»Vi har tit følt, at det var noget helt andet, vi burde gøre. I 10. kan vi endelig gøre, som vi vil«, siger lærerne Dorte Teige og Stephan Sembt.

10.-klasser får hjælp til at blive voksne

Elever lærer, hvordan de bidrager til samfundet og får en hverdag til at hænge sammen.

Publiceret Senest opdateret
Se video hvor Kenny og lærerne fortæller om projektet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

14 elever i 10.-klassen på Engskolen i København har stræbt efter de samme trinmål som alle andre. Men med store indlæringsvanskeligheder og en svær baggrund er vejen lang. Dorte Teige, som har været elevernes lærer siden 1. klasse, mener ikke, at det giver mening at blive ved med at terpe navneord, når de om et øjeblik skal ud og fungere i samfundet. Derfor har hun og hendes kollega Stephan Sembt tilrettelagt et særligt 10.-klasse-år for eleverne med titlen »Fra ungt skoleliv til kompetent voksenliv«.

De skal lære omsorg

Formålet er, at de ti drenge og fire piger i det kommende år bliver rustet til en hverdag som voksne. De får et førstehjælpskursus, et kursus i konflikthåndtering, og de skal lære om fagforeninger og arbejdsmarkedet. De har stadig de almindelige skolefag, men i dansk lærer de, hvordan man skriver ansøgninger. Matematik er blevet til hverdagsregning, hvor de finder ud af, hvor meget maling der går til en stue, eller hvordan de lægger budget for næste måned.

»Det er bedre at give dem noget, der er rettet mod deres niveau, og som de kan bruge fremover«, siger Stephan Sembt.

De unge skal også i praktik i en vuggestue og på lejrtur, hvor de får ansvaret for skolens 0.- og 1.-klasser - hjælpe dem tøjet på, trøste dem, få dem i seng og læse godnathistorie.

»De skal lære noget om at bo i en familie, om uddannelse og om at gå på arbejde. Det er ikke uden for vores område som lærere, det her. Vi vil jo, at de skal have et godt liv«, siger Dorte Teige og Stephan Sembt.

Klassen har netop afsluttet en uge i Karlslunde, 35 kilometer syd for København. Her har de boet i feriehuse, er gået på arbejde hver dag og har selv købt ind og tilberedt mad ud fra et fast budget.

Engskolens uddannelsesvejleder har kontaktet uddannelsesvejlederen i Karlslunde, som har fundet praktikpladser og boliger til de unge. Det er vigtigt, at det er tilstrækkeligt langt væk til, at de ikke kan tage hjem, hvis de ikke gider mere. De unge har arbejdet i supermarkeder, butikker, børnehaver, hos en busmekaniker, en glarmester og på lagre, og de to lærere er enige om, at det er gået rigtig godt.

»De er kommet op klokken seks og taget af sted med bus og tog, og vi er kun blevet ringet op tre gange af nogle, der var syge. Det har vist sig at være småting. Når vi har snakket lidt med dem, er de gået på arbejde og har været glade for det«, siger Stephan Sembt.

Specialskolen Engskolen

Eleverne på Engskolen på Vesterbro i København har alle generelle indlæringsvanskeligheder, ingen af dem kan klare folkeskolens afgangsprøve, og mange har diagnoser som infantil autisme og ADHD. Forældregruppen er den ottendefattigste af københavnske skolers forældregrupper. En del af eleverne gennemfører ikke de uddannelser, de starter på, og mange ender uden for arbejdsmarkedet.

Det er Dorte Teige og Stephan Sembt, der har designet det særlige forløb. Der var ingen penge til projektet, så de har søgt 21 fonde og fået 75.000 kroner fra BG Fonden, TrygFonden, Hørup Fonden og Brdr. Hartmann Fonden til hjælp.