Lærer til lærer

Grin og gensynsglæde

1. klasses genbesøg hos voksne kursistvenner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Hej 1. klasse. Hvordan går det? Tak for besøget. Vi var glade den dag, fordi vi ser jer og fordi vi snakker med børn. Børnene var smukke. Vi håber du vil besøge os. Hilsen Benafsheh og Selam.”

Efter buskørsel går vi i samlet flok op mod Sprogcenter Midt i Silkeborg. Forventningens glæde er stor hos 1.klasserne. Vi mødes af en indgangsportal af smilende kursistvenner, som klapper, da vi kommer. Det føles næsten som 1. skoledag.

Et stort lokale er gjort klar til vores ankomst. Vi sidder på stole i en stor kreds. Tavlen er flot dekoreret, og der står ”velkommen” på bl.a. kurdisk, arabisk, lettisk og tigrinia. Nogle af bogstaverne ligner næsten små tegninger. Dagens program er skrevet op på tavlen. Eleverne er dog sultne efter busturen, så der skal først spises en ”lille” mad. Jonas står og kigger lidt rundt og tager sig så sammen til at spørge: ”Må jeg ikke godt gå over og sige hej til hende der?” Han peger over på den syriske kvinde, han var sammen med sidste gang, vi sås. Selvfølgelig må han det og i et spring løber han over og giver hende et kæmpe kram og hopper op på skødet af hende.

Mohammad Jamil

Vi synger Mester Jakob ligesom sidst – også i kanon. Derefter skal Mohammad Jamil give koncert. Han går roligt op foran klassen, finder en lang kasse frem, som indeholder et helt specielt strengeinstrument. Jamil siger, det er en tanbur. Den er smukt udformet i noget særligt træ og pyntet med perlemor langs kantet. Den har ganske givet været dyr, og Jamil fortæller, hvor glad han er for, at han fik den med til Danmark. Mohammad Jamil går i gang med at spille. Eleverne er helt stille – musikken er anderledes end den, de er vant til at høre. I næste sang synger han til – også sangen lyder anderledes. Han fortsætter sin lille koncert og er tydeligvis stolt af sit talent og meget berørt og taknemmelig over, at vi har lyst til at lytte til ham. Under en af sangene begynder de kurdiske og syriske kursister at klappe taktfast – det lyder lidt off beat-agtigt. Den kurdiske musik er ligesom den arabiske, tyrkiske og iranske bygget på et system af diatoniske skalaer. Eleverne lytter lidt og begynder så også at klappe. Faktisk er de ret gode til at falde ind i den rette rytme.

Da Jamil er færdig med sin koncert, og klapsalverne er aftaget, må vi forsigtigt kigge på hans skattede instrument - tanburen. Det viser sig, at han i Syrien har været en meget kendt kurdisk sanger og musiker og har optrådt for 100.000 af publikummer til sine koncerter. Her var vi blot et hold kursister, 32 1. klasseselever og en håndfuld lærere. Tankevækkende som tingenes tilstand pludseligt kan ændre sig.

Boogie woogie på lettisk

Der bydes op til kurdisk kædedans. Jeg har læst mig til: ”at Kurdistans musik er præget af betydelige regionale forskelle som følge dels af opdelingen mellem forskellige stater, dels af det uvejsomme terræn med mange isolerede dalområder. Derfor udgør den folkelige kædedans et vigtigt samlingspunkt i det kurdiske samfund.” Vi skal holde i hånd – eller rettere i lillefinger. Det er fortrinsvis mændene, der viser, hvordan trinnene skal være. Nogle af kvinderne sidder og kigger på. Det er om at holde tungen lige i munden. En lille flok mænd bevæger sig ind i midten og danser solo med hinanden om skuldrene, som vrikkes på en helt særlig måde Det synes især drengene er sjovt. De forsøger at efterligne, selvom det er lidt svært.

Aleksandra, en lettisk kvinde, synes, dansen skal skifte og dirigerer til boogie woogie. Hun synger med høj og skarp stemme på lettisk, mens hun viser, hvilken legemesdel, der skal vises frem og rystes. Det ligner lidt den danske version. Næsten alle er med, danser og løber i futtog rundt i lokalet, mens der skråles ”Ah, boogie woogie woogie - hey”.

Vi skal spise

Kursisterne har planlagt løb i skoven. 10 poster skal findes og spørgsmål skal besvares. Kursisterne går afsted i små grupper med hver deres elever. Idéen er, at besvarelserne er en fælles opgave, men enkelte børn bliver mere optagede af frøer, biller og andre smådyr, der piler rundt i skovbunden. Efter orienteringsløbet er det madtid.

Hjemmefra er eleverne blevet forberedte på, at kursisterne har lavet mad til os – hver har de medbragt deres yndlingsret. Eleverne har været lidt betænkelige for hvad nu, hvis man ikke kan lide det? Det har vi talt en del om. Vi har også talt om, at kursisterne har gjort sig umage, og at man skal prøve at smage, selvom det ser anderledes ud. Da vi kommer fra skovturen er der dækket op med mad i alverdens farver og nye dufte. Rigtig meget af det er kager og søder sager. Alle betænkeligheder er pist borte. Eleverne går nysgerrige ombord i herlighederne og spiser løs – flere af dem går endda flere gange. Vi lærere får serveret en tallerkenfuld før alle andre – vi er jo de fornemme, synes kursisterne. Godt mætte af både herlig mad og indtryk går vi tilbage til bussen og kører glade hjem til Funder skole igen.

Da vi er kommet hjem udbryder Max Emil stolt: ”Mor, jeg spiste det hele, selvom jeg er vegetar”. Max Emil er ikke vegetar.

Som tak skriver vi et fællesbrev. Og vi får hurtigt svar igen: ”Kære alle i 1.klasse. Selv tak fordi kommer også besøg os. Det var så lidt. Vi håber vi møde igen. Vi glader os til vi ses igen. Kærlig hilsen Nori, Ali og Madina”.

Mon ikke vi skal lave mad sammen, næste gang vi mødes?