Sådan bliver dit første år

Skole i Ølstykke kender opskriften på, hvad et drømmejob for lærere består af. Fællesskab med kolleger er i centrum.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vil du have et drømmejob? Hvis ikke man har et i forvejen, vil de fleste sikkert svare ja til det spørgsmål.

Derfor er det lidt mærkeligt, at der, en uge før ansøgningsfristen udløb, kun var kommet 14 ansøgninger til jobbet som lærer på Stengårdsskolen i Ølstykke. Der er nemlig tale om et »ledigt drømmejob«, som der står i overskriften på annoncen på lærerjob.dk »Vi mener det helt seriøst«, siger viceskoleleder, Heidi Wang. »På Stengårdsskolen kan vi tilbyde arbejdsforhold, som ikke fås bedre på andre skoler, og vi har et perfekt arbejdsmiljø«.

Ifølge viceskolelederen skal der flere ting til, før der er tale om et drømmejob for lærere. Der skal være et uhøjtideligt og imødekommende arbejdsmiljø med et godt kollegialt arbejdsklima, der skal være mulighed for at sparre med læreruddannede kolleger, skolen skal arbejde i selvstyrende afdelingsteam, og skolen skal have tidssvarende bygnings- og lokaleforhold.

Sjovt nok er det lige præcis tilfældet på Stengårdskolen. »Spøg til side. Det er afgørende for lærere, at arbejdsklimaet er godt, og at det kollegiale fællesskab fungerer, som det skal. Der skal både være mulighed for kvalificeret faglig sparring og for givende socialt samvær. Vi kan tilbyde begge dele, mener både vores lærere og ledelsen«, siger viceskolelederen. Noget er der om snakken. I alt fald viser en undersøgelse Medeaprojektet, gennemført af forskere fra Aalborg Universitet, at oplevelse af fællesskab betyder rigtig meget for lærernes arbejdsmiljø. Og fællesskab opbygges både gennem målrettet faglig debat og dialog og via mere uforpligtende samvær.

»En gruppe lærere har lige været til oktoberfest i København, og for nylig blev der arrangeret bowlingaften. Den slags giver basis for en rigtig god arbejdsplads«, siger Heidi Wang. Forklaringen på, at der ikke er så mange, der vil have drømmejobbet i Ølstykke, skal findes lige under overskriften: »Vi skal bruge fysik, biologi og matematik. Herudover er der frit spil«.

En undersøgelse gennemført af Uni-C i 2009 viser, at folkeskoler generelt har vanskeligst ved at finde lærere med musik, fysik/kemi og tysk som linjefag. »Det er sikkert med til at begrænse interessen, at det er de fag, der skal undervises i«, siger viceskolelederen. »Men vi er godt tilfredse med ansøgerfeltet, og skal nok finde en i bunken, der matcher skole og kolleger«.