Kenny Thorgren Hansen er meget omhyggelig med at passe sit arbejde i Føtex og er ikke meget for at blive forstyrret, mens han sætter varer på hylderne.

Nu ved jeg, hvad der venter os

Kenny Hansens uge i praktik som voksen har lært ham om hverdagens realiteter. Sammen med Usman, Patrick og Coban har han boet en uge for sig selv og gået på arbejde.

Se Kenny og hans lærere fortælle om projektet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kenny har fået slips og skjorte på. Med en hobbykniv stikker han hul på en plastindpakning og giver sig til at fordele kakaopakker på hylderne. En dame med indkøbsvogn spørger ham om, hvor hun kan finde havregryn. Høfligt og med kun lidt røde kinder får han henvist hende til sin kollega og undskyldt, at han ikke kan hjælpe.

Kenny Thorgren Hansen går i 10. klasse på Engskolen i København. Det er en specialskole for børn med indlæringsvanskeligheder. Han er en del af et særligt tilrettelagt 10.-klasse-forløb, hvor eleverne skal rustes til hverdagen. I denne uge er han i praktik som voksen.

»Jeg arbejder i Føtex - først hos slagteren og nu i kolonial. Det er meget hårdere end at gå i skole. Men det er sjovt - særligt hos slagteren. Han sagde nogle ret sjove ting«.

Hele klassen er flyttet 35 kilometer uden for København til feriehuse i Karlslunde. Kenny bor sammen med Usman, Patrick og Coban.

»Patrick reddede mig i går morges. Min telefon lå under hovedpuden, så jeg ikke kunne høre den. Jeg måtte løbe for at komme til tiden klokken syv«, fortæller Kenny med store øjne og kort åndedrag.

Han er ikke meget for at stoppe op, for der er en hel palle med varer, der skal sættes på plads. Det er vigtigt, at hver ting bliver sat på den rigtige hylde. Når han er i tvivl, spørger han Monica, som er et par år ældre og har fritidsjob i Føtex. Hun har været glad for at have ham i butikken.

Kenny dukker hovedet lidt, da han bliver rost, og endnu værre bliver det, da både kolonialchef og slagterleder er enige.

»Men han er nødt til at lære, at man ikke kan møde på arbejde uden at have spist morgenmad. Man kan altså ikke arbejde seks timer uden noget i maven«, siger slagterleder Per Jensen og løfter øjenbrynene.

Vi har klaret det hele selv

»Hvad så? Er du færdig?« Kammeraterne Usman og Patrick kommer daskende mellem hylderne for at få Kenny med. Usman har arbejdet i SuperBrugsen, Patrick på et sportslager, og nu skal de tre drenge købe ind til aftensmad.

»Vi skal have flåede tomater og lasagnepakker. Kødet har vi allerede«, siger Usman Mohammed Shaffiq. Han er i vældigt humør efter sin arbejdsdag, og ordene snubler ud af munden:

»Jeg har fået lov til at prøve det hele. Mine midlertidige kolleger var meget kede af, at jeg skulle stoppe - en af de ældre damer græd næsten«.

Patrick Brønnow Christoffersen har brugt dagen på at køre varer ud til skoler i København. Han skifter vægten fra det ene lange ben til det andet og er egentlig lidt for genert til at sige så meget, men på vejen hjem til ferielejligheden får han alligevel talt sig varm.

»Min far var urolig for, om jeg kunne klare at bo alene og komme på arbejde. Det troede jeg heller ikke selv, at jeg kunne. Men det har virkelig været en succes. Vi har klaret det hele selv«.

»Jeg tror, min far er rigtig stolt«.

Siddende i sofaen med en pose chips, klar til at der skal hygges om lidt, er de tre drenge meget enige om, at de sagtens kan finde ud af at bo selv. Det har været vigtigt for dem at gøre det godt, for de er den første klasse, der har fået lov til at gå på det særlige 10.-klasse-forløb.

»Hvis vi havde begået en fejl, så ville det have kostet dyrt. Så ville andre have talt dårligt om os, og andre ville ikke have fået muligheden. Men vi har gjort det godt i vores hytte. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det bliver at flytte hjemmefra«, siger Usman.

Kenny tæller resten af pengene op.

»Vi har 240 kroner i overskud! Sejt! Så kan vi købe morgenbrød i morgen«.

pai@dlf.org