At tale om en egentlig diagnose for sorg skaber ofte højlydt debat. Alle kan hurtigt blive enige om, at sorg er en vanskelig proces - men hører det blot til blandt livets grundvilkår, eller er det bedre at forstå som et sygdomsbetonet fænomen, hvor vi fortsat har meget at lære om den bedst mulige lindring af sorg? Her deles vandene.

På Sorgkonferencen 2018 var WHO's kommende sorgdiagnose i centrum. Flere forskere godtgjorde, hvorfor diagnosen er vigtig, dels i anerkendelsen af sorgens væsen, dels i forhold til at undgå de såkaldt forlængede sorgreaktioner. Argumenterne blev fremlagt på basis af talrige evidensskabende undersøgelser, og der var bred enighed om, at især metoden 'Complicated Grief Treatment', som er udviklet af Dr. Katherine Shear, professor i psykiatri ved Columbia School of Social Work i New York, er både effektiv og evidenstung.

En af de væsentligste udfordringer ved den nye sorgdiagnose er imidlertid, at den ikke indbefatter børn. Det betyder, at forskningen i skrivende stund ikke kan give tilstrækkelige svar på, hvad der sker hos børn, som udvikler kompliceret sorg og dermed forlængede sorgreaktioner. For voksnes vedkommende anslås det, at ca. 10-20 % af alle personer i sorg udvikler en forlænget sorgreaktion. For børn findes ingen tal - men hvorfor skulle det forholde sig anderledes?

Heldigvis har vi i Danmark foreningen Børn, Unge og Sorg, som ligeledes danner organisatorisk ramme om Det Nationale Sorgcenter. Her foregår en konkret og nødvendig indsats i forhold til at øge bevidstheden om børns sorgreaktioner. Lene Larsen, som er forskningskonsulent i Det Nationale Sorgcenter, fortalte på en workshop om det potentielt livsomvæltende i barnets møde med sorg, herunder de tilfælde, hvor barnet på sigt har vanskeligt ved at tilpasse sig den nye situation. De fleste børn tilpasser sig, men langt fra alle. Desuden er barnets alder og udviklingsniveau en væsentlig udfordring for det at kunne have en retvisende samtale med barnet om dets tilstand. I alle tilfælde er det igen den tidlige indsats, som er altafgørende, men også især den vedholdende opmærksomhed fra voksnes, herunder skolens, side.

Udfordringerne for barnet i sorg kan være store nok i sig selv, men de kan også let forøges i en skolehverdag, som derfor kan vise sig svær at genoptage. En kendt og udbredt respons blandt voksne på børns oplevelser af tab og sorg er, at barnet vil have godt af hurtigt at genoptage en kendt hverdag. Det er måske korrekt i nogle tilfælde. Men hvori består det velkendte, når verden nu er grundlæggende forandret for det barn, som måske netop har mistet en forælder? Der er således behov for, at skolen indrettes på en måde, hvor der er plads til afvigelse fra normen i hverdagen. Livet følger ikke altid ugens skema.

Kigger man ind på hverdagen i skolen i al dens detailplanlagte ugeplansstyring og årsplanlægning er det vanskeligt at få øje på, hvor tiden og rummet til at møde barnet i sorg skal komme fra. Lærerens relationskompetence er selvsagt det vigtigste element i den sammenhæng, men lærere er også kun mennesker. Alle reagerer vi forskelligt i mødet med et andet menneske i sorg, og især når det gælder børns sorg, kommer lærerens egen 'bagage' ofte i spil. Alligevel er det nok mere rammerne for skolens hverdag, som kan vise sig at være den største udfordring. Handleplaner for sorg på den enkelte skole er derfor et skridt i rigtig retning, men igen vil jeg hævde, at den nuværende måde at holde skole på vanskeligt levner naturlig plads til at kunne inddrage denne type livsfænomener.

Død, tab og sorg er en del af livet, og derfor bør skolen indrettes på en måde, hvor disse livsfænomener gives plads i hele skolens virke. Det kan blandt andet ske med henvisning til formålsforpligtelsen på at understøtte elevernes alsidige udvikling, men det kan også ske mere grundlæggende ved at gøre livet til genstand for skolen og ikke omvendt.