arv. Man skal have nogle andre ressourcer at trække på.

Jeg var en elev som nemt kunne følge med i skolen, fordi jeg var heldig at have evnerne til at lære. Jeg fandt hurtigt ud af, at her var jeg god til noget. I modsætning til hvad jeg fik af vide hjemmefra. Her kunne jeg føle mig tilpas og føle at jeg var en del af noget.

Disse forudsætninger fik mine brødre ikke. De havde ikke de samme indlæringsevner.  Derimod var de begge meget dygtige med deres hænder, og søgte ofte efter skole om til nabolandmanden, for at hjælpe til med arbejdet på gården.

Vores forældre, havde desværre ikke ressourcerne til at støtte op om dette.

Den dag i dag, er de endt i kontanthjælpssystemet, med flere diagnoser på sig, uden nogen muligheder for at komme til at leve det, som vi kalder et normalt velfungerende liv.

Vi ved, at hvis et barn vokser op under socialt belastede forhold, bliver omsorgspersonerne omkring dem, afgørende for, hvordan barnet klarer sig, også i voksenlivet.

Folkeskolen er et vigtigt element

At blive det, vi kalder mønsterbryder kræver, udover sin egen styrke, at samfundet hjælper og støtter op om en. Her er folkeskolen et helt centralt element.

Hvis det skal lykkes de utallige af børn rundt omkring, i Danmark at bryde ud af deres negative sociale arv, så kræver det en stærk folkeskole, som befolkningen og politikerne bakker op om. Folkeskolen er et sted hvor barnet oplever at være en del af samfundet på lige fod med alle andre. De er en del af et fællesskab. Barnet møder ressourcestærke børn, som de knytter bånd og livslange venskaber til. De møder tryghed og faste rammer, som er der gennem hele deres opvækst i folkeskolen, i modsætning til hvad hjemmet kan tilbyde.

Læreren er en betydningsfuld omsorgsperson, der har store muligheder for at hjælpe børnene i processen til at blive mønsterbryder.

Læreren skal være den tydelige voksne i klasseværelset, han/hun skal være rammesættende og skabe relationer til eleverne. Læreren skal være en god og anerkendt rollemodel.

Folkeskolen har i mange år gjort en stor indsats for at løfte de svageste i skolen. I dag bevæger vi os i den forkerte retning. De dygtigste elever i skolen, dem vi kalder de ressourcestærke og deres familier flygter væk fra folkeskolen. Dette er en del af en ond spiral, som betyder, at det i fremtiden bliver endnu sværere at være mønsterbryder.

Regeringen Undervurderer

 I forvejen er der et stort gab mellem de ressourcestærke børn, og de ressourcesvage. Regeringen har ikke øje for hvor mange børn, der faktisk vokser op under problematiske forhold. Den politik regeringen lægger op til, vil bare skabe endnu mere ulighed mellem befolkningen. Skattelettelserne og andre ting som skal finansieres af staten, forringer velfærdsstaten, som i sidste ende går ud over utallige børn, som lever i socialt udsatte miljøer. 

I Danmark, bygger vi vores samfund på ideen om, at alle kan, hvis de bare gider. Som nævnt tidligere, tror jeg ikke dette er sandt. Nogle folk kan bare ikke bryde ud af den sociale arv. Hvad gør vi med disse mennesker? Hvem besvarer dette spørgsmål, hvis ikke regeringen gør?  

Vi bærer arven fra vores forældre, og den vil på nogle måder altid følge os, uanset hvordan vi bærer os ad. Jeg kæmper stadig, men jeg har lært at klare mig.  Men hvad med alle de, som ikke gør? Fortjener de at få et dårligere liv, fordi vores samfund blive mere og mere ulige? Er dette velfærd?

Jeg er ikke imod vores velfærdsstat som den er,  jeg mener bare der er mange huller, som bliver større og større inden for dette område. Som ikke bliver taget alvorligt, tværtimod. Opgaven kan ikke løftes af folkeskolen, hvis ikke regeringen bakker op om det.   

    

Powered by Labrador CMS