Er vi ved at genopfinde 1950’ernes “røv-til-sæde” skole med nye undervisningsteknologier?

Mikkel Offenberg

har bidraget med | 10 INDLÆG | 63 ANBEFALINGER | 34 KOMMENTARER

Hvad er nye teknologiers rolle i den gode undervisning og hvordan kommer vi udover, at skolen bliver genopfundet med nye og dyrere løsninger til samme grundlæggende måde at lave undervisning på. Dette blogindlæg undersøger professor William Rankins syn på, hvornår vi bør lægge computeren væk og finde papir og blyant frem istedet.

I 2017 gæstede William Rankin Danmarks læringsfestival. Rankin er professor og beskæftiger sig med læringsdesign. Han er bl.a. tidligere leder af Apple Education og har længe arbejdet med innovation i undervisning. Han talte på festivalen om undervisning i et historisk perspektiv med et fokus på nye teknologiers samspil med læring.

Push Button Education

Undervejs præsenterede Rankin en illustration, der satte skolens forhold til nye teknologier på spidsen. Det er en tegning af Arthur Radebaughs fra 1958 og en fremtidsvision for skolen med titlen: “Push-Button Education - Closer Than We Think”.

Arthur Radebaugh. “Closer than we think.” 1958. Tribune Media Services, Inc.

Den tilhørende tekst, der beskriver “Push Button Education”, er ret interessant her 60 år senere. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til beskrivelsen:

• Flere elever til færre lærere
• Undervisning via film og computer
• Eleven løser opgaver ved at trykke på knapper
• Opgaver tilpasses automatisk til elevens niveau
• Elevens fremskridt monitoreres tæt via computer og vurderes periodevis af underviseren.

Illustrationen viser dog intet nytænkende i måden, hvorpå undervisningen foregår, hvilket netop Rankins pointe: man havde fokus på den teknologiske udvikling frem for undervisningens udvikling - et fokus, der i store dele af undervisningsverdenen er intakt idag. Fremtidens skole bliver derfor blot en form for remedieret og højteknologisk udgave af sig selv.

“Anything you can do on paper, you should do on paper - it’s cheaper”

Argumentet bruger Rankin bl.a. til at udfordre digitalisering af skolen. Her præsenterer han en tommelfingerregel: “Anything you can do on paper, you should do on paper” og tilføjer “it’s cheaper”. Hvis en ny teknologi ikke ændrer nævneværdigt ved læringsprocessens muligheder og dynamik, så er der som regel ingen grund til at anvende den.

Hvad skal vi så bruge nye teknologier til?

Svaret ligger for Rankin i hans “Cubic Learning”, der er en tredimensionel model, der forklarer, hvor stort læringspotentiale en læringsaktivitet rummer.  De tre dimensioner er: community, content og context. På billedet ses læringens multiplikationsfaktorer, jo højre score des bedre. (Læs evt. mere om Cubic Learning her).

Dermed skal nye teknologier finde deres eksistensberettigelse i at muliggøre f.eks. dynamisk samarbejde eller mulighed for at skabe indhold selv. Alternativt kan det være en god ide at finde papir og blyant frem (det er billigere!).

Skolen anno 2018

Kigger vi på nogle af de fremherskende nye teknologier i skolen idag, er der flere, der ud fra dette synspunkt, ikke spiller nogen væsentlig rolle i at styrke læringspotentialet i undervisningen. Betyder det så, at de ikke kan bruges og tjene et formål i skolen? Nej, ikke nødvendigvis. Her må vi også kigge på om teknologi eksempelvis letter lærerens arbejde og derigennem frigører ressourcer, så lærerne kan bruge mere tid på noget andet. Men det modsatte synes at være oplevelsen hos mange lærere.

Derfor må vi i langt højere grad begynde at diskutere, hvordan vi bruger teknologi til at styrke læringen i undervisningen og ikke blot konstatere, at nu bruger næsten alle lærere ny teknologi og se dette som en målsætning i sig selv, som det var tilfældet i den seneste Rambøll rapport om IT i grundskolen. Her kan Rankins “Cubic Learning” være en brugbar ramme, så vi nærmer os det væsentlige: teknologiens rolle i at styrke undervisningens kvalitet.