Horsens-skole har stor succes med satsning på idræt

Langmarksskolen i Horsens fejrer i dag 10 år som idrætsskole. Afdelingsleder mener, at det har været en stor succes at satse på idrætten og på et godt samarbejde mellem professionelle instruktører og skolens lærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Cirka en femtedel af Langmarksskolens 500 elever går i talentklasse og starter hver morgen ud med idrætsspecifik morgentræning. De øvrige elever har dobbelt så meget idræt på skemaet som tidligere.

Langemarksskolens satsning på idræt går nemlig på to ben. Det siger Christian Christensen, som er afdelingsleder på Langemarksskolen, som i dag fejrer 10 års jubilæum som idrætsskole.

"Vi stod for 10 år siden med en udfordring i at skabe motiverende idrætsundervisning med en høj kvalitet. Løsningen blev at lave et systematisk samarbejde mellem vores lærere, som har de didaktiske og pædagogiske briller på, og så professionelle instruktører", siger afdelingsleder på Langmarksskolen, Christian Christensen.

Første idrætstime efter sommerferien 

Som en del af det tætte samarbejde afholder skolen såkaldte skole-hjem-træner-samtaler, hvor de professionelle sportsinstruktører er med.

"Hvis der er noget, som er svært for en elev i den ene arena, er det typisk også svært i den anden, og derfor har vi valgt at afholde skole-hjem-træner-samtalerne", siger Christian Christensen.

Samarbejde og tydelig ansvarsfordeling

Talentklasserne i udskolingen er blevet til i samarbejde med Team Danmark og lokale klubber og foreninger, og med dem skabes rammerne for, at sportsambitiøse elever kan kombinere en god skolegang med jagten på at blive eliteidrætsudøver, mener Christian Christensen.

Elitelinje skal stoppe elevflugt 

Den sportslige del tager lokale klubber og foreninger sig af, og når eleverne så møder ind på skolen efter endt morgentræning, tager skolens lærere over.

"Skolegangen for eleverne og sammensætningen af lærerteams adskiller som ikke som sådan fra, hvad der ellers er normalt. Når elevernes morgentræning er ovre, så er det vigtigt, at det er lærerne, som tager og varetager den fagfaglige undervisning", siger Christian Christensen.

Særlige hensyn fylder ikke meget

Der er nogle særlige hensyn, som skal tages til idrætseleverne, men det fylder ikke meget, siger Christian Christensen.

"Jeg synes, vi har fundet en god balance, for det er også vigtigt, at eleverne kan indgå i et almindeligt skolefællesskab. Men når de kommer fra morgentræning, skal de have noget benzin på motorerne, og derfor får de lov at sidde og spise stille og roligt. Nogle gange skal de have fri til større stævner, men vi fejrer det som en succes for eleven i stedet for at blive sure over, at han eller hun nu skal af sted igen og er fraværende i undervisningen", siger Christian Christensen.

Høj trivsel i talentklasserne

Skolen trivselsmålinger viser, at den målrettede undervisning ikke går ud over det sociale liv.

"Eleverne i Talent-Idrætsklasserne trives, fordi de er sammen med ligesindede og derfor ikke behøver at forklare sig hele tiden, når de prioriterer træning frem for en glad aften i byen. Samtidig styrker talentdelen udskolingen og er med til at skabe et rigtigt godt ungemiljø, fordi de forskellige elevtyper er gode rollemodeller for hinanden", siger Christian Christensen.

Eliteindrætsklasser indsnævrer elevernes sociale netværk 

For Frederik Timm Rasmussen, der går på talentlinjens 9. årgang, betyder sammenholdet med ligesindede dog særlig meget. Frederik flyttede fra Gedved Skole til Langmarkskolen for at forfølge sin store drøm om at blive professionel fodboldspiller.

"Det kan være svært at opretholde et socialt liv, når man dyrker sport på eliteniveau, men her er der forståelse for, at man siger nej til at feste og drikke alkohol til den lyse morgen. Samtidig giver det stærke venskaber at gå her, fordi vi deler både sport og skolegang", siger han.

Powered by Labrador CMS