En replik om vejledning i Regeringens eud-udspil fra den 13. september:”Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden”

I sidste uge blev regeringens forhandlingsudspil til at få flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse offentliggjort. Intensionen er positiv, men hvis man nærlæser, hvilke forestillinger om vejledning i de ældste klasser, som udspillet rummer, melder sig en kritisk stemme, der spørger: Hvilket syn på vejledningen ligger der heri?

Overordnet kan man sige, at udspillet er et spejl af tendenserne og bevægelsen gennem de senere år mod tidligere tiders undervisningsbaserede vejledning og matchningstænkning. Det vil sige den organisering af vejledningen og den vejledningstænkning, som vi havde før vejledningsreformen i 2003. Hvordan nu det?

I udspillets kapitel 2 ”Opgør med automatvalget” (dvs. opgøret med valget af gymnasiet) opridses der 6 forslag for 7.-9. klasse, som har til formål, at eleverne skal få større kendskab til erhvervsuddannelserne, og at flere skal vælge en erhvervsuddannelse. Det, der er fælles for de 6 forslag, er, at det primært er folkeskolens lærere, der skal varetage opgaverne, fx i et nyt obligatorisk undervisningsforløb i 8. og 9. klasse ”Uddannelses- og erhvervskendskab”, ”undervisningsbaserede aktiviteter i 7.-9. klasse” og i arbejdet med ”nationalt inspirationsmateriale”. Når man læser teksten til de 6 forslag, tales der primært om lærere og undervisning, og det forslag til kompetenceudvikling af vejledere og folkeskolelærere, der også indgår, handler om at ”øge det generelle vidensniveau om erhvervsuddannelser og understøtte det nye nationale program for valg af ungdomsuddannelse”. Kompetenceudviklingen af folkeskolelærerne omfatter altså ikke vejledningsteori og vejledningsmetoder!

Med andre ord: Der er ikke noget sted i dette udspil en anerkendelse af, at vejledning er en særlig faglighed, der har elevens karrierelæring som mål, og som omfatter åben og uvildig understøttelse at elevens kendskab til sig selv, omverdenen, mulighederne og valgprocesser – og ikke dirigering hen mod festlagte mål.

Engang imellem kan det være sundt at spille djævlens advokat i forhold til politiske og ideologiske udspil om unge og uddannelse – derfor: Læst med de kritiske briller viser udspillet, at vejledning tænkes organiseret primært som undervisning og udført som matchning af eleverne til bestemte uddannelser (og senere erhverv) gennem øget fokus på uddannelsesparathedsvurdering, UPV. UPV’en gør – uanset de bedste hensigter og gode indsatser – lærere og vejledere til bedømmere af eleverne. Lærere har altid skullet bedømme eleverne, men det har ikke været vejledernes opgave.

Selvom det er politisk ukorrekt i disse individualistiske tider at stille Lars Olsenske spørgsmål om klassemæssige forskelle og strukturelle årsager, kunne det også være sundt at stille spørgsmålet – og få undersøgt –, om det næsten kun er børn af arbejderklassen og underklassen, der erklæres ikke-uddannelsesparate, og som der så laves kompensatorisk pædagogik for?

Det kan meget anbefales at nærlæse regeringens udspil og følge med i, hvor de politiske forhandlinger om det lander. Også udspillets kapitel 4 ”Flere skal vælge rigtigt første gang” er en kritisk refleksion værd, når verden og arbejdsmarkedet ser helt anderledes ud om et årti eller to.

Carla Tønder Jessing

Formand for Danmarks Vejlederforening

Se kapitel 2 i ”Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden”: