Blog
0   11

Aktionsforskning - indefra og udefra

Abonner på nyt om Micki Sunesen i dit personlige nyhedsbrev.


Foråret 2019 udgives en ny antologi om aktionsforskning. Jeg har været så priviligeret at være redaktør på den, og jeg kan allerede nu afsløre, at du godt kan glæde dig. Der er fyret op for en stærk læseoplevelse, som med stor sandsynlighed vil få betydning for, hvordan forskning og praksisudvikling såvel forstås som gribes an i fremtiden.

Jeg er redaktør på en kommende antologi om aktionsforskning. Titlen er "Aktionsforskning – indefra og udefra". Antologien udkommer foråret 2019 - på et tidspunkt, hvor aktionsforskning måske er mere relevant end nogensinde før. Denne relevans skærpes af især fire grunde.

Artiklen fortsætter under banneret

For det første skrives antologien af bidragsydere, som positionerer sig henholdsvis indefra og udefra aktionsforskningsmiljøet. Derfor antologiens undertitel. Det betyder, at ikke alle bidragsydere ser sig selv som fuldbyrdede aktionsforskere. Trods det er de gået ind på præmissen om, at ”dreje deres faglighed ind” i en aktionsforskningsoptik. Det er der kommet mange seriøse nybrud ud af, og det er spændende at fx læse om, hvordan kvalitative og kvantitative undersøgelser kan gøres inde for rammerne af aktionsforskning. Antologien bygger således bro mellem videnskabelige felter og faglige fællesskaber, og jeg ser således antologien som en vifte af friske bud på, hvordan viden kan skabes og praksis udvikles i en og samme bevægelse.

Netop denne tætte relation mellem forskning og udvikling ser jeg, for det andet, som en af aktionsforskningens særlige styrker og potentialer. Det er ikke sjældent, man hører diktatet om at praktikere skal basere eller informere deres praksis på forskning. Heri er et klart hierarkisk problem: forskere skaber viden, praktikere skal bruge den. Aktionsforskningen forsøger at nedbryde denne skæve rollefordeling ved at blandt andet demokratisere selve videnskabelsesprocessen. Demokratiseringen ses ved at praktikere positioneres som medforskere; forskere i egen praksis. De betragtes som ligeværdige professionelle, som indgår i et tæt samarbejde med forskeren om at imødegå konkrete og virkelighedsnære problemer. Forskeren har således en dobbeltrolle: han eller hun både forsker og tager del i udviklingen af praksis på en og samme tid. Det er på høje tid forskere finder vejen frem til praksis; der er brug for dem derude på skolerne.

Den tredje grund til at jeg ser aktionsforskning som værende superrelevant netop nu er, at jeg oplever et behov for, at udviklingsarbejde på skoler og kompetenceudvikling af de professionelle i langt højere grad tager udgangspunkt i reelle problemer i kontekst. I forbindelse med min egen ph.d.-afhandling, hvor jeg fra 2013 til 2016 forskede i, hvordan professionelle lærer som led i kompetenceudviklingsforløb, så jeg nogle klare udfordringer i at professionelles kompetenceudvikling gennemføres som kursusdeltagelse. Der er kæmpestore problemer med at skabe den nødvendige transfer fra kursuslokale til anvendelseskontekst (fx skolen). Ikke desto mindre ser det ud til at formlen ”tilpas teori fra et kursus til din praksis” lever i bedste velgående velvidende at det langt hen ad vejen er spildte resurser. Aktionsforskning adresserer dette transferproblem i og med at udgangspunktet for læreprocessen er konkrete problemer i de deltagendes egen praksis, sådan som de oplever og beskriver dem. Man kan sige, at bøtten vendes på hovedet i aktionsforskning, og det som de professionelle skal lære er i denne optik ikke noget, som en gang for alle besluttes på kommunalt niveau; det er noget som udspringer af en fælles erkendelse hos de professionelle om, at der er noget i relation til denne klasse eller børnegruppe, som vi ikke kan få til at fungere på trods af de store indsatser vi har gjort. Hvordan kan det være, og hvad kan vi gøre? Jeg taler her om, at behovet for at udvikle skolen og for at udvikle kompetencer skal udspringe af lokale erfaringer med konkrete problemstillinger vedrørende undervisning og elevernes udbytte af den. På den måde kan man se samarbejdet i en aktionsforskningsproces som en kontekst-sensitiv læreproces, dvs. en proces, hvor alle involverede parter i samarbejdet opfatter sig selv som lærende, også forskeren.  

Opsamlende ser jeg for det fjerde aktionsforskning som et tiltrængt modtræk til ”virkningsforskningen”. Der er nemlig ikke noget som altid "virker". Dertil er den sociale virkelighed i pædagogiske sammenhæng alt for kompleks og uforudsigelig. Frem for at gøre brug af forskning om ”det der altid virker”, så skabes der med aktionsforskning særligt viden om de sociale og kulturelle processer, som fører til at ”noget fungerer i denne specifikke kontekst på netop dette tidspunkt i historien”. Denne viden skal så bruges som inspiration til andre professonelle i lignende situationer, og ikke som et "forskningsbaseret facithæfte for god praksis".

Antologien henvender sig til såvel studerende som forskere, og kan læses med udbytte af alle, som ønsker at vide noget om aktionsforskning. Antologien er skrevet på et flot varieret og afbalanceret formidlingsniveau. Bidragsyderne er: Alexander von Oettingen, Søren Pjengaard, Søren Frimann, Mads Hermansen, Julie Borup Jensen, Henrik Buhl, Benedicte Madsen, Erik Laursen, Rune Müller Kristensen, Andreas Lieberoth og Karen Borgnakke. Bogen udgives ved Dafolo. 

Jeg håber, at du vil læse med.

Micki Sonne Kaa Sunesen, PhD.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ