Anmeldelse

Tag kufferten med

Dialog- og toleranceskabende

Nu ved et nyt skoleår er det en god ide at tjekke, om man har fået det hele med: Er vi klar til indlæring, oplevelser, bevidstgørelse og selvstændig stillingtagen?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsmaterialet ”Tag kufferten med” er udviklet i samarbejde med to klasser på mellemtrinnet, nemlig en dansk klasse og en syrisk modtagelsesklasse på Paradisbakkeskolen i Nexø på Bornholm. Materialet lægger op til, at disse to klasser i fællesskab laver en fælles introduktion til emnet. Det samarbejde vil i mange tilfælde formentlig være praktisk vanskeligt eller uladsiggørligt, men ideen burde kunne afstedkomme en anderledes kreativ tankegang hos eleverne, for som der står, berører ”Tag kufferten med” personlige og indimellem alvorlige emner. Og kan der skabes ro og forståelse i undervisningen til at lytte og skabe et lærende refleksionsrum?

Fakta:

Titel: Tag kufferten med

Pris: Gratis

Forlag: Huusmann Media

I og med at dette undervisningsmateriale er skabt gennem samarbejde mellem de to klasser fra Bornholm og fremstår som et nemt tilgængeligt og meget detaljeret udgangspunkt for dialog og forståelse, må det få en varm anbefaling. Forløbet, der strækker sig over tretten lektioner, er udmøntet i mindste detalje, der selvfølgelig kan tilpasses de vilkår, man nu engang har i undervisningssituationen.

Man fristes til at sige, at der intet er overladt til tilfældighederne i dette meget grundigt gennemarbejdede materiale. Dog skal det understreges, at der bestemt er lagt op til kreativ og selvstændig tænkning hos eleverne, selvom det, hvis man kører stringent efter materialets undervisningsplan, kan være svært at få øje på selvstændige armsving. Utrolig detaljeret og forklarende lærervejledning; nogle vil formentlig tænke: Vi kan godt selv. Ja, men så spring det over, og brug egne erfaringer.

Man fornemmer helt klart et engagement – ikke blot undervisningsmæssigt, men så sandelig også på det medmenneskelige plan. ”Tag kufferten med” bygger på et stærkt fundament af tolerance og kan også opfattes som en rejse ud i fantasien, der kan være med til at give forståelse for sammenhæng og udvikling. Tolerance kan være svært, fordi den begynder der, hvor forståelsen hører op. Der kan være blokeringer i debat og diskussion om moral og etik, også blandt børnene, men tolerancen vil formentlig være nemmest at forstå i forbindelse med arbejdet med tilhørende plancher med diverse souvenirs og etnografica fra både Danmark og Syrien. Her kan fantasien få et friere løb. Og det kan netop være med til at give forståelse for sammenhæng og udvikling.

Styrken ved ”Tag kufferten med” er også, at "de" og "vi" er lige. I de varierede forslag til undervisning, forståelse og samvær mødes man med hver sine forudsætninger. Eksempelvis skal nævnes de anvendte plancher, hvor typiske danske objekter, der anvendes i forbindelse med hverdag og højtider, sammenlignes med syriske genstande. Kufferten tager afsæt i elevernes eget liv, erfaringer og oplevelser. De arbejder med deres egen identitet på forskellig vis. For eksempel nævnes forskellige ”yndlingsting” fra børnenes egen verden.

At tage af sted med en pakket kuffert skaber altid forventninger på den ene eller den anden måde. Ligesådan med denne kuffert fyldt med pædagogisk og øjenåbnende indhold.

Kufferten er pakket med fornuft og omhu, alt er nøje udvalgt, inden det er blevet lagt i kufferten. For nogle vil kufferten muligvis være tung at slæbe, men indholdet viser, at man når hele vejen rundt - god tur.