Små bogstaver til små børn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden 2002 har John Christensen markedsført Chriba-alfabetet - et sæt mærkater til computertastaturet, så eleven kan se både de små og de store bogstaver. Børnehaveklasseleder Martin Lindved har afprøvet alfabetet på Skansevejens Skole i Fredericia.

»Flere af mine kollegaer var nysgerrige og spurgte selvfølgelig ind til det, jeg lavede. En af kollegaerne grinede og sagde, at der ikke ville gå mere end et par uger, så var de mærkater pillet af igen af eleverne«, skriver han i en rapport om forsøget.

Han oplevede, at det er meget forskelligt, hvilket udseende af bogstaverne børnene kender hjemmefra - om det er de små eller de store bogstaver, de har størst kendskab til.

Som en af de første opgaver for de nye elever bad Martin Lindved 40 børnehaveklassebørn spille alfabetspillet fra Emu-portalen - nogle brugte det almindelige tastatur først og Chriba-tastaturet bagefter, andre omvendt. Konklusionen var, at eleverne i gennemsnit var 30 procent hurtigere på Chriba-tastaturet. Nogle af børnene kørte pegefingeren systematisk hen over alle taster på jagt efter det bogstav, de skulle bruge. På det almindelige tastatur omfattede jagten for flere af eleverne også de tastaturrækker, der ikke er bogstaver på, mens de farvede klistermærker betød, at eleverne nøjedes med de tre bogstavrækker, når de brugte Chriba-tastaturet. Også ved en række andre opgaver for de yngste børn har Martin Lindved registreret, at det går hurtigere og med færre fejl, når børnene kan se de små bogstaver på tasterne.

Tidligere har børnehaveklasse og 1. klasse på Skansevejens Skole ikke arbejdet ret meget ved pc, simpelthen fordi der går så lang tid med at logge hver elev på netværket. Men erfaringen var, at både i børnehaveklassen og helt op i 2. klasse går det meget nemmere for eleverne selv at logge sig på netværket, efter at de små bogstaver er kommet med på tastaturet.

Mærkaterne kom også på pc'erne på lærerværelset, men der blev de hurtigt fjernet igen - det var alt for forvirrende for de erfarne pc-brugere.

Rapporten »Alfabet-tastaturet - Et redskab til fremtidens digitale undervisning« kan hentes på børnehaveklasseleder.dk

Powered by Labrador CMS