Den 30. september fylder Oskar Trieb 60.

DLF’s økonomichef bliver 60

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han er ikke god til at bruge foreningens indtægter. Han er meget bedre til at spare, hvor det er muligt. Og investere, hvor det er nødvendigt. Så medlemmerne får mest for pengene, og kontingentet holdes så lavt som muligt. Kort sagt: Oskar Trieb er den rette mand som økonomichef. Torsdag den 30. september bliver han 60 år.

Fødselaren er medlem af Danmarks Lærerforenings administrative ledelse, som består af sekretariatschefen, vicesekretariatschefen og økonomichefen. GL, hedder trojkaen internt i sekretariatet. De to bogstaver står for »generel ledelse«. Oskar Trieb fik ansvaret for DLF's økonomi i 1987.

Foreningens samarbejdsparter og forretningsforbindelser kender ham som en effektiv og kontant forhandler, og som økonomichef går han ind for effektivitet, overblik og gennemskuelighed - tre vigtige kvaliteter i en demokratisk organisation.

Trieb har en uddannelse i regnskabsvæsen fra Handelshøjskolen og er MPA'er, Master of Public Administration. Før han kom til DLF, var han ansat i Allerød Kommune, sektionsleder i Dansk Sygeplejeråd og administrations- og økonomichef i Husligt Arbejderforbund.

I fritiden bruger fødselaren en del tid på badmintonbanen. God mad og rejser kan også lokke ham. Og så henter han gerne selv sine hvidvine hos en vinbonde i Frankenområdet i Tyskland.

Oskar Triebs runde dag markeres ved en reception i Danmarks Lærerforening fredag den 1. oktober mellem klokken 13 og 15.

Powered by Labrador CMS