Debat

Hvorfor var LO-enegang tæskedumt?

FOA har lige udgivet ”Historien om OK 18". Desværre fylder lærernes krav om en arbejds-tidsaftale forsvindende lidt i denne fortælling. Det er nødt til at give DLF og ikke mindst os menige lærere anledning til reflektere over, hvordan vi kommer i offensiven og får tilkæmpet os nogle ordentlige arbejdsvilkår.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Folkeskolen.dk hæftede jeg mig forleden dag (d. 25. sept.) ved følgende overskrift ”Bondo efter OK 18: LO-enegang var tæskedumt.” Anledningen var, at FOA på dagen havde udgivet en digital fortælling om OK18 og i den forbindelse var Anders Bondo samme dag blevet interviewet i Avisen.dk.

Dejligt, tænkte jeg, godt at Anders Bondo holder fast i, at vi lærere skulle have haft en arbejdstidsaftale under forårets overenskomstforhandlinger. Men nej, det var slet ikke hans pointe. ”Det (LO’s enegang) gjorde kun forhandlingerne vanskeligere, men fred være med det. Det har vi overstået, og det vigtige for mig var, at vi kom i mål alle sammen. Alle kunne registrere, at det skabte visse dønninger internt, men jeg er rigtig stolt over, at vi formåede at se os ud over det”, forklarede han d. 25. sept. til Avisen.dk.

Hvordan kan formanden for lærernes fagforening - min fagforening udtale, at ”vi kom i mål alle sammen”? I Anders Bondos perspektiv var LO´s enegang tilsyneladende kun et problem, fordi det gav lidt åbenlys splid blandt de offentligt ansattes forhandlere. At vi menige lærere skal arbejde videre uden en arbejdstidsaftale de næste 3 år er ikke noget, Anders Bondo åbenbart finder vigtigt nok at problematisere ved LO´s enegang. Men reelt var det LO’s enegang, der sprængte Solidaritetspagten og betød, at kravet om en arbejdstidsaftale for lærerne blev droppet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg vil opfordre alle til at læse FOAs ”Historien om OK18” http://historienomok18.dk/  Desværre fylder lærernes krav om en arbejdstidsaftale forsvindende lidt i denne fortælling. Det er nødt til at give DLF og ikke mindst os menige lærere anledning til reflektere over, hvordan vi kommer i offensiven og får tilkæmpet os nogle ordentlige arbejdsvilkår. Det kan vi i mine øjne kun gøre ved at genoplive Solidaritetspagten og sammen med alle andre offentligt ansatte kæmpe for bedre normeringer og tid nok til, at vi kan udføre vores arbejde fagligt professionelt og ordentligt.

PS Strategien om, at vi skal hive gode lokale forhandlinger hjem rundt omkring i kommunerne, er for mange af os en håbløs strategi set i lyset af de økonomiske besparelser, som kommunerne er pålagt af regeringen og den forrige regerings budgetlov.