Jeg mangler derude

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mai Schaarup er 22 år og blev lige efter studentereksamen fastansat som tysklærer på en folkeskole i Brøndbyøster. Foruden tysk underviste hun i idræt og i et heldagsskoletilbud for autister.

»Jeg var meget glad for arbejdet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg brænder for dem, der har det svært i skolen. Her kan jeg få redskaber til dét arbejde. I hver klasse sidder der en elev med en diagnose, og folkeskolelærere har ikke den drive, der skal til over for disse børn. De skal jo også nå de 25 andre i klassen«, siger Mai Schaarup.

Det sidste år på skolen arbejdede hun med hjemmeundervisning af en autistisk dreng, og sammen med en lærer havde hun i et halvt år ansvaret for en lille pige, der var verbalt ekstrem og meget ukoncentreret.

»Jeg ved, at jeg er dygtig til det her. Jeg tog opgaver, som lærerne ikke kunne. Jeg kan dem rigtig godt, de her børn, så jeg tror bestemt, at jeg kan få job efter uddannelsen som profillærer i specialpædagogik. Jeg mangler derude, og jeg skal ud at prøve det hele. Efter denne uddannelse kan man både undervise i folkeskolen, undervise kriminelle og arbejde med børn og unge på døgninstitutioner. Vi har jo også linjefag i dansk«, siger Mai Schaarup. |