Debat

Demokratisk dialog

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeppe Jensen anklager i sidste nummer Jan Trojaborg og undertegnede for at være lidt for meget 'politiker - en jeg ved bedst-holdning', fordi vi i hvert vores svar i et tidligere nummer har angrebet Stig Andersen for hans pludselige holdningsskift til overenskomstens mæglingsforslag.

Stig Andersen har selv tidligere gjort rede for baggrunden for holdningsskiftet, og jeg skal undlade at kommentere det yderligere, kun gentage, at jeg altså personligt ikke fandt begrundelsen i orden.

Men du rejser et principielt spørgsmål om forholdet mellem tillidsvalgte og de mennesker, der har valgt dem - en grundlæggende demokratidebat, og det vil jeg gerne svare dig på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Om forholdet mellem ledere/tillidsrepræsentanter og medlemmer mener jeg selvfølgelig, at man skal lytte til hinanden. En demokratisk dialog foregår mellem ligeværdige parter, som med samme eller forskellige synspunkter enten når frem til en fælles holdning eller accepterer, at man ikke kan nå til en sådan.

Når man er valgt til at repræsentere en gruppe, er det vigtigt, at man er i tæt kontakt med den, og at man i sit virke tager udgangspunkt i det grundlag, man i sin tid er blevet valgt på. Gennem dialogen og debatten ændres ens opfattelse ofte gennem tiden. Men jeg mener ikke, at man, hvis de medlemmer, der engang valgte en, svinger over i nogle helt andre synspunkter, så selv skal gøre det samme, hvis de nye synspunkter strider grundlæggende mod ens egen helhedsopfattelse. Man skal være medlemmernes forlængede arm, men ikke deres dukke.

Jeg ønsker, i forhold til de mennesker, som jeg er med til at vælge som repræsentanter for mig, at de er i stand til i vanskelige, tilspidsede situationer at kunne handle på egen hånd. Hvis det så viser sig, at de ikke levede op til de forventninger, jeg havde til dem, må jeg altså gøre mit til, at der bliver valgt nogle nye repræsentanter. Den mulighed foreligger nu på kongressen og ved de kommende valg til hovedstyrelse og på kredsgeneralforsamlinger.

Richard Vincent Samuelsson

formand for kreds 65