Blog
7   34

Om relationskompetence

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Nogle strøtanker

 

Artiklen fortsætter under banneret

Der er nogle, der i disse år er meget begejstrede for begrebet relationskompetence. Der findes også folk, der påstår, at pædagogiske institutioner skal have et særligt fokus herpå. Nogle går så vidt, at de mener, at relationskompetence er noget, man kan og bør lære sig. De mest ihærdige finder, at kompetencen ligefrem skal trænes på lærer- og pædagoguddannelsen.

 

Jeg kan godt forstå begejstringen, og jeg synes også, at begrebet er anvendeligt i en række situationer. Endda vil jeg indrømme, at det faktisk godt kan bruges i visse uddannelsessammenhænge.

 

At have kompetence i at indgå relationer er vigtigt mange steder. Eksempelvis skal man jo af og til omgås og samarbejde med folk, man enten ikke kender eller ikke kan lide, og der er det vigtigt at have et teknisk beredskab til at etablere brugbare relationer. Fx hvis man på sin arbejdsplads skal lave et projekt med en irriterende kollega, så er det vigtigt at vide, hvordan man kan etablere en hensigtsmæssig relation, der sikrer at opgaven bliver løst. Det samme gør sig gældende, hvis man skal hjælpe en tilfældig forbipasserende med at finde vej. I sådanne situationer er der typisk tale om nogle tekniske sociale færdigheder, man må og skal mestre. Ellers får man det svært.

 

Af ovenstående grunde bør begrebet også anvendes i visse uddannelsessammenhænge, fx hvis man skal være ejendomsmægler eller butiksassistent. I sådanne funktioner skal man kunne etablere positive relationer til mennesker, man ikke emotionelt skal knytte sig til. Derfor må man beherske det man på engelsk kalder ”social skills”, hvilket meget godt svarer til det gode danske ord ”relationskompetence”. Derfor må man lære, hvordan man teknisk etablerer gode og funktionelle relationer, der letter arbejdsgangen og kommunikationen. Den slags kan man rigtignok sagtens træne og dygtiggøre sig i.

 

Det siger sig selv, at lærere og pædagoger ikke skal være relationskompetente. For hvis de er det, kan de ikke løse deres opgave, eftersom den ikke kan sammenlignes med situationer, hvor relationskompetencen kommer til sin ret. At beskæftige sig med andre menneskers dannelse er nemlig ikke en teknisk social manøvre, men i stedet noget, der knytter sig til menneskelivet i al dets sårbarhed, flygtighed, ophøjethed og forunderlighed. Dette kan kun praktiseres ved at læreren eller pædagogen er fuldt og helt til stede som et uprofessionelt menneske, der indtager en professionel funktion. Læreren eller pædagogen skal ville både faget, aktiviteten og barnet, og det kan man ikke træne eller lære. At ville nogen eller noget er nemlig hamrende uprofessionelt, og ikke noget, der kan gøres til genstand for metodiske overvejelser. Selve formidlingen af fagets eller aktivitetens indhold er derimod i mange henseender en professionel opgave, som man gøre sig mange fine metodiske overvejelser om.

 

Men kan man ikke bare undervise på samme måde som en ejendomsmægler fremviser boliger – altså med formidling af diverse fakta, samtidig med at man siger og gør indstuderede ting, der skaber tillid og oplevelsen af nærvær? Jo, det kan man da godt forsøge, men resultatet bliver bare ikke undervisning i ordets egentlige forstand. Der er nemlig ingen mennesker, der er sammen om noget i et sådant setup. Der er blot tale om udførelsen af en social teknik, der reelt tingsliggør et andet menneske. Denne teknik kan trænes, men enhver, der har oplevet den, kan også mærke, at den blot er teknik. Noget sådant vil aldrig blive til rigtig undervisning.

 

Rigtig undervisning indebærer kærlighed til noget og nogen. En rigtig lærer elsker den kultur, der er undervisningens indhold, og har derfor også en kærlighed til den menneskehed, som barnet er en del af. Læreren vil desuden kulturen og vil barnet. Denne vilje kan ikke trænes, men den kan mærkes. Af og til siger den meget mere end undervisningens indhold, og når den - bare i glimt - fremtræder smukkest, sætter den uudslettelige spor. Præcis det samme gør sig gældende i pædagogers virke, når det er bedst.

 

Når alt dette er sagt, vil jeg igen påpege, at jeg ikke har noget imod ordet relationskompetence. Jeg har haft gode relationer til både ejendomsmæglere, kolleger og diverse butiksassistenter, hvor både de og jeg har ageret yderst relationskompetent. Det er fint alt sammen. Problemet opstår, hvis vi en dag begynder at genskabe hele vores kultur på denne måde. Det går ikke. Livet er ikke en teknik, og kultur kan ikke forstås uden følelse og vilje. Skolen kan derfor ikke være et teknisk socialt møde, hvor relationskompetente professionelle udfører et professionelt hverv med henblik på at videreføre kulturelle erkendelser. Den bliver nødt til at være et sted, hvor virkelige, levende mennesker mødes om noget. At være menneske er ikke en kompetence. Man kan derfor ikke bidrage til andre menneskers dannelse på relationskompetent vis. Man er nødt til at være uprofessionelt professionel, dvs. både uteknisk behjertet og teknisk pligtopfyldende.

 

Nu spørger du sikkert: Kan vi så slet ikke gøre noget fra kommunal og statslig side i forhold til at optimere den emotionelle del af skolens virke? Jo, det kan vi sagtens, vil mit svar være! Det handler om at træde til side og lade det menneskelige følelsesliv få plads. At være menneske er ikke en kompetence.

 

Videre læsning:

Mårtensson, Brian Degn (2018): Mennesket som mål. København: Akademisk Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2018): Ånd og ideal. Munkebo: Fjordager

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ