Denne model forklarer partiernes placering i forhold til, hvor meget de vægter personlig frihed, og med hvilke begrænsninger. De gule felt, som er markeret med en kongekrone i midten, symboliserer staten, og jo tættere partierne ligger på den gule linje, jo mere stat vil de have. 

Modellen fokuserer som sådan ikke på partiernes holdning til, hvor stor staten skal være rent økonomisk - altså SKAT, men mere på hvor meget de ønsker, at staten skal gribe ind i vores måde at leve på.

Jo mere man kommer over mod højre, jo mere går man ind for en form for politisk anarkim og jo mere man kommer ned mod bunden, jo mere vil man som parti tillægge nationale værdier som et værktøj til assimilering. 

Her følger en begrundelse for partiernes placering. Vi starter nedefra.

Dansk Folkeparti er ubetinget det parti, der ønsker at gribe mest ind i, hvordan folk lever deres liv. Her er danske værdier ikke bare et pejlemærke men noget, der skal implementeres ved lov. Her snakker vi både i forhold til ting som er vedtaget, såsom maskeringsforbuddet, men også de endnu ikke vedtagne idéer, som eksempelvis et forbud mod langt skæg. Dansk folkeparti er helt nede i at begrænse institutioner i deres selvbestemmelse, når de fx foreslår at påbyde daginstitutionerne at indføre obligatoriske frikadelledage. Det ligger stort set resten af Christiansborgpartierne meget fjernt at skulle lovgive om den slags, og på den måde blande sig i den enkelte institutions mulighed for at bestemme selv. Endvidere fokuserer Dansk Folkeparti meget på straffe, og jo hårdere jo bedre, uafhængigt af hvor skadelige hårde straffe ifølge forskning er, i forhold til rehabiliteringsindsatserne. Endvidere fokuserer partiet meget ensidigt på, at begrænse muslimer. Dansk folkeparti ligger således ved den grå akse, hvor de også er medi  koret af partier, der helt synligt ikke giver meget for overnationale forpligtelser såsom EU, menneskerettighedskonventioner, Parisaftalen og så videre. Selv Grundloven problematiserer de, når det eksempelvis kommer til religionsfrihed. De er paradoksalt nok glade for NATO.

Nye Borgerlige er langt hen ad vejen i samme skuffe. De er glade for forbud og ophøjelse ad danske værdier i den danske lovgivning. Omvendt set, så vil de jo gerne have så lav skat som muligt, og er for så vidt nært beslægtede med Liberal Alliance. Det vil altså sige, at det land, hvis værdier de skatter meget højt, ikke er noget man som individ skal bidrage særligt meget til rent økonomisk. Nye Borgerlige er ligeledes nærmest anarkister i en international sammenhæng. 

Konservative Er mere tro mod staten og også grundloven, hvorfor de ligger tættere på kronen. De går ind for EU og NATO, og officielt vil de også efterleve både Parisaftalen og FN´s verdensmål. Det sidste er imidlertid svært at se i den førte politik, hvor klimaet ikke tillæges hverken kræfter eller økonomi (Se finanslovene under VLAK). FN´s verdensmål efterleves heller ikke rigtigt, da der (Selvom vi i 2018 er i en højkonjunktur) fortsat spares på uddannelse, og selvom fattigdommen er stærkt stigende, selvom fattigdommen ifølge verdensmålene skal være markant nedbragt inden 2030. Ja selv børnefattigdommen er stærkt stigende, hvis står i stærk kontrast til blandt andet FN´s børnekonvention.

Venstre ligner på mange måder konservative, men modarbejder ikke internationale aftaler i samme grad. Da LA og Konservative eksempelvis foreslog at halvvere kontanthjælpen for unge "Ikke-job-parate" (Hvilket havde været i lodret strid med FN´s handicapkonvention), stemte Venstre imod. De går også ind for forholdsvis hårde straffe, og har indført mange forbud, hvorfor de må sige, at ville have en høj grad af stat.

Socialdemokratiet ligner lidt Venstre, men er mere obs på for eksempel at efterleve konventionerne, Parisaftalen og verdensmålene. Derfor ligger de yderligere til venstre. Dog går de også ind for ret markante begrænsninger af den personlige frihed for visse grupper. Ledige er et eksempel. Et andet kunne være de studerende, hvor restriktionerne er mere indirekte og skal ses i forhold til ønsket om flere tests og krav om højere karakterer.

SF ligger syd for den horisontale gule linje, da de også er begyndt at slå mere på danske værdier, når det eksempelvis kommer til spørgsmålet om flygtningestramninger. De ligger dog langt ude til venstre, da gerne vil efterleve internationale aftaler. Selv EU er de blevet glade for, selvom de oprindeligt var EU-skeptikere.

Radikale Venstre er ikke fans af forbud og begrænser heller ikke folk på baggrund af religion og hudfarve. Ej at foreksle med ønsket om at "lade Danmark overrende af migranter", og hvad der ellers har været af stråmandskritik. De ønsker også at efterleve internationale aftaler, og er relativt liberale på mange punkter. Bureaukratiet i forhold til ledige vil de ikke gøre op med, og de er ligeledes helt cool med høje krav på eksempelvis landets uddannelser, hvilket for nogen kan være begrænsende. 

Liberal Alliance har været svære at placere, men som udgangspunkt ser de ikke danske værdier som noget ekskluderende. Det skal også siges, at LA fritstillede deres medlemmer i afstemningen om maskeringsforbuddet (Burkaforbuddet). Officielt går de ind for at Danmarks internationale forpligtelser, men realpolitisk halter det med at følge op. Der er umiddelbart ikke meget vilje til at imødekomme Parisaftalen, og det er ligeledes svært at se LA´s entusiasme i forhold til konventionerne og FN´s verdensmål. De går i hvert fald ind for fattigdomsreformerne og altså også den børnefattigdom disse har medført. Liberal Alliance går overordnet set ikke ind for en masse forbud eller begræsninger i forhold til den personlige frihed - udover når det kommer til ledige. Her vil LA meget gerne bruge en masse ressourcer på at overvåge og begrænse ledige, syge og handicappede i deres gøren og laden. I et svar til Alternativets Torsten Gejl lød det det, “Det må man finde sig i, når man lægger samfundet til last”. Det kalder jeg selv for hyklerliberalisme, når den personlige frihed kun er forbeholdt visse personer fortrinsvist fra een indtægtsklasse.

Alternativet og Enhedslisten er placeret yderst oppe i venstre hjørne, og mht Enhedslisten kan det synes underligt, da de er skeptiske overfor både EU og NATO, men de er trods alt blevet mere EU-positivt omend med et ønske om forandring af institutionen, hvilket unægteligt ligner Alternativet. De er enige om ikke at begrænse folks personlige frihed, og går således både ind for homoseksuelles ret til at gifte sig, lediges rettigheder, fri hash/cannabis og så videre. De ønsker ligesom Liberal Alliance ikke en masse lovgivning og hele Alternativets skattepolitik er ren nudging i forhold til, at få folk til at leve mere bæredygtigt, men uden decideret at lovgive om, at folk skal flyve mindre, spise mindre oksekød, køre mere i offentlig transport etcetera. 

Opsamling

Når man opstiller partierne på denne måde, og mere ensidigt fokuserer på den personlige frihed uafhængigt at spørgsmålet om SKAT og økonomisk omfordeling, så kommer skemaet til at se væsentligt anderledes ud, og pludselig synes SF og Konservative ikke så forskellige. Det er også misvisende at gøre den personlige frihed til et spørgsmål om politisk liberalisme. Sjældent har en regering reduceret vores personlige frihed så meget, som den seneste VLAK-regering med Dansk Folkeparti som støtteparti.