Store opfindere, historikere, forfattere, musikere, kunstnere og skuespillere, der alle sammen har det til fælles, at de har eller har haft en anden psykisk lidelse.

Maleren Dali, Mozart, Michael Jackson, Kurt Cobain og mange kreative personligheder bekræfter, at der er noget om snakken, når der bliver sagt at balancen mellem galskab og genialitet er hårfin.

Det er stadig ikke afklaret, om Kurt Cobain officielt blev diagnosticeret som bipolar. I hans yngre liv blev han vidst diagnosticeret med ADHD og senere med manisk depression.

Det er desværre nok bare sådan her i livet, at hvis du skal give ”det store lys”, så må du også have kendt til det forstummende mørke. Det er ikke rart, men skal du anskue livet på en lidt anden måde og med et lidt andet skråblik end andre, så må du slet og ret være lidt tosset og tænke lidt anderledes end andre.

Er de mere intelligente? Har de særlige evner? Måske! Der er i hvert fald sagt og skrevet mangt og meget om eksempelvis autister. Nogle betegner dem som "nørder" med helt særlige talenter og interesser og andre mener, at de tænker mere i systemer og detaljer end i følelser. 

Psykiske lidelser og kreativitet har været tæt forbundne begreber i mange år. De ovennævnte personligheder er alle tydelige eksempler på forbindelsen. Men det er ikke kun hos nogle af verdens største genier denne kobling findes.

De er også vores naboer, venner og familiemedlemmer og deres børn, hvor deres opførsel og kreative tankegang adskiller sig fra den de fleste synes er ”normalt”.

Komikere er også enormt kreative og træner hjernen til at tænke i brede, associative mønstre. Det hænger sammen med, når de f.eks. skal skrive vitser. I hjernen hos et menneske der ikke er kreativ, vil der ved ordet ’bil’ skabes ét billede af en bil. For eksempelvis komikeren er det derimod som at foretage en søgning på internettet. Alt der er beslægtet popper op; lige fra billeder af fede mennesker, babyer der sidder ved ratet til trafikuheld og mekanikere.

Diagnoser ses ofte som noget negativt, men meget ofte kan det give en bedre forståelse af de stærke og svage sider, man indeholder som menneske.

Kreative mennesker er gode til at tænke ”ud af boksen”. De er derfor som regel svære at få til at passe i en kasse. Kasserne giver mange mennesker tryghed og anderledestænkende mennesker, der farer rundt mellem disse kasser, gør beboerne utrygge. Som en storm, der truer med at flå taget af huset. Kreative stiller mange underlige spørgsmål, fordi de er nysgerrige. De afprøver grænser, ikke for at være rebelske, men for at udforske, forstå og lære nye ting. De udfordrer konstant det normale ved at afprøve nye tilgange og nye synsvinkler. Tænk at have dem i børnehaven og i skolen, uden voksne der har tid til at kunne ”tage sig af” de krudtugler?

Vores samfund er fuld af bureaukrati og stramme planer, lige præcis derfor kan det være svært for kreative mennesker at finde sig til rette i sådanne systemer. De passer simpelthen ikke ind og de stiller for mange spørgsmål.

Så hvordan forholder det sig med børn og unge, der er tænker anerledes?

Den sociale orden i daginstitutioner og skoler er i dag etableret af normer og værdier, som i vidt omfang fungerer som en ensliggørelse af børn og unges sociale udfoldelse.

Dette forstærkes af de politiske krav om en standardisering af pædagogiske procedurer og præstationskrav. I dette ”normaliseringsperspektiv” bliver børn og unges sociale og kulturelle forskellighed til et pædagogisk problem.

Denne forskellighed udtrykker mange pædagoger og lærere som den største udfordring i deres praksis.

I et inklusionsperspektiv er det ikke et pædagogisk mål, at ensliggøre børn og unge eller reducere forskelligheder, men netop at udnytte denne sociale realitet i de pædagogiske institutioner som et konstruktivt afsæt.

Både almenpædagogik og specialpædagogik handler om nogle af de samme ting, blandt andet at få børnegrupper til at fungere og agere fornuftigt med hinanden.

Pædagogik og didaktik er nogle helt centrale komponenter begge steder, nemlig at prøve på at beskrive, hvordan didaktik, inklusion og specialpædagogik spiller sammen.

Folkeskolelæreren er i kontakt med en lang række andre fagligheder – specialæreren, psykologen, AKT-vejlederen, Tale - høre-konsulenten og pædagogen.

Problemet ligger i, at der simpelthen ikke afsættes ressourcer og dermed tid til at disse faggrupper mødes og har mulighed for at sætte gang i systematiske faglige dialoger, så de har chancen for at få udvekslet viden i forhold til praksis.

Konflikten om børns læring bliver derfor ofte formuleret som en konflikt mellem ”normale børn” og børn med særlige behov.

Jeg synes derfor, at man med rette kan hævde at samfundet er i gang med en pædagogik, der bygger på monokulturel forståelse, tænkning og præstationer.

I fremtiden vil der være stor konkurrence fra alle verden lande og det vil betyde at Danmark mister mange jobs. Hvis vi som samfund skal have råd til velfærd, så kræver det at vi skruer op for kreativiteten og innovationen. Det har der været meget fokus på.

Så hvorfor ikke værdsætte de skæve, kreative børn, unge og voksne og poste flere ressourcer i de anderledestænkende børn og fjerne alle burekraterne, der blot er ansat til at skulle forstærke kravene om en standardisering af pædagogiske procedurer og præstationskrav?