Lærer til lærer

Mellemtrinstysk - en anderledes organisering

Med en anderledes organisering blev tyskundervisningen optimeret

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mellemtrinstysk - en anderledes organisering

På Fjordbakkeskolen afd. Taulov i Fredericia er vi tre tysklærere, der underviser på mellemtrinnet. Vi har tre spor på årgangen og har valgt en anderledes organisering for at optimere elevernes læring.

Vores morgenlektion har en varighed på 60 minutter og der har vi fået placeret vores tysktimer på 5. og 6. årgang.

Det, der er det nye er, at vi ikke er en lærer på en klasse, men at vi alle tre underviser i alle klasser med 20 minutter hver. Vi, lærere bevæger os fra klasse til klasse, så eleverne bruger ikke tid på at skifte lokale. Det giver et stort flow og en masse forskelligartet tyskinput på 60 minutter. Ved fravær deler vi de tre klasser i to hold, og således kommer der aldrig en fremmed vikar ind.

Vi har i vores fælles årsplan fordelt færdighed- og vidensmålene mellem os, så eleverne får 3 x 20 minutter med stor variation og en fælles rød tråd i indholdet.

Denne organisering tager afsæt i et professionelt læringsfællesskab, hvor vi udnytter hinandens styrker og får nogle berigende didaktiske samtaler undervejs.

I løbet af de 60 minutter får eleverne ikke et ben til jorden, de stopfodres med forskellig indhold, undervisningsformer og metoder på tysk. Eleverne møder tre lærerpersonligheder, der alle brænder for faget.

Den eneste ulempe er, at relationsarbejdet kan være udfordrende, da der er tre gange så mange elever at lære at kende. Men vi synes, at det faglige udbytte er så meget større med denne organisering at det kompenserer for dette.

Både forældre og elever er glade for ordningen, der selvfølgelig kræver lidt tilvænning de første uger.

Powered by Labrador CMS