Ekspert i undervisning (interview)

Den lærerstuderende skal uddannes til at blive underviser, ikke semi-psykolog eller semi-sociolog, mener professor Jens Rasmussen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professoren finder pen og papir frem. Han tegner sin kongstanke. Det er en enkel figur. På den ene side af en lodret streg befinder læreruddannelsen sig. På den anden side ligger folkeskolen.

Den undervisningspraksis, der er ude i virkeligheden, i klasselokalet, skal ind i læreruddannelsen, siger han og tegner en pil fra den ene side til den anden. Så de studerende allerede under deres uddannelse kan lære, hvordan de griber undervisningen af børn og unge an. De skal ikke bruge for meget af deres tid på at studere langhårede teorier om filosofi og sociologi. De skal hellere lære teori om undervisning. Lære, hvordan man underviser.

»De skal jo ikke blive semi-sociologer eller semi-filosoffer. De skal blive undervisere«, siger Jens Rasmussen, der er professor på Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Han har gennem de senere år været med til at evaluere læreruddannelser i Danmark og Norden. Senest har han sammen med to kolleger gennemført et »Komparativt studium af indholdet i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore« for skolens rejsehold.

Når det blev lige de tre lande, som den danske læreruddannelse skulle sammenlignes med, skyldes det, at de ligger i top tre i internationale undersøgelser af skoleelevers faglige færdigheder og kompetencer. Og Danmark skal i top fem, har statsminister Lars Løkke Rasmussen, der nedsatte rejseholdet, annonceret.

»Jeg fik ikke et nyt, men et klarere syn på, hvad læreruddannelsen skal indeholde, ved at se på, hvad de gør i især Canada, hvor de efter min mening laver fremragende læreruddannelse«, siger Jens Rasmussen.

Og det, der nu står bøjet i neon for Jens Rasmussen, er altså, at læreruddannelsen skal uddanne de studerende til at blive rigtig gode undervisere, med alt hvad det indebærer.

»Det bliver tydeligere og tydeligere i dag, at der er et ønske om, at lærere bliver uddannet til at blive undervisere. Altså professionsudøvere. At man skal have det sigte utrolig klart: at vi uddanner eksperter i undervisning. Vi ser, at det er det, de gør i de lande, hvor eleverne opnår gode resultater«.

Sådan her definerer Jens Rasmussen en ekspert i undervisning: »Det er en, der kan undervise på en sådan måde, at hver enkelt elev får et optimalt udbytte af at gå i skole i forhold til sine forudsætninger. Det er vel i dag blevet målsætningen for skolen. Altså at den enkelte elev skal strækkes til det yderste af, hvad han kan«.

At løfte hver enkelt elev til sit højeste stade kræver undervisningsmetoder, der beviseligt virker. De skal være forskningsbaserede, siger Jens Rasmussen.

»Det betyder, at det, der undervises i på læreruddannelsen, skal være den sikreste og bedste og nyeste viden«.

Det gælder for eksempel fagdidaktikken, »hvor der er masser af forskning i, hvordan man underviser bedst i fagene«.

Og det gælder de pædagogiske fag, hvor undervisningen i dag er for vidtløftig og flagrende, mener Jens Rasmussen.

»Nogle af de ting, der bliver løst ved dannelsesmæssige overvejelser i dag, må løses meget mere konkret. Det gælder for eksempel klasseledelse og undervisningsdifferentiering«.

Uden undervisningsdifferentiering fungerer den udelte enhedsskole, vi har indført i Danmark, nemlig ikke, påpeger Jens Rasmussen.

»Det kan ikke nytte noget at blive ved med at snakke om, at det er vanskeligt og umuligt at undervisningsdifferentiere, og at vi skal have homogene klasser. Det har vi ikke. Vi har høj diversitet i klasserne, og politisk er der ikke noget, der tyder på, at det går mod mindre rummelighed«.

»Man kan godt som lærer sige, at det vil vi ikke, eller det magter vi ikke, men så får man det problem, at folkeskolen eroderer, fordi så finder forældrene bare andre steder hen og løser det på den måde«.

»Derfor er man simpelthen nødt til i læreruddannelsen at undervise de studerende i undervisningsdifferentiering og klasseledelse på en sådan måde, at det ikke er noget, der er dem fremmed, når de kommer ud af uddannelsen«.

Det kan man gøre ved at putte mere how to do ind i læreruddannelsen, mener Jens Rasmussen. Blandt andet ved i højere grad at bruge gode lærebøger, som man gør i for eksempel Canada.

Han finder en canadisk lærebog frem. »How to differentiate instruction in mixed classrooms«.

Den er bygget op i tre kapitler. Først et teoretisk, der i det her tilfælde handler om, hvad differentiering af undervisning egentlig er for noget. Hvad er elevdifferentiering, hvad er undervisningsdifferentiering, hvad vil det sige at differentiere i tid og i stof og så videre?

Kapitel to giver såkaldte hands on-eksempler på, hvordan man kan differentiere undervisningen. Og kapitel tre giver eksempler på, hvordan erfarne lærere differentierer.

»Der er ikke tradition for lærebøger i den danske læreruddannelse, men vi trænger hårdt til den slags materialer, der fokuserer på metode, og hvor teori understøtter praksis«, siger professoren.

Han er tilbage ved sin kongstanke.

»Det, som er min tankegang, og som blev styrket meget ved besøget i Canada, er således, at man på læreruddannelsens teoriside beskæftiger sig med det, man gør i praksis«, siger han.

»De studerende skal have en vældig god forståelse for, hvad det vil sige at undervise, undervisningsdifferentiere, klasselede og så videre, når de kommer i praktik. I praktikken øver de sig så i det«.

Til forskel fra i dag, pointerer professoren, hvor de først skal til at lære at differentiere undervisningen, når de kommer i praktik.

»Traditionelt giver man de studerende noget højtflyvende teori om, hvad undervisningsdifferentiering er, og så satser man på, at de nok får lært, hvordan man gør, når de er i praktik. Men det gør de ikke. For de lærere, der går ude i praksis, siger: det kan vi ikke finde ud af, det har vi ikke lært, og det er for kompliceret. De løser det i bedste fald ved at lade eleverne arbejde med selvinstruerende materialer og så gå rundt og hjælpe dem. Det er faktisk en meget ringere undervisningsform end den udskældte klasseundervisning«.

»Det, vi har brug for, er den mest sikre og mest velunderbyggende viden om, hvordan lærerne skal gøre for at få undervisningsdifferentieringen til at virke. Som i den her bog. Der er ikke noget i den, der ikke er forskningsbaseret«, siger Jens Rasmussen og trommer med en pegefinger på bogen.

Han fortæller, at man på den canadiske læreruddannelse desuden bruger såkaldt mikroundervisning, micro teaching.

»Det betyder, at den lærerstuderende prøver noget af i bare ti minutter med sine medstuderende, sådan at alle har prøvet det, inden de står i klasseværelset«.

Nogle taler for, at praktikken i læreruddannelsen skal udvides. Ikke Jens Rasmussen. Ingen af de toppræsterende lande har en længere praktik end Danmark, fortæller han. Nogle har faktisk en kortere praktik.

»Vi skal ikke fylde mere praktik ind i uddannelsen, men kvalificere den praktik, der er, ved at trække praksis ind i den teoretiske undervisning på læreruddannelsesstedet«.

Hans drøm er, at den danske læreruddannelse bliver en kandidatuddannelse. Som den er i Finland, Canada og Singapore.

»Det ville også betyde, at de studerende kunne lære forskningsmetode. Og når man har lært det, kan man som lærer bedre forske i sin egen undervisning og finde ud af, om den faktisk virker«.

Og hvis det skal være rigtig godt, skal det første ansættelsesår på en skole være et introduktionsår, siger han. Som man har det i for eksempel Skotland.

»Det ville virkelig give value for money. Hvis man virkelig mener, at man vil have bedre lærere, så skal man gøre læreruddannelsen forskningsbaseret og indføre et obligatorisk introduktionsår. En mentorordning, hvor den nyuddannede lærer bliver vejledt af en dygtig, erfaren lærer. Det behøver ikke være særlig dyrt, og der er virkelig noget at hente«.

Den nyuddannede kan på den måde få hjælp til mange af de nye opgaver, der følger med jobbet - forældresamarbejdet, samarbejde med psykologer og andre rådgivere, elevplansudarbejdelse, problemer i klassen. På en praktisk og konkret måde. Hands on. |

Ekspert i læreruddannelse

Jens Rasmussen er professor ved Center for Grundskoleforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han er tidligere lærer. Han sidder i den følgegruppe, der i øjeblikket kigger nærmere på læreruddannelsen, og i den tilsvarende følgegruppe for den norske læreruddannelse. I 2003 var han formand for den gruppe, der evaluerede den danske læreruddannelse, i 2005 var han med til at evaluere den svenske læreruddannelse, i 2006 gjaldt det den norske, og i 2009 stod han i spidsen for en komparativ undersøgelse af de nordiske læreruddannelser og i år »Komparativt studium af indholdet i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore«.

»Nogle af de ting, der bliver løst ved dannelsesmæssige overvejelser i dag, må løses meget mere konkret. Det gælder for eksempel klasseledelse og undervisningsdifferentiering« Jens Rasmussen»Traditionelt giver man de studerende noget højtflyvende teori om, hvad undervisningsdifferentiering er, og så satser man på, at de nok får lært, hvordan man gør, når de er i praktik. Men det gør de ikke« Jens Rasmussen