Mennesker med ADHD er overrepræsenteret i statistiske opgørelser over kriminalitet, og det er til stor bekymring for alle parter.” (Citat, ADHD forening). 

Hvilke forhold gør sig gældende, når mennesker med ADHD er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker i forhold til andre grupper i samfundet?

Hvorfor er gruppen af børn og unge med ADHD mere udsatte, når det gælder kriminalitet, i forhold til andre? 

Kan et af svarene være, at de der har en ADHD diagnose er særligt udsatte socialt set (VIHS) fordi de ikke kan skabe stabile relationer og denne sårbarhed betyder, at de også er mere udsatte end andre, når det gælder misbrugsmiljøer fordi de nemmere kan opnå accept i disse miljøer (ibid.)?

En af problematikkerne forbundet med dette er, at de oplever mere ensomhed i forhold til andre (ibid.).

Ofte har personer med ADHD andre psykiatriske lidelser og oplever anbringelser uden for hjemmet og har sjældent en uddannelse ud over folkeskolen (VIVE, 2017). Konstateringen er, at personer med ADHD i højere grad er i risikozonen for, at begå kriminalitet end man ser det hos andre grupper i samfundet (ibid.) og studier peger imod, at risikoen for gentagne domme også er højere hos målgruppen end hos andre (ibid.).

Demografiske forhold tyder på en risikofaktor i forhold til, om man er mere udsat end andre, når det gælder kriminalitet.

Justitsministeriets Forskningskontor har udarbejdet en rapport om børn og unge under overskriften ”Udviklingen i børne og ungdomskriminalitet 2006-2015”, som handler om den generelle udvikling i kriminalitet og hvordan demografiske forhold også kan have en betydning i børns og unges udvikling.

Det Nationale Forskningscenter For Velfærd, SFI, har i en rapport fa 2015 undersøgt hvorfor nogle børn og unge begår kriminalitet mens andre ikke gør det. Ifølge SFI er det veldokumenteret i forskningslitteraturen, at unges familie- og opvækstforhold har en betydning for hvorvidt man ender i kriminalitet eller ej (SFI, 2015).

Fattigdom og boligområder er bla. risikofaktorer, som kan resultere i, at børn og unge ender i en kriminel løbebane (SFI, 2015). 

Unge og voksne involveret i rocker- og bandekriminalitet har en høj belastningsgrad i forhold til den øvrige befolkning (Socialstyrelsen, 2016), og der menes ikke at være de store forskelle i risikofaktorerne i forhold til andre kriminelle.

Hvilke initiativer og tiltag har Nørrebro f eks taget i det kriminalitetsforebyggende arbejde, for, at styrke den sociale sammenhængskraft og fællesskabet i bydelen?

Løsningsforslag:

Det anbefales (VIHS), at uddannelse af fagfolk er af stor betydning for, hvordan børn og unge med ADHD klarer sig for på den måde, at lære, at mestre de situationer de kan komme ud for (ibid.).

Dette ønske efterlyses også i en anden forskningsrapport (VIVE), som anbefaler at styrke fagprofessionelle, så strategien over for personer med ADHD er hensigtsmæssige (ibid.). Det handler om, at kende sin målgruppe.

Forældrene kan hjælpe til ved, at arbejde med deres børn, når vi som fagpersoner ikke er tilstede, og på den måde er der flere aktører i spil i de forebyggende indsatser.

Diagnosekulturen er stadig et nyt forskningsområde og samfundets syn på børn og unge med ADHD ligeså og ikke mindst Sputniks håndtering af deres elever. Med tiden oplever vi paradigmeskift i vores syn på tingene og fremtiden kan bringe os til nyere og bedre metoder i vores håndtering af socialt udsatte mennesker i vores samfund. 

Til trods for forskning på området (VIVE, 2017) menes der fortsat, at være behov for mere viden og forskning om mennesker med ADHD (ibid.).

Summa summarum fremgår det af forskningsrapporten, at problematikker med personer med ADHD ikke blot er sort/hvidt, men også forbundet med andre faktorer, der har haft en påvirkning på børnene under deres opvækst. Andre faktorer er sværhedsgraden af ADHD, traumer i barndommen, sociale- og økonomiske forhold (ibid.).

Dette giver os et billede af, at ADHD alene ikke skubber børn og unge ud i kriminalitet eller ind i rocker- og bandegrupperinger, men at andre sociale forhold og faktorer også spiller en væsentlig rolle i den proces. Sidst men ikke mindst anbefales det, at der iværksættes flere indsatser over for målgruppen og her menes behandlingsindsatser og indsatser på det mere strukturelle og organisatoriske niveau (VIVE, 2017).