"Skole-hjem dialogen" består af et spillebræt og tre kort, der hver beskriver en elev og dennes problemer og stærke sider, samt nogle handlingskort, hvor deltagerne i spillet kan vælge, hvad de vil gøre i en given situation. Til at styre spillet findes et hæfte, som beskriver fremgangsmåden trin for trin. I et spil kan der deltage mellem tre og seks voksne i en blandet gruppe af forældre, lærere og pædagoger.

"Thomas" er et eksempel på en af spillets elever. Han beskrives som udadreagerende med tendens til ikke altid at fortælle sandheden til de voksne. Han har også smårapset, men er en god kammerat, der støtter de andre i klassen og kan få de andre til at grine. Et problem er, at de andre børns forældre ikke inviterer ham med hjem til legeaftaler.

På grundlag af beskrivelsen skal spillerne vælge mellem to muligheder for at hjælpe Thomas, hvor den ene går på, at klassens forældre hver taler med deres børn om forskellighed og forskellige behov. Den anden mulighed er, at kontaktforældrene tænker særligt på Thomas, når de planlægger aktiviteter, samtidig med at de overvejer, hvordan man kan støtte op om børnenes egne aftaler. Når gruppen har valgt handling, får de lov til at gå videre på spillepladen, og det gælder om at komme i mål på en given tid.

Spillet kan i mange tilfælde være en fin igangsætter til en vigtig debat, der kan øge den fælles forståelse og medvirke til bedre trivsel i klassen. Jeg er bare bange for, at det ikke i alle tilfælde vil have en positiv virkning. De tænkte cases kan enten være for tætte på virkelige elever og forældre i den givne klasse, og det kan blive aktuelt for de professionelle at henholde sig til deres tavshedspligt. I andre forældregrupper kan de beskrevne cases virke for abstrakte og dermed uvedkommende. Måske er klassens aktuelle problemer nogle helt andre.

Kun de enkelte team af lærere og pædagoger kan vurdere, om deres forældregruppe vil have gavn af "Skole-hjem dialogen", eller om man hellere skal gribe fat i problemer i klassen på en anden måde. Hvis man i en given klasse har nok spil, det vil sige omkring fire styk, til rådighed og kan afsætte en times tid af et forældremøde til at diskutere de beskrevne elever, kan det være umagen værd, og gode debatter skabt i spillets rammer kan være medvirkende til bedre kommunikation fremover.

Hvis jeg skulle bruge materialet, ville jeg nøjes med at bruge kortene, idet jeg mener, det forstyrrer den gode debat at fokusere på, hvem der eventuelt vinder. Hvis jeg skulle være en endnu mere begejstret bruger, skulle der være flere elevcases at vælge imellem, så man kunne  fortsætte debatten på et senere møde.