Debat
3   21

Skolen, stilhedens og lysets verden

En gave

Der var så mennesketomt og stille, at jeg kunne høre lydene. Klokkeklare toner i det enorme rum, der med stentrapper og -gange åbnede sig labyrintisk ud i andre rum mellem stenvæggene. Der var så tomt for alt andet end trapper og gange, mure og døre og vinduer, at jeg kunne se lyset. En tindrende varme der vældede ind gennem vinduerne og oplyste alt.

Der følte jeg mig med ét lykkelig. Midt i et under af stilhed og lys og varme. Og jeg var der blot. Intet andet. Stod der og fik lov at være til, at være mig, fordi jeg havde fået lov til at stå der. At stå der uden for døren, mens de andre stadig skulle sidde inde i klassen og læreren blive der sammen med dem.

Artiklen fortsætter under banneret

Det var lærerens og de andre børns stemmer, jeg fjernt kunne høre inde fra det rum, jeg selv kom fra og stod udenfor, og endnu fjernere inde fra de andre rum, hvor der også sad børn og også var en lærer. Alle dem, der måtte blive derinde og ikke som jeg måtte stå her og mærke trygheden ved at være til i stilhedens og lysets hus med de mange kroge og bortløbende gange med op- og nedadstigende trapper.

***

Det har været, da jeg gik i første klasse på Østre Skole i Hjørring. Og jeg hører pludselig skridt, der nærmer sig med stilhedens fred i hælene. Ud af lyset fra det enorme gangvindue, der vender ud mod skolegården, træder en mand, jeg ikke kender, men har set gå ind i klasseværelser med andre børneflokke. Han har også stået og dirigeret os alle ind og ud af bygningen. Nu står han foran mig med lyset omkring sig, ser på mig og siger:

”Hvorfor står du her?” ”Det ved jeg ikke.” ”Du har nok gjort noget, du ikke måtte.”

Hans stemme er venlig, spørgende og konstaterende på én gang, og han slår mig opmuntrende på skulderen og går videre, forsvinder med lyset ind i en af de andre gange, hvor hans skridt dør væk.

Min betryggelse er vokset. Han ved ligeså lidt som jeg selv, hvorfor jeg får lov til at stå her. Men hans klap på skulderen har markeret, at det er i orden, at jeg står her og er glad midt i en stilhedens og lysets verden med stor fred, nu den vanlige larm, skubben og skrigen og trampen og snublen fra alle de fremmede børn under de voksnes kommando er tømt ud af skolens rum og jeg blot kan være til.

***

Først mange årtier efter i min voksenalder generindrer jeg en dag den nævnte dag og ved først nu, at jeg var blevet sat uden for døren. Sandsynligvis fordi jeg har snakket med sidemanden eller en af dem foran eller bag mig. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke erfaret mig frem til skolens nye virkelighed, hvor naturlig snak med ligesindede ikke mere kunne foregå frit inde i de rum, de voksne samlede os i. Og jeg er så blevet straffet ved at blive sat udenfor. I de voksnes forståelse en straf. Men for barnet, der intet forstod, en gave.

For læreren, der slog mig på skulderen, var det måske trøstende, men med fuld sikkerhed kan jeg sige, at der i det slag også lå: ”Det skal nok gå!”

Og det gik. Hvor meget anderledes kunne det ikke have været, hvis min verden var blevet splintret med skældud og irettesættelser for noget, jeg endnu ikke forstod?

***

Det var den eneste gang, jeg i min skoletid blev sat uden for døren. At læreren, der ude på gangen gav mig det opmuntrende klap på skulderen i stedet for at skælde mig ud, dermed forøgede og styrkede min trygheds- og lykkefølelse, er jeg ikke i tvivl om. Dermed var han med til at skabe et indre hvilerum i mig, et tryghedsrum, der har medvirket til, at jeg rent faktisk gennem min skoletid følte mig relativt glad og uden for fare også inde i klasselokalerne.

***

Denne tryghedsfølelse har uden tvivl også været supplerende grundfæstet i, at vores skoledage var forholdsvis korte, og hinsides dem var det uindskrænkede og uovervågede fritidens og frihedens liv i byens gader, i baggårdene, nede på engene og ved søerne, oppe i skovene, ude blandt bakkerne og ved åen. Alle de opdagelsesområder og trække sig tilbageområder, hvor selvhvilen også kunne indfinde sig og stilheden og lyset vokse frem inden i en selv, samtidig med at de vældede ind over en fra himlen, solen, skyerne, regnen og vinden, og i vinterhalvåret fra gadernes lys over mine trippende, søgende skridt gennem min helt egen verden, alene, eller sammen med de andre opdagelses-luntende børn. I barnets verden.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ