Der findes nok ikke noget samfundsområde, der som folkeskolen er genstand for opmærksomhed i disse år. Fagblade, dagblade og elektroniske medier: Alle interesserer sig for skolen, for undervisning, uddannelse, dannelse. Stort set alle har erfaringer med og begrundede meninger om emnet. Af gode grunde: Jeg har selv gået der! Det er både godt og ondt, for det kan let indebære, at vi i forældre- og bedsteforældregenerationen er med til at fastholde folkeskolen i spor og traditioner, som den ikke hurtigt nok kan komme ud af.

Jeg var til et møde om skolen, hvor en lærertillidsrepræsentant rejste sig og sagde som en kommentar til arbejdet med den pågældende skoles fremtid: »Vi behøver ikke at interessere os så meget for fremtiden. Den kommer af sig selv, så vi skal bare tilpasse os udviklingen«. Efter min opfattelse et meget forkert og letsindigt udsagn. Vi kan sige én ting med sikkerhed: Den fremtid, som vore børn kommer til at arbejde, lede, undervise og leve i, bliver meget forskellig fra den fortid, som vi kender og har billeder af. Kun nuet findes, men vore billeder af fortid og fremtid er bestemmende for, hvorledes vi er til stede lige nu. Fremtiden er ikke en given størrelse. Jeg er med til at bestemme min egen fremtid, i kraft af hvad jeg siger, beslutter og sætter i værk lige nu og her.

Den debat, der føres i medierne, i befolkningen og i Folketinget om skolen, er ikke i særlig høj grad præget af fremtidsbilleder. Fremtidsbilleder er næsten fraværende i debatten. Dermed bliver debatten meget kortsigtet og i usædvanlig grad præget af vanetænkning. Men vi kan ikke beskrive, forstå og træffe beslutninger i den nuværende situation, medmindre vi har billeder af både fortid og fremtid. Vi kan ikke beskrive og løse nutidens problemer med den tænkning, der har skabt dem. Det gør vi, og derfor kører vi mange steder i ring. Vi bevæger os ind i fremtiden med fortidens tænkning og løsningsmodeller.

Mange kommunale forvaltninger og skoler rykker sig i disse år og måneder i håret over folkeskolen. Hvad skal man gøre? Hvad kan man gøre? Besparelser, skolenedlæggelser, rationalisering. Man griber op på hylderne og finder kun de gamle og afprøvede fremgangsmåder. Det er helt sikkert, at man kan spare ét eller andet beløb. Det er helt sikkert, at man kan fyre en medarbejder og reducere et timeantal. Det er helt sikkert, at man kan nedlægge en skole. Det er helt sikkert, at man kan gennemføre nogle strukturændringer. Men det er alt sammen downloadning. Gentagelse.

Hvor ser man en kreativ tilgang? Hvor ser man et forsøg på et skabende og konstruktivt nærværende møde med fremtiden? Hvor finder man nogen, der ikke bare repeterer, men forsøger at tænke nyt? Det gør man faktisk rigtig mange steder rundt omkring i kommuner og på de enkelte skoler. Vejle Kommunes skolevæsen er et rigtig godt eksempel. Der er man standset op: På den ene side sørger man for, at de nuværende skoler fungerer, og at man lever op til nationale og kommunale krav. Samtidig arbejder man med at nytænke skolen i Vejle Kommune. Man har igangsat en meget interessant proces, hvor man forsøger at møde fremtiden nysgerrigt, konstruktivt og nyskabende. Det tager tid, det kræver energi, det kræver frihed og opbakning. Alt dette ser ud til at være til stede, fordi politikere, forældre, børn og unge, lærere, pædagoger, fagforeningsrepræsentanter, kommunale chefer og konsulenter og ledere er involveret.

Grundforståelsen er: Vi kan ikke beskrive og forstå nutidens og fremtidens danske folkeskole og ud fra det udvikle fremtidens folkeskole blot ved at arbejde med de gamle løsningsmodeller og værktøjer. Vi er nødt til at tænke ud over alt det, som vi er så vant til og trygge ved, og tænke nyt. Det gør man i Vejle. I Vejle Amts Folkeblad fra den 3. juni kan man læse overskriften »Skole-camps som forum for fornyelse«. Til bladet udtaler skolechef Anette Jensen: »Vi kan ikke bare blive ved med at justere og tilpasse os ud af problemerne. Vi bliver nødt til at tænke helt nye tanker om, hvordan vi indretter os og underviser i folkeskolen«.