Hvis du som ny lærer i løbet af september oplever, at dit arbejde er ved at bliver for meget, kan det være en trøst, at du ikke er alene. Skolefolk i USA taler om, at nyansatte i den pædagogiske verden det første år gennemlever et bestemt forløb, og at det i perioder er præget af kamp og frustration.

Forløbet består af fem faser med overskrifterne forventning, overlevelse, desillusion, reorientering og refleksion. Hvis det skal være helt rigtigt, slutter forløbet med en sjette fase i begyndelsen af det andet skoleår, hvor den nye lærer møder med nye forventninger, der bygger på erfaringerne fra det første år.

August er fyldt med forventninger. Arbejdsdagen er præget at et stort engagement, et ønske om at gøre en forskel og en følelse af begejstring. Forventningerne er grundlagt i slutningen af læreruddannelsen, og de romantiserer sikkert lærerrollen.

I September og oktober gælder det om at overleve. En vifte af uventede problemer og situationer er ved at tage pippet fra dig. Det gælder om at holde hovedet oven vande og have fokus på dag-til-dag rutiner, på det faglige indhold og på læreplaner.

Oktober og november er den hårdeste periode og den, der byder på de største udfordringer. De to måneder står i desillusionens tegn med tvivl på eget engagement og egne kompetencer. Nogle mister lysten til at gå ind i klasseværelset, fordi de opdager, at indholdet i undervisningen ikke fylder så meget som de socialfaglige tiltag. En del bliver syge, og der er overvejelser om hvorvidt vejen frem går i andre retninger end lærergerningen.

Fra januar til april sker der en reorientering. Juleferien er blevet brugt til at puste ud oven på det første halve år, og en forsigtig optimisme breder sig. Systemet virker ikke længere så fremmed, der er luft til at udvikle nyt indhold, til planlægning og strategier for undervisning. Der er både op- og nedture i løbet af foråret, og pludselig ser det ud til, at der ikke er tid nok før sommerferien til at nå de faglige mål.

I maj og juni er der plads til refleksion og optimisme. Året evalueres, og der planlægges ændringer af indhold, organisering og undervisning for det kommende år. Det fører til forventninger om, at det andet år som lærer bliver anderledes. Forventninger som er mere realistiske end dem, der prægede starten af det første år.

Forløbet er blevet kaldt Chicago-modellen, men den betegnelse dækker mange forskellige modeller og områder fra metoder til forbedring af offentlige skoler til måder at presse medlemmer af kriminelle bander. Derfor er det bedre at kalde den »Ny-Lærer-Modellen«. Modellen bliver i Københavns Kommune brugt som ramme for opbygning af støtte til nye lærere gennem de første to år.

Læs hvordan det foregår her: http://blaagaard kdas.ucc.dk/public/dokumenter/Afdelinger/blaagaard-kdas/stoettetilnyelarere/4.4%20KBH.%20Kommune_Indslusningsordning.pdf